Hvad gemmer sig bag facaden?

Sleep Token har cementeret sig som et af de mest polariserede navne på den moderne metalscene på grund af deres uhæmmede flirten med R’n’B, pop og elektroniske elementer, som de støber ind i deres fundament. Denne eksperimenterende tilgang har skabt et dedikeret kultfølge, men også en voksende skare af skeptikere. Da jeg anmeldte Take Me Back To Eden i 2023, landede karakteren på syv kranier, båret hjem af en stærk åbning med numre som ”Chokehold, ”The Summoning” og ”Vore”. Der var en energi og en idérigdom, der tydeligt markerede Sleep Tokens potentiale. Men B-siden led af kreativ udmattelse, og det blev hurtigt tydeligt, at albummet var for langt og ikke formåede at holde momentum. Set i bakspejlet er det indtryk kun blevet forstærket, det er som at genbesøge en ungdomsforelskelse og indse, at vedkommende nu sælger krystaller og lever af chakrajustering på Instagram. Spørgsmålet er, om Sleep Token kan fastholde sin kultstatus. For når overraskelsen aftager, hvad står så tilbage?

Kvalmende søde Arcadia

I min forrige anmeldelse nævnte jeg, at Sleep Token er et band, der evner at kombinere genrer uden for alvor at mestre en eneste af dem. Det står jeg fast ved. Da singlen ”Caramel” først ramte æteren, begyndte alarmklokkerne for alvor at bimle. Og desværre må det konstateres, at Even in Arcadia repræsenterer ét skridt frem og to tilbage for englænderne. Albummet indeholder øjeblikke af potentiale, blandt andet de jazzede, eksperimenterende træk i ”Emergence” og den uventede, næsten kontrollerede aggression i ”Infinite Baths”. Det er det tætteste, vi kommer på tung metal som ”Vore” fra Take Me Back To Eden. Men helhedsindtrykket er et ujævnt værk, som alt for ofte saboterer sit eget tempo. På ”Caramel” reflekterer frontfigur Vessel over bandets rolle i rampelyset. ’This stage is a prison, a beautiful nightmare, a war of attrition, I’ll take what I’m given’, lyder det, og der hersker ingen tvivl om, at de i Sleep Token er bevidste om den paradoksale natur i deres succes. Alligevel sidder man tilbage med en vis skepsis. Hvis opmærksomheden virkelig føles som en fængselscelle, kunne et godt første skridt være at træde ud af kultlederrollen og gøre op med den selvopfundne mystik, der omkranser bandet. For det har den modsatte effekt. Det er smart markedsføring, ja, men det begynder at klinge hult, især hvis Vessels udtryk vitterligt udspringer af ægte sårbarhed.

Musikalsk halter det især i albummets mere pop-orienterede øjeblikke. ”Past Self” er et decideret uinspireret nummer, der går direkte efter det kommercielle segment uden at tilbyde én eneste musikalsk krog. Arrangementet er fladt, instrumenteringen intetsigende, og det er dårlig brug af medlemmerne I, II og III’s evner. Sleep Token har uden tvivl vundet stort på at være et såkaldt gateway-band, et lydligt springbræt for lyttere, som normalt ikke rører metal med en ildtang. Og det har sin berettigelse. Men det betyder ikke, at man ukritisk skal hylde alt, hvad gruppen udgiver. Det er på tide at distancere sig en smule fra hypen og i stedet vurdere værket ud fra dets tekniske og kompositoriske kvalitet. For selvom Sleep Tokens medlemmer er kreative og dygtige til at skabe atmosfære, er det svært at finde reel dybde i Even in Arcadia. Det gennemgående indtryk er, at næsten hvert eneste omkvæd er skrevet med stadionkoncerter for øje. Store, svulstige hooks, der desværre ofte underminerer de spændende opbygninger, som bandet snildt kan skabe. ”Infinite Baths” og ”Look To Windward” er undtagelserne. Gode, sammenspillede kompositioner, som desværre drukner i et hav af R’n’B, pop og EDM-trap.

Even in Arcadia ejer anonymiteten, som Vessel selv søger

Med numre som ”Past Self”, ”Even in Arcadia” og ”Damocles” tager Sleep Token endnu mere afstand fra metallens verden end tidligere, og resultatet er en udgivelse, der primært kredser om en poleret, sukkersød kerne præget af overproduceret R’n’B-vokal, halvhjertede breakdowns og minimale konfrontationer. Det er lyden af et band, der i stigende grad bevæger sig væk fra substans og over i det letfordøjelige. Semikedelig baggrundsmusik, som mange metalhoveder ikke ville bemærke. Det er synd, for Sleep Token kan skabe progressivt og stemningsmættet materiale, når de tillader sig selv at være mere end blot en visuel idé og en genremæssig kamæleon. De rummer uden tvivl talent, men det er paradoksalt, hvor lidt der gøres for at bringe medlemmerne I, II og III frem i lyset. Måske kunne det frigive noget af opmærksomheden fra Vessel selv, som han ønsker. Blot en tanke!?