Tiden gnistrer, og ting bliver glemt

Numidisk, hittitisk og sumerisk. Tre sprog, der alle deler skæbne som uddøde. Med over 600 sprog i verden er det uundgåeligt, men hver gang et forsvinder, mister vi en smule af vores kulturelle diversitet. Fransk er næppe i farezonen, men ikke desto mindre er det befriende, at Aephanemer på deres fjerde udgivelse har valgt udelukkende at synge og spille på deres modersmål. Trioen leverer en neoklassisk kombination af symfonisk og melodisk dødsmetal inspireret af In Flames, Children of Bodom og Amon Amarth, leveret med en umiskendelig fransk finesse. Resultatet? Utopie er en sand tour de force, hvor teknisk præcision møder passion, og hvor baguetten svinges, som var det tohåndssværd.

Gode ting tager tid

Temaet på Utopie kredser om rejsen mod en bedre verden og prøvelserne undervejs. De neoklassiske elementer træder øjeblikkeligt frem på pladens første egentlige nummer, ”Le Cimetiére Marin”, inspireret af Paul Valérys ikoniske digt af samme navn. Her mærkes tidens ubønhørlige gang, mens Aephanemer åbner døren til det eventyr, som udgivelsen så storslået udfolder. Bandets brug af blæseinstrumenter til at efterligne vindens susen er intet mindre end fænomenal og løfter musikken til noget nær filmisk. Frontkvinde Marion Bascoul skriger 'Vi må prøve at leve', for der er lang vej fra virkelighed til ideal, og hendes vokalpræstation igennem hele udgivelsen igennem er intet mindre end imponerende. Der er kraft i hendes growl og kontrol over hendes skrig, ikke ulig Sara Leitäo fra Dark Oath, som bandet passende turnerer med i november. Men rosen stopper ikke her, for Utopie er en helstøbt oplevelse fyldt med unikke oplevelser.

Den legesyge skæring ”Par-delà le Mur des Siècles”, inspireret af Chopin, leverer vanvittige guitariffs, et folk-inspireret intermezzo med fløjte og klarinet, og et så varieret omkvæd, at mange andre bands burde rødme af misundelse. Kreativiteten bag kompositionen er intet mindre end overvældende, og jeg kan kun bøje mig i støvet over, hvor dristig, legesyg og inspirerende Aephanemer formår at være. Bandet sigter tårnhøjt, og Martin Hamiches arbejde med de symfoniske elementer vidner om, at de tre og et halvt år albummet har været undervejs, har været givet fortrinligt ud. Men franskmændene stopper ikke her. Pladens tungeste nummer, ”Chimére”, kanaliserer 90’ernes In Flames med brutal elegance, mens ”Contrepoint” eksploderer i tempo og inkorporerer black metallen. Albummet afslutter med det todelte titelnummer, ”Utopie”, som har samme slagkraft, som mellemvægtsbokser Marcel Cerdan havde i sin storhedstid.

Til sidst må vi ikke glemme, at trioen ikke er et band, der er kommet ud af den blå luft. Bandet kom under Napalm Records bannere i 2019, og udgivelsen Prokopton fra samme år er ligeledes et fantastisk bekendtskab. Bandet er blevet bedre og bedre med tiden, og Utopie er kulminationen på årtiers passion, disciplin og vanvid. C’est magnifique.

Eleveret dødsmetal

Det er let at kopiere, men svært at elevere. Aephanemer har skabt et sandt mesterværk i Utopie, der ikke blot lever op til sine ambitioner, men fuldbyrder dem med kirurgisk præcision og kreativ galskab. Napalm Records har en guldkalv i hænderne, og lad os håbe, at den ikke bliver slagtet, før den har gives os meget mere musik. Men trioen bør ikke forhaste sig. De skal tage sig tid til at komponere, til at nyde musikken og til at lade den ånde. For hvis vi bare får ét album mere som Utopie, er vi alle et skridt tættere derpå.