Slyngel

De sidste par år har Slyngel arbejdet seriøst på deres gennembrud, og en tjans som support for mægtige Orm er jo bestemt ikke nogen dum idé. Gruppen gik på scenen til Bachs berømte Toccata og Fuga i d-mol, men så var det ellers slut med finkultur. Resten af de 40 minutter, som slynglerne havde fået tildelt, stod nemlig udelukkende på deres bøllede og stærkt underholdende retro-black. Det var tredje gang, jeg oplevede Slyngel live, og fra åbneren ”Dracula” til afslutningen med ”Midnight Marauder” fik jeg den klart skarpeste udgave af gruppen at se. Fræs, masser af fræs blev blandet med spilleglæde og et hidtil uset overskud, som hurtigt fik Ideal Bars publikum til at rocke begejstret med. 

De af os, der stod ude i siden, kunne for det meste kun høre guitar og trommer, men det gjorde ikke så meget. Bortset fra forsangere og bassister ved alle jo, at netop guitar og trommer er det vigtigste i metal! ”Deathcult” fra gruppens seneste EP, Dark Speed Power, stod knivskarpt, og med masser af karisma brændte forsanger Frygt helt igennem, uagtet at vokalen stod lidt svagt i lydbilledet. Med “Last Son” fik vi et nedslag i den græske mytologi på en ikke synderlig finkulturel måde, for den lød jo fuldstændig som alle de andre sange. Men det må ikke forstås som kritik, for Slyngel formåede at leve op til det, et supportband skal: få rusket op i publikum og starte festen. Det her var klart den bedste udgave af slynglerne, jeg endnu har oplevet.

8/10

Orm

Disse dage er det tre år siden, jeg sidst oplevede Orm i Vega. Den aften var det til releasekoncerten for Intet • Altet. Jeg har efterhånden mistet overblikket over, hvor mange gange jeg har set dette fascinerende band, men de bliver øjensynligt aldrig færdige med at overraske og imponere. Klokken 21:00 gik kvartetten på scenen, og de startede såmænd med at brag af et hold-kæft-bolsje til denne anmelder. Jeg har nemlig heller ikke tal på, hvor mange gange jeg efterhånden har efterlyst ”Temple of the Deaf” i mine anmeldelser af Orm-koncerter, og bum! Her var den. Og hvilken kraftpræstation dette vidunderligt doomede black-nummer var. Endnu engang fyldtes jeg af beundring over, hvor tight Orm lyder, selvom de ikke spiller voldsomt mange koncerter. Vi fik også et enkelt nedslag i gruppens fjerde og nye langspiller, Halloween-udgivelsen Guld. ”Af magt” var bedst under det lange, doomy stykke, der blev fremført helt fantastisk, men hele nummeret gav nu pludselig langt mere mening for mig i Ideal Bar, end det havde gjort under mine digitale aflytninger af albummet de sidste par uger. Selv de skærende chugga-chugga-guitarriffs, som hverken jeg eller vores anmelder af albummet var synderligt begejstrede for, lød nu ret sprøde.

Men det var alligevel de ’gamle’ nedslag i gruppens diskografi, der fungerede allerbedst. ”Serpent Mother”, Orms allerførste sang, var et kærkomment genhør. ”Klippens lyse hal” fra Ir var den mest løsslupne og slyngelagtige udgave af dette mesterværk af et monster af en sang nogensinde. Selv her på et af Københavns mindste spillesteder fik vi endda trompeten med, og den lød klarere og smukkere end selv i DR Koncerthuset. Det hjælper åbenbart på oplevelsen at stå to meter fra scenen. Det er den slags, små spillesteder og deres intime rammer kan, når det hele spiller. Til sidst fik vi en tordnende flot ”Blood of Your Blood”, og bedømt på publikumsreaktionen var jeg i hvert fald ikke den eneste, der nød genkomsten af to af debutens bedste skæringer. Dem på scenen så nu også ud til at nyde det i fulde drag.

Vi fik med andre ord en yderst vellykket start på Orms forlængede weekendophold på Vesterbro. Der er noget at glæde sig til resten af weekenden.

8/10