Billeder udlånt af Peter Troest / Rockfreaks.net
Hvad skete der lige her?
’Det er ikke black metal!’ er sjældent en debat, jeg ønsker at deltage i. For puristerne – og dem er der mange af indenfor metallens mest sorte subkultur – er bands automatisk udelukkede, når de ikke synger om Satan. ’Pjat’, tænker jeg og vil hellere snakke om noget andet, men torsdag aften på Lille VEGA blev mine åh så inkluderende holdninger til, hvad black metal kan indeholde, alligevel alvorligt udfordret. For amerikanske Agriculture, der nu stod på Lille VEGAs scene, spiller såkaldt ’ecstatic black metal’ med opløftende tekster, fokus på støj, teknik og omskiftelighed og er i det hele taget ret langt fra, hvad man med rimelighed normalt kan kalde black metal. Det fik vi mange prøver på i løbet af gruppens 50 minutter lange sæt på ACW’s første dag.
Inden vi når til nogle eksempler på det, må jeg lige give et kæmpe skud ud til folkene bag podcasten Afgrunden. For uden dem, og deres grundige og vidunderligt nørdede gennemgang af den amerikanske kvartets eponyme debutalbum, havde jeg sandsynligvis aldrig fået dette vanvittige band under huden. De blandede nemlig flere genrer sammen, end der er pesticider i et gennemsnitligt dansk vandløb. Men de udfordringer, jeg har haft med at blive indfanget af alle de mange stemninger, når jeg lytter til gruppens udgivelser, forsvandt her som dug for solen. Gruppen formåede at blande deres ironiske distance med insisterende indlevelse. Om det var noise-elementer, fræsende tremolo-picking, skrøbelig clean-vokal, Guitar Hero-soloer eller country-twang, var fuldstændigt ligegyldigt – det hele spillede på helt forrygende vis i et totalt proppet Lille VEGA.
Det hele blev krydret med et af de mest intense koncertmomenter, jeg har oplevet i mange år, da bassist og medforsanger Leah B. Levinson i en af de stille passager skreg sine lunger ud, uden brug af sin mikrofon. Lige der blev det pludselig fuldstændigt nærværende, nøgent og 100 % ærligt. Ren gåsehud, og jeg måtte efterhånden overgive mig og konstatere, at man kan åbenbart godt føle sig underholdt, selvom man er fundamentalt uenig i konceptet. At blande Gud og ekstatisk glæde ind i blackmetallen, hvor ingen af delene hører hjemme, er i bund og grund blasfemisk med omvendt fortegn. Men Agriculture er tydeligvis ret ligeglade og lykkedes med det til fulde. Også selvom jeg stadig er helt overbevist om, at de tager tykt pis på os.
Billeder udlånt af Peter Troest / Rockfreaks.net