Somehow, Deafheaven returned

Det gjorde så ondt, da jeg tilbage i 2021 var nødsaget til at smide to sølle kranier efter Deafheavens fadæsealbum Infinite Granite. Dels gjorde den enorme skuffelse over det musikalske stilskifte ondt, men hvad der gjorde endnu mere ondt, var frygten for, at de nu for altid ville lyde som et kolerisk indierockband. Jeg var faktisk så gal på dem, at jeg i barnagtig trods nægtede at tage til deres koncert i Pumpehuset selv samme år.

Men trods min skuffelse så holdt jeg aldrig op med at elske Deafheaven; de tidligere albummer var jo ikke pr. automatik blevet elendige, blot fordi Infinite Granite var det. Jeg blev da også ved med at håbe på, at bandet ville gå tilbage til sine rødder, men jeg troede ærligt talt ikke på det, for samtlige interviews, de udgav i forbindelse med Infinite Granite, pegede på, at blackgazen var lagt på hylden. Men da førstesinglen fra Lonely People with Power, “Magnolia”, ramte os den 27. januar, kunne jeg konstatere at … somehow, Deafheaven returned!

Færre lag, flere tæsk

Der hersker ingen tvivl: Lonely People with Power er klassisk Deafheaven. Selv albumtitlen og coverfotoet af Jenna Haze emmer langt væk af deres magnum opus fra 2018, Ordinary Corrupt Human Love – et album, jeg tidligere udråbte til at være det bedste fra 2010’erne. Førstesinglen mindede da også om tidligere numre som både “Brought to the Water” og “Black Brick”, og det lettelsens suk, jeg udbrød, da de beviste, at de stadig kunne spille eksplosiv og eddikesur blackgaze, var så voldsomt, at det kunne måles på richterskalaen. Men selvom Lonely People with Power afgjort minder mere om både Sunbather og især New Bermuda, så kan man godt fornemme enkelte elementer fra Infinite Granite. Det er især de drømmende elektropassager, der eksempelvis udgør introen i ”Heathen”, hvor man tydeligt kan høre bandets interesse for dreampop. Det tager dog aldrig overhånd, og ej heller bliver det mere end lidt ekstra krydderi – og dét fungerer!

Jeg savner dog, at der er lidt flere lag i musikken, som der var det på Ordinary Corrupt Human Love, for da viste Deafheaven virkeligt, hvordan de mestrede kunsten at skrive lange, komplicerede sange med utroligt mange skift og lag. Ej heller har Deafheaven generelt skrevet så relativt korte sange, som de har gjort på album nummer seks her – ikke at det har begrænset dem, for samtidig er det det album med flest sange. Med sine 12 numre har Lonely People with Power flere sange end Roads to Judah og Sunbather – tilsammen! Så alt i alt er det her nok den mest ligefremme udgivelse, bandet har lavet siden Sunbather. Her er ikke så mange dikkedarer eller musikalske krummelurer, bare ægte, klassisk og ufortyndet blackgaze.

Det er så utroligt forløsende at høre bandet gå helt og aldeles balalajka. Der er få trommeslagere som Daniel Tracy, der så ubesværet kan balancere skæve, jazzede rytmer og tordentæsk. Ligeså står det soleklart, at Kerry McCoy og Shiv Mehra har ønsket at cementere, at de altså snildt kan komponere tæsk-i-ansigtet-guitarriffs – bare tag nummeret ”Revelator” eller sågar det meget pludselige bølleriff i ”Doberman”.

Det er samtidigt tydeligt, at Deafheaven har ønsket at lave det mest deafheavenske album, de kunne, for de hylder, om noget, dem selv og deres tidligere musikalske bedrifter. Igennem hele albummet fanger man tydeligt små referencer til tidligere udgivelser, lige fra sangtitler til riffpassager – hvilket understreger, at uanset hvad man så må synes om Deafheaven, så gør de ikke noget uden at have tænkt over det

Årets comeback

Ikke nok med at Lonely People with Power er et fantastisk album, så er det også et comebackalbum på niveau med Death Magnetic. Jeg vil afgjort mene, at vi har at gøre med et album, der er på samme niveau som New Bermuda, for selvom det måske ikke er helt så ekstremt hidsigt, så har det lidt mere finesse. Der er dog ikke den samme magi til stede, som der var på Ordinary Corrupt Human Love, men det er også okay. Mindre kan bestemt gøre det, især når det ’mindre’ er så tæt på toppen. Så drenge, fantastisk, at I er tilbage – alt er tilgivet, og vi ses i Pumpehuset!