Hjertevarmende tilbagevenden
Det bliver altid en god sommer, når rockband-supreme Foo Fighters udgiver et nyt album. Bandet har været på lidt af et sidespor de seneste år med Medicine At Midnight, som bar en så poppet lyd, at det var svært at sammenligne med det Foo Fighters, man kender. Deres seneste udgivelse, But Here We Are, var desuden en melankolsk hyldest til trommeslageren Taylor Hawkins, som gik bort for få år siden.
Your Favourite Toy er en tilbagevenden til deres tidligere lyd og sangskrivning. Spørgsmålet er, om det bliver en gentagelse af deres tidligere materiale eller en værdig tilføjelse til kataloget?
Råt og godt
Allerede fra start er det tydeligt, at Foo Fighters har taget et skridt tilbage mod rødderne. Your Favourite Toy er et energisk, råt og kompakt album. Der bliver ikke spildt et sekund, og det giver et momentum, som gør lytteoplevelsen utroligt genspilningsvenlig. Når det spiller sammen med en meget finpoleret lyd, så har man et album, der i hvert fald lyder godt, men hvor meget der gemmer sig under overfladen?
Det Foo Fighters gør exceptionelt godt med deres sangskrivning på dette album, er deres riffs. “Window” er for eksempel et nummer, som er vanvittig simpelt bygget op, men har et så fængende hook, at det gør lytteoplevelsen interessant. Sådan er det på størstedelen af sangene. Det er en lyd, som tiltaler mange forskellige målgrupper, men især på dette er der en ungdommelighed i den høje energi, som retter sig meget mod den yngre generation.
Albummet er i den mere aggressive ende af Foo Fighters-spekteret. I klassisk Foo Fighters ånd ligger guitarerne højt i mixet. Dog er det, som om der er noget ved dem, der er blevet skruet endnu højere op for på det her album. En af de ting, der i hvert fald er blevet skruet op for, er Grohls vokal, som er så forvrænget, at man til tider ikke engang kan høre, hvad han synger. Specielt på numrene “Spit Shine” og “Child Actor” kunne man måske godt have skruet en smule ned, da det næsten bliver så skrattende at høre på, at det gør ondt.
“If You Only Knew” er et nummer, som balancerer det hårde og det bløde, og her bliver det meget bedre. Det holder stadigvæk energien og fungerer som et vellydende Foo Fighters-nummer. Men der er mere under overfladen. Sangen udforsker temaer som tab, ansvar og sorg, hvilket får en til at reflektere over de hårde år, Grohl har været gennem. Hvis man hører efter, så er 'de seneste år' et overordnet tema, som er gennemgående på albummet.
På titelnummeret kritiserer Grohl den rolle, de har fået som stadion/radio-rockgalionsfigur, og hvordan han føler sig presset af den status og forventning, der følger med det at være en berømthed. Det virker meget personligt for bandet.
“Unconditional” starter med en trommeintro så tæt på Taylor Swifts “Shake It Off”, at jeg nær fik tusind-meter-blikket. Narret blev jeg, men sangen udvikler sig til en hjertevarmende hilsen om at marchere videre efter selv de hårdeste tider. Sammen med en næsten country-twangy lyd er det et af de numre, der både lyrisk og instrumentalt fungerer rigtig godt.
Et tæt kram
Foo Fighters er ikke blevet et af verdens største bands for sjov. De kender deres lyd, og de kender deres publikum. Det er ikke meget i deres katalog, der er dårligt, og Your Favourite Toy er bestemt heller ikke.
Albummet leverer det, man forventer. Det er radiorock, der fungerer godt i mange scenarier. Om det er i bilen eller på festivalpladsen er jeg sikker på, at albummet kommer til at tilføje et par gode numre til playlisten. Overfladisk er det et velproduceret og velskrevet rockalbum, men lyrisk er der en dyb refleksion, som jeg tror, mange ville kunne tage til sig, og som vil kunne vække en række forskellige følelser i lytteren. Foo Fighters indrømmer deres helingsproces, men lader også til at bevæge sig mod lysere tider. Det er hjertevarmende og spreder en optimisme, som man ikke har fået meget af i første halvleg af 2026.
Det er fantastisk, at Dave Grohl kører videre, efter alt det han har været igennem, og at vi får et album, der føles som et tæt kram. Det er på ingen måde perfekt og kandiderer ikke til et af deres bedste album, men med en solid håndfuld sange og en god produktion er det godt nok til at få deres mange fans til at glæde sig til at høre dem live.
