Sod, synd og sundhedsfarligt
I 1800-tallet var Whitechapel i England kendt for sin tykke smog af brændt kul, overbefolkning, beskidte gader og ekstrem fattigdom. Rotter piskede gennem gaderne, prostituerede forsøgte at overleve, og seriemordere holdt tilsyneladende ’frokostpauser’ i gyderne. Amerikanske Whitechapel har absolut intet med dette at gøre, udover at de, ligesom deres navnebror ,ikke behøver en lang introduktion og syntes, at navnet var fedt. Deathcore-veteranerne vender nu tilbage efter fire års tavshed med deres niende album, Hymns in Dissonance, der efter sigende skulle være lige så beskidt og brutalt som Londons berygtede bydel. Spørgsmålet er selvfølgelig bare, om det er værd at rejse tilbage til bandets begyndelse, eller om det ville have været klogere at se fremad?
Kultister og sadister
Og Whitechapel har ret i én ting. Hymns in Dissonance er rendyrket ondskab, knusende deathcore i sit pureste format, der rammer som et godstog uden bremser. Her er ingen alternative metal, ingen rene vokalpassager og minimalt med instrumentale åndehuller. Bare fuldt smadder på dobbeltpedalerne, brutale breakdowns og en absolut kvælende atmosfære. Tag bare ”A Visceral Retch”, et nummer så sadistisk og uhyggeligt, at selv ens egen skygge overvejer at flygte fra rummet. Det er smukt, det er ondt, men samtidig kan man ikke lade være med at undre sig over det pludselige skifte. For Whitechapels to foregående udgivelser, The Valley og Kin, distancerede sig markant fra denne rendyrkede aggression. De excellerede ikke kun musikalsk, men også lyrisk. De var dybt personlige fortællinger om forsanger Phil Bozemans opvækst i Hardin Valley, Tennessee. Her blev vi trukket ind i hans barndomstraumer, tabet af hans far som ung, moderens alkoholisme og flugten fra det mørke ophav. Det var en følelsesmæssig tour de force, og begge udgivelser stod skarpt, selvom de gjorde brug af progressive elementer og ren vokal. Men føler amerikanerne nu, at de er gået for langt væk fra deres rødder? Det vides ikke. Én ting står klart. Lyrikken på Hymns in Dissonance er mere genretypisk og involverer messende kultister. På sangen ”Hate Cult Ritual” gentages ordene ’We hate, we kill, we feed, we conquer’, hvilket lyder fedt, men mangler det følelsesmæssige slag i mellemgulvet som for eksempel ”I Will Find You” fra Kin.
Hvis vi ser bort fra, at lyrikken til tider er lidt primitiv, er udgivelsen heldigvis et sonisk blodbad af høj kaliber. Outtroen på titelnummeret, hvor Phil Bozeman eksploderer i bestialske skrig, mens trommerne smadrer løs som Mike Tyson på en særlig sulten aften i boksearenaen, er intet mindre end glimrende. Det høje tempo er gennemført, og selvom vi venter lidt for længe på en fed guitarsolo, leverer ”Mammoth God” den til sidst – et kort, men kærkomment flashback til The Valley. Kunne der have været flere af disse øjeblikke? Uden tvivl. Men Whitechapel har holdt, hvad de lovede. Vi er tilbage ved begyndelsen i den grad.
Ondskabens øjne
Hymns of Dissonance er en plade, der ikke bare lyder ond, den er ond. Den oser af brutalitet fra start til slut og kræver adskillige gennemlytninger, hvis man skal fange alle detaljer. Whitechapel trækker os direkte tilbage til deres mest nådesløse rødder, og selvom jeg savner de emotionelle momenter fra deres seneste to udgivelser, skal ret være ret. Pladen sparker røv. Men jeg håber dog ikke, at amerikanerne helt lægger The Valley og Kin bag sig. For hvis de en dag formår at fusionere denne nådesløse ondskab med den følelsesmæssige dybde fra deres nyere værker, kan jeg kun bukke mig endnu dybere i støvet – indtil jeg ligger begravet seks fod under jorden.
