Nu er musikken kun for mig

“Ingen har bedt mig om at lave et black metal-album, så det er præcis, hvad jeg har gjort!”. Dette citat er dåbsattesten til Hoar og derved også debutalbummet R U M O R S. Udsagnet stammer fra bandets ophavsmand, Matthew Pinther, som de fleste af os nok kender fra THROWE, og hvis ikke den sætning både siger alt og er rimeligt trve, ja, så ved jeg sgu ikke! Pinther er dog ikke helt alene, for et band er jo ikke meget værd uden en vokalist, og her finder vi Kim Rock, som sørme også er med i THROWE. Til at hjælpe med at få bagt kagen færdig har vi ingen ringere end Simon Sonne Andersen fra ORM, der agerer både gæstevokalist og producer. Så er spørgsmålet bare, om R U M O R S er bagt helt færdig, eller om den lige skulle have haft yderligere et kvarter på 180 grader varmluft.

Er sort stadig det nye sort?

Nu skal jeg jo ikke lege mere genrefascist end højst nødvendigt, men personligt ville jeg nok ikke kalde Hoars debutplade for black metal. I hvert fald ikke rendyrket black. Til tider er vi markant tættere på noget, der grænser op til melodød, som nummeret ”Of Thirst”, hvis guitararbejde godt kunne minde om en gammel In Flames-sang, og helt generelt så kan man da godt fornemme THROWEs skygge.

Det gør som sådan intet, men baseret på både bandnavnet, albummets cover samt udsagnet i introen, ja, så kunne man nemt lokkes til at tro, at R U M O R S var endnu en omgang atmo-black, der forsøgte sig med at lege Solbrud 2.0. Det er dog, heldigvis, ikke tilfældet, og selvom det ikke just er klassisk black med corpsepaint og nitter, så kan man da bestemt godt fornemme mørket, kulden og misantropien.

Derudover så lyder albummet fantastisk. Det er sindssygt velproduceret, og sangene er, overordnet, ganske velkomponerede. Pinther spiller fremragende – især er hans guitarsoli solide indspark. Man kan ikke undlade at knuselske særlig dem på ”Rotten” og ”Of Thirst”. Rocks vokal er dog en my for skinger. Her havde en mere bombastisk barytonvokal passet bedre til den tunge og dybe musik. Det er dog ikke den mest vokaltunge udgivelse nogensinde, så man kan – langt henad vejen – læne sig tilbage og nyde de instrumentale inputs.

”Se, hvad jeg har lavet!”

Dog lider R U M O R S af det, som næsten alle debutudgivelser lider af, nemlig overambition og lysten/trangen til at vise den lille ny frem. Selvom albummet ikke fejler de helt store børnesygdomme, så bliver det lidt langt i spyttet med en spilletid på lidt over 50 minutter, og man havde nok godt kunnet hugge en tå eller klippe en hæl. Men det til trods så er R U M O R S en af de bedre danske plader, jeg har hørt i år, og jeg håber da bestemt, at der kommer mere fra Hoar!