Fyrre, fed og færdig?
I dag er det Darkthrones fødselsdag hurra, hurra hu… Eller Fenriz og Nocturno Culto kan i hvert fald fejre deres 40-årsjubilæum i år, bevares dengang kaldte de sig Black Death, men hvad er et navn? Trods det faktum, at jeg ikke rigtigt har værdsat en Darkthrone udgivelse siden Panzerfaust fra 1995, så må jeg blankt erkende, at kombinationen af titelnummeret, det majestætiske coverbillede samt Fenriz’ ordsalatssalgstale var nok, til at vække min interesse – sådan for alvor faktisk. Derfor, lad os da sammen gå på opdagelse i fortiden sammen med to af de mest ikoniske bøhmænd, Norge nogensinde har produceret.
Bajere og bongvand
Det er i grunden vildt nok at have lave 23 album på 40 år – men selvfølgelig, når man ikke turnerer, så har man jo markant mere tid til at sidde derhjemme og hitte på riffs. Og riffs er der den onde fløjte mig mange af, er du da helt Vimmersvej!
Pre-Historic Metal er i grunden en utroligt rammende titel, for det er præcis, hvad albummet byder på. Beskidte, grumsede hulemandsriffs taget direkte ud af både 1970erne og 1980erne akkompagneret af Fenriz’ spartanske jungletrommer.
Helt generelt er det tydeligt, at Darkthrone her hylder både deres helte og inspirationskilder, men også sig selv og deres, ekstremt, varierede diskografi. Det ene øjeblik er vi ovre i noget grumset NWOBHM, det næste er vi på springtur ovre i Bay Area, så smutter vi forbi Zürich og slutteligt havner vi i Stockholm, alt imens der også er tid til at ryge en troldefinger eller tre. Tag nu bare albummets to første numre, ”They Found One of My Graves” og ”Pre-Historic Metal”, hvor der lystigt springes frem og tilbage mellem albums som Iron Maiden, To Mega Therion, Show No Mercy og Under the Sign of the Black Mark. Her er det umådeligt tydeligt, hvor meget de to nordmænd har hygget sig med at sidde og jamme i studiet – det er fedt, det er nostalgisk, og så swinger det bare helt vildt!
Dog går der også lidt for meget hygge i den nu og da som på ”Siberian Thaw”, der trods sprøde riffs ender med at være en usammenhængende rodebutik mestendels på grund af det utroligt malplacerede midterstykke. Ydermere bliver det ganske enerverende at høre ordene ”siberian thaw!” blive sunget omtrent 666 gange. Generelt er de mere doomede og flippede elementer, som Darkthrone jo har dyrket de sidste par år, ganske kluntede, nøjagtigt som de også var det på Eternal Hails....... Men altså, Fenriz har jo aldrig været bleg for at understrege, at han synes, musikken, generelt, toppede i 70erne, eller at både han og Nocturno er gigantiske Black Sabbath fans, så vi slipper næppe for psykedeliske passager eller hashtåger på en Darkthrone skive lige foreløbig, så bred ymer der… Selvom ”So I Marched to the Sunken Empire” burde være blevet trukket om bag laden, posthast!
De kan sgu stadig…
Heldigvis så er Pre-Historic Metal langt mere riffdrevent og bøllet, end Darkthrone ellers har været det i mange år – og det er afgjort dét, der redder albummet her. Selvom stilen igennem hele skiven mere eller mindre springer lystigt mellem 70er doom, proto-black og speed metal, så formår de faktisk at holde en relativt ret kurs med fokus på netop guitarriffet – som ærligt talt burde være alle metalbands ledestjerne.
Pre-Historic Metal er meget mere målrettet og koncist, end jeg havde troet, Darkthrone kunne være i 2026 – og det er altid fedt at blive positivt overrasket, endda i en sådan grad, at man føler, man står med ens underbenklæder nede om anklerne.
Jovist, der er stadig langt til Panzerfaust og Transilvanian Hunger, men derfor er det her stadig det sjoveste – og mest fængende – album, de to har lavet i mange, mange år. Ja, jeg vil faktisk stå på mål for, at det nok er noget af det bedste, Darkthrone har lavet i mands minde. Derfor kan vi konkludere, at Darkthrone ganske vist er blevet fyrre, men de er hverken fede eller færdige.
