Bodega i flammer
Nogle mener at hardrock appellerer mest til fædre med 8-gigabit kameraer og som har stamplads på den lokale bodega. Den har dog overlevet i bedste velgående gennem årtier, og med god grund. For genren kan høres af alle, og fungerer for mange som indgangen til tungere metal. Nicklas Sonne har i de seneste år været en af de stærkeste fanebærere for genren herhjemme, og medmindre man har boet under en sten, burde hans navn ringe en solid klokke. Sidste år udgav han sammen med Jonah Weingarten fra Pyramaze powermetal-albummet From the Ashes of Deceit, som modtog intet mindre end otte kranier af undertegnede. Nu er han allerede klar med opfølgeren til sit første soloalbum Resonance fra 2022, så spørgsmålet er bare om den kun sætter ild til bodegastuernes olivenfarvede gardiner, eller om den kan fyre op for en hel nation?
Alive, cruising down Route 65
Det flamboyante omslag til Electric Dreams ligner noget, der kunne pryde siden af en 80’er racerbil eller bagskærmen på en Harley, ejet af en fyr med blikket rettet mod galaksens rend og med en dyb kærlighed til Dio og dåseøl. Og det passer sgu meget godt til musikken, som er en farverig rejse gennem drømmejagt og ønsket om at få det maksimale ud af livet. Uanset om man drømmer om at leve som ork i Lothlóriens mørke skove eller at få serveret panang curry til hver eneste måltid indtil mavesyren overtager tøjlerne, så har Electric Dreams en plads til dig ved bålet. Allerede ved første skæring ”Fireline” bliver vi sparket i tindingen af elektriske guitarsoloer og Sonnes karakteristiske vokal, der som altid passer perfekt til genren. Der er tydelig nik til 80’erne, dengang man kunne være fri, dum og høj på livet uden at skulle tage stilling til GDPR og vegansk ost. Især ”Route 65” spiller direkte på nostalgien og tager os med tilbage til fortidens USA, hvor restriktionerne var helt anderledes. Omkvædet er fængende som bare pokker, og det er en sand feel-good sang, der fungerer lige godt til både halvlunken bodega-ipa og som åbningsnummer til en stor festival. Og det er netop her at solen skinner klarest. Når tempoet er højt, og festen er i fuld gang. Og man kan næsten ikke undgå selv at have lyst til at tage ja-hatten på, når man får kastet så mange vilde guitarsoloer i hovedet. ”Limitless” fortsætter den stærke stime med et budskab om at bryde reglerne, og man kan ikke andet end føle, at nummeret er født ud af barndomserfaringerog de negative kommentarer om Sonnes musikalske evner, som han tidligere har måttet lægge ører til. Metalmiljøet bør dog være et fristed for alle. Eller som Dronning Margrethe ville sige det: Vi må aldrig glemme vores ophav. Og når vi snakker om ophav, er den tunge ”Helldivers Anthem” også en ganske sprød skæring. En salut til spillet Helldivers, som Sonne angiveligt er svært begejstret for.
Udgivelsen mister dog lidt af gnisten, når tempoet daler. ”Shadows in Between” er en af de største syndere. Her bliver det hele lige rigeligt skabelonsskåret og forudsigeligt. Det samme gælder desværre for ”Epic Song”, som ironisk nok ender med at være alt andet end episk. Det lyder som en anonym rock-fm-single, man hører i baggrunden på vej til arbejde, og glemmer, før man når første rundkørsel. Men det skal ikke skygge for helhedsindtrykket. Electric Dreams er stadig en stærk og personlig rockplade, gennemarbejdet og fri i sit udtryk.
Moderne hævi metal
Electric Dreams er en moderne heavymetal udgivelse, der respektfuldt låner fra flere tidsperioder uden på noget tidspunkt at fornægte sit ophav. Nicklas Sonne har styr på rødderne, og det mærkes hele vejen igennem. Pladen er klart stærkest, når tempoet er i det røde felt, men med sin balancerede vokal viser Sonne også, at han mestrer mere end bare fart og larm. Og Sonne mestrer også guitaren. Dette bliver cementeret med den instrumentelle albumlukker ”Overload”. Hold kæft den guitar lyder godt.
