Håndgemeng - Satanic Panic Attack

Satanic Panic Attack

· Udkom

Type:Album
Genre:Doom/Stoner Rock
Antal numre:8

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Musik, der står mål med coveret

Beklager ventetiden!

Mørke morgener og aftener, encifrede temperaturer og supermarkeder, hvor julestads og æbleskiver for længst er lagt frem. Det er blevet november, og på denne tid af året har vi her på redaktionen rigtig travlt med så småt at gøre status over året, der gik. Det indebærer, som altid, at vi også ser tilbage på, hvilke udgivelser vi missede, og her springer særligt én i øjnene for mit vedkommende: Satanic Panic Attack fra norske Håndgemeng. Hvordan pokker har vi misset den? Pladen udkom i april, og vi har endda vidst i lang tid, at de ville være at finde på årets Copenhell Metal Cruise-plakat. Nuvel, vi lægger os fladt ned og beklager og går straks i gang med at se på albummet.

Ingen grund til panik

Satanic Panic Attack er Håndgemengs anden langspiller. Som titlen også indikerer, er albummet en kommentar til 1980’ernes store satan-forskrækkelse, når det gjaldt den frygteligt farlige heavy metal, der fik alle unge mennesker til at overveje, og måske endda også begå, selvmord og andre forfærdelige ting. Du kender historien, kære læser: Anført af Tipper Gore gik amerikanske forældre til angreb på heavy metal-kunstnere og disses dæmoniske virke. Twisted Sisters flamboyante frontmand Dee Snider pillede deres argumenter fra hinanden til en høring i kongressen og kompromiset blev, at fremover skulle alle plader med tvivlsomt moralsk indhold bære et mærkat med teksten ‘Parental Advisory’. Et mærkat, der selvfølgelig hurtigt blev et kvalitetsstempel, så fru Gore og hendes følge derefter kunne rende rundt med lange næser til evig tid. 1-0 i vores favoritgenres favør. Tiden omkring dette er på ingen måde glemt, og selv nu i 2025 har vi stadig bands som Håndgemeng, der dedikerer en hel plade til føromtalte begivenheder.

I forhold til deres forrige plade, Ultraritual, er stilen noget mere direkte og bærer markant mere præg af ‘no bullshit rock’n’roll‘ a la Kvelertak og Motörhead. Der er stadig lidt af det psykedeliske tilbage, men hovedsageligt er vi ude i en ukristeligt medrivende omgang blackened stoner-doom spækket med fede riffs. Ja tak! Den formidable tretrinsraket bestående af “The Cauldron Born”, “Medieval Knievel” og titelnummeret åbner pladen med et brag. Det er fantastisk doom’n’roll i et hæsblæsende tempo, som det er fuldstændig umuligt at stå stille til. Men hvorfor i alverden skulle man også det? Herfra sættes tempoet en anelse ned, og den lækkert gyngende “A Path Less Travelled” giver associationer til Down, Corrosion of Conformity og Black Sabbath. Det får man også lidt af på “Earthwoman” og “The Sundrinker”, som i øvrigt er så ens i deres respektive hovedriffs, at de næsten lyder identiske. Fy, Håndgemeng – det kan I godt gøre bedre. Også den lettere intetsigende “Down Below” bærer præg af fyld, men så er det heldigt, at afslutteren “Supermoon” er et fuldstændig fantastisk stykke musik. Her forkæles vi med små otte minutters ren øregangsfryd. Det er simpelthen en ren tour de force i gyngende god bluesy stoner-doom med mange nik til de klassiske rockguder i Lynyrd Skynyrd, Cream, Sabbath og utallige andre. Sikke et nummer!

Sådan skal det gøres

Findes der noget federe end vrede nordmænd, der med glimt i øjet giver den fuld pedal og stritter med deres spændstige langemænd i alle tænkelige retninger? Nej, vel? Man kan åbenbart godt stadig være sur over noget, der skete for 40 år siden. Satanic Panic Attack vinder ikke priser for hverken lyrik eller musikalsk originalitet – bevares, det enestående coverfoto kunne godt vinde for at være årtiets fedeste – men de vinder en masse hjerter. Deriblandt mit. Den humoristiske distance til produktet er ufatteligt charmerende, og det samme er musikken. Kort og godt. Næste gang Håndgemeng udgiver noget, går der ikke et halvt år, før vi anmelder det. Det lover jeg.

Tracklist

  1. The Cauldron Born
  2. Medieval Knievel
  3. Satanic Panic Attack
  4. A Path Less Traveled
  5. Earthwoman
  6. The Sundrinker
  7. Down Below
  8. Supermoon