Top-3: Søren Højer Larsen 2025
Sweet Silence
Har 2025 været et tyndt eller fantastisk metalår? Det er vi endnu ikke blevet helt enige om her på Heavymetal.dk. Selv gik jeg i starten af året og sukkede efter gode udgivelser, og det var ikke kun, fordi jeg startede med en absolut bundskraber. Men som månederne gik, så skete der alligevel noget. Det var ikke ligefrem en syndflod, men alligevel udkom der efterhånden en lind strøm af udgivelser, der kunne begejstre selv en gammel skeptiker. Uanset hvad, så er det set fra min slidte lænestol svært at få øje på nogle overordnede tendenser, eller noget der for alvor peger fremad for metalscenen disse år. Det er derfor næppe overraskende, at denne top-3 kigger mere tilbage end mod fremtiden.
Danske udgivelser
3.-pladsen: Morild – Disse fugle får ingen at se
Og dog. Uden fanfare eller nogen form for hype dukkede Morilds tredje udgivelse op som lyn fra en sort himmel. Hele seks år var der gået siden gruppens Så kom mørket…, men det var hurtigt klart, at det var ventetiden værd. ’Hidsige og drillesyge riffs’, skrev vores anmelder i et forsøg på at beskrive, hvad Morild gør for at tilføje deres atmosfæriske black mere spænding og variation. Alt lykkedes på et album, der er intenst, varieret og et kreativt højdepunkt i gruppens karriere. Og så lyder det bare pokkers godt! Disse fugle … er da også produceret af Johan Emanuel, som vi kommer til at høre mere fra lige om lidt.
Inden vi når så langt, skal vi til det album, man bare vidste, Baest havde i sig. Jeg har altid ment, at udgivelserne fra Danmarks største dødsmetalband har haltet en lille smule efter deres eminente liveoptrædener, men den tid er nu forbi. Jydernes oldschool dødsmetal blandes på Colossal med en uforlignelig kærlighed til 80’er-metal og klassiske riffs. Resultatet er noget, jeg helt seriøst aldrig har hørt mage til. Selvom man som jeg for længst er blevet alt for gammel til at køre knallerter i havnen, endsige hoppe rundt i en moshpit, så kan jeg ikke undgå at drømme mig tilbage til ungdommens heroiske bedrifter udi netop de discipliner. Colossal er et nærmest grotesk underholdende album.
Men nu skal det jo ikke være sjov og spas det hele, og det er det sjældent på mine årslister. Få bands formår som Sunken at ødelægge den gode stemning – på den fede måde altså, og Sunkens Lykke var ikke længe om indtage førstepladsen på min årsliste. Alt spiller på dette album. Lyd, stemninger, sangene og udførsel flirter overalt med perfektion, og jeg har sjældent hørt noget så hjerteskærende, som når Martin Skyum, suppleret af klagende og svævende guitarfigurer, krænger mismod og frustration ud på ”Og det er lykke”. Det er så ukristeligt smukt, og jeg kan med sindsro sværge ved mit sorte hjerte, at dette album også var blevet nummer et, selvom jeg ikke havde være forholdsvis nært beslægtet med gruppens trommeslager.
Boblere:
Med RUMOURS viste Hoar, at den danske blackscene åbenbart kan blive ved med at fremmane nye navne, mens Afskys Fællesskab bekræftede, at de gamle på samme scene absolut også kan endnu. De fleste andre år ville Fællesskab faktisk være ret sikker på min top-3. Der var trods alt andet end black, der kunne få mig op af lænestolen i år. Galge bevæger sig i en genre, jeg normalt ikke gør, men Dødelig sad sgu lige i skabet. Hvis vi absolut skal slutte af med noget moderne, så er Feather Mountains A Liminal Step et ret overbevisende bud på, hvordan den slags skal udføres.
Internationale udgivelser
3.-pladsen: Deafheaven – Lonely People With Power
Om det var et comeback eller ej, er sådan set ligegyldigt. En ting er dog sikkert: Med Lonely People har Deafhaven begået det fremragende album, de, og ikke mindst deres fans, trængte til. Vel er det et tilbageblik mod den genredefinerende Sunbather, men gruppens sjette langspiller var ingenlunde et bevidstløst forsøg på bare at genoplive fordums storhed. På Lonely People har gruppen fundet tilbage til det, de gør bedst, og har samtidig formået at gøre såkaldt moderne metal interessant for en gammel knark som mig.
2.-pladsen: Phantom Spell – Heather & Hearth
Til gengæld er alt moderne bandlyst på dette års andenplads. Ud af ingenting kom der nemlig et enmandsprojekt fra England, Phantom Spells Heather & Hearth, der er én lang kærlighedserklæring til 70’er-prog og hardrock. Er det metal? Who cares? Så længe der er 100 % styr på alle genrekonventionerne som her. Og så er det bare sindssygt imponerende, at det er én mand, Kyle McNeill, der står bag det hele. Desværre gider Phantom Spell som så mange andre ikke at lege med Spotify. Det kan man mene om, hvad man vil, men er du blevet nysgerrig, så må du ned til din lokale pladepusher og skaffe dig et fysisk eksemplar. Sådan gjorde vi jo i gamle dage!
Ud af ingenting, i hvert fald for mig, kom der en gruppe italienske trold-m/k’er, der som det mest naturlige blander country/blues-twang, lounge jazz og 80’er-tendenser ind i deres næsten urimeligt ørehængende doom/goth. Hårdtslående, catchy, episk, ekvilibristisk og så vanvittigt kreativt, at man konstant taber kæben. Med Sara Bianchin har de desuden en fantastisk forsanger, der ikke bare passer perfekt til stilen, men også fører bandet overraskende steder hen. Da jeg hørte The Spin første gang, var det primært, fordi en anmelderkollega nærmest tvang mig til det. Trods min indledende skepsis tænkte jeg hurtigt, ’det her kunne godt blive en bobler’, og siden er den bare vokset og vokset på mig. Se, det er tegnet på et album, der holder, og det er simpelthen en skændsel, at hverken Copenhell eller A Colossal Weekend har booket dette fantastiske orkester endnu. Sæt i gang!
Boblere
Hooded Menace gik all in på 80’er-hævi på Lachrymore Monuments of Obscuration. Det samme gjorde Venator fra Østrig, der med Psychodrome leverede komplet uimodståelig 80’er-speed metal. Og hvad gør det så, at teksterne er tåkrummende pinlige? Ikke en dyt! Selv når Panopticon dykker ned i overskudslageret fra 10’erne som på Songs of Hiraeth, overgår Austin Lunn det meste andet på blackscenen. Og han nåede såmænd også at udgive et fremragende akustisk americana-album med Laurentian Blue. Desværre fik Lunn den banebrydende ide at forlade Spotify, fordi et eller andet tomt politisk statement, så Panopticon må vi undvære på playlisten i år. Blut Aus Nord med Ethereal Horizons og Der Weg Einer Freiheit med Innern overbeviste mig om, at det ikke kun var Danmark og Panopticon der kunne levere klasse-black, alt imens Testament med Para Bellum endnu engang var stærkest blandt veteranerne. Til slut skal vi have årets cover med, for da jeg så billedet på Håndgemengs Satanic Panic Attack, tænkte jeg straks, ’I har satme bare at være gode …’ Det var de gale nordmænd heldigvis, og den sidste knallert er åbenbart ikke kørt i havnen endnu.
Årets skuffelse
Som noget nyt har vi her i 2025 valgt at pege på årets nedture, og her er jeg desværre tvunget til at pege på mig selv. For der er vel ikke andre forklaringer end min egen uartigt dårlige smag, når jeg må erkende, at jeg fattede hat af udspillene fra to af den danske scenes giganter? Den opmærksomme læser, hvis der altså stadig er nogen, der hænger på, har nok bemærket, at både Orm og Bersærk er fraværende i dette skriv. Alle de riffs folk snakker om på Guld, kan jeg simpelthen ikke høre, og Verdens Vrang fattede jeg heller ikke et hak af. Jeg må gøre det bedre næste år.
Årets koncert(er)
I år har jeg set 56 forskellige bands spille 61 koncerter, så vi runder denne gennemgang af 2025 af med lidt koncertrefleksioner. Det vanvittige hipsterblack-kollektiv Agriculture på A Collosal Weekend var en både overraskende og meget speciel oplevelse. Præcis lige så overraskende, men i en komplet anden boldgade, var Judicator på Epic Fest. Fra ACW fortjener Dool og Bosco Sacro også at blive nævnt, og generelt var det bare en kæmpe fornøjelse at være førstegangsdeltager på begge veldrevne, men selvfølgelig meget forskellige festivaler. Sunken har jeg haft fornøjelsen af to gange i år indtil videre, og især deres releasekoncert for Lykke på Stengade var magisk. Den koncert var klemt inde mellem to fantastiske oplevelser med Ormens farvel i Vega. Men allerstærkest står nu Blood Incantation, som jeg har været så privilegeret at opleve to gange i år, og begge gange helt mageløse oplevelser. Således blev 2025, præcis som 2024, Blood Incantations år.
Årets overraskelse
Det er svært at overraske en mand, der har lyttet til metal i 46 år, men at jeg ikke synes, at Volbeats God Of Angels Trust er helt forfærdelig, kom alligevel lidt bag på mig. For jo, det er deres bedste album i mange år. Lev med det.
Årets bedste playliste finder du her:
https://open.spotify.com/playlist/7FYaeGOs8aE8qZ6GlRAEhj?si=b21f149c694e...