Regnbuer og kalotter
Først pissede han højrefløjen af med regnbueklistermærker. Så gjorde han venstrefløjen rasende med sine udtalelser om Israel-Palæstina. Den kære Ole Luk er blevet en noget mere kontroversiel personage siden udgivelsen af Ofte jeg drømmer mig død – en plade, der ellers havde fået selv det knastørre og økologiske kulturradikale segment til at knipse ad blackmetallen. Men denne anmeldelse kommer nu hverken til at handle om manden bag musikken eller vedkommendes holdninger – ej heller bliver det en analyse eller opinionspjece om førnævnte. Så hvis det er den slags, man søger, må man søge andetsteds.
Nordisk tungsind og franske riffs
Jeg var ikke kæmpe fan af Sorg, men jeg – og alle andre – elskede Ofte jeg drømmer mig død. Om hundrede år sagde mig ikke det store, men Fællesskab her er nok det stærkeste udspil fra Afsky til dato. Skiven er det første værk, hvor bandet har haft pladeselskabet Eisenwald i ryggen – og ikke ét ondt ord om Vendetta, der bestemt også spytter storslåede plader ud, men man kan godt høre, at der har været et større selskab bag.
Albummet lyder slet og ret større og bedre end noget andet, Afsky har udgivet. Det er stadig råt og minimalistisk, men der er mere tyngde og dybde i lyden end før. Dog er det ikke kun produktionen og mixet, der er bedre end før, for Luk selv har virkeligt også skruet det hele op på 11. Hans riffs har aldrig været skarpere, og lyrikken er lige så knivskarp.
Det er et provokerende værk, men nu er det jo også black metal, og uanset hvad man så mener og tænker om det, så er det en genre, hvor provokation alle dage har været en hjørnesten.
Albummet åbner til tonerne af Maria Stenz’ landeplage ”Hvor er alle drømmene”, der efter få sekunder erstattes af Luks skærebrændervokal og hidsige guitar – hvorpå vi bliver budt ”Velkommen til livet”. Det er en lidt uventet intro, men samtidig sætter den tonen helt perfekt.
Langt henad vejen er Fællesskab klassisk Afsky, men den musikalske udvikling er nu alligevel tydelig. Dels er musikken mere melodisk end før – vi bliver nu og da budt noget, der minder om guitarsoloer – og dels er vi sommetider ovre i nogle riffmønstre, der minder om franske black metal-bands a la Sühnopfer. Dette er især gældende på det fantastiske nummer ”Arveskam”. Et nummer, der er så stærkt, at det kan stå skulder ved skulder med selv ”Tyende Sang” fra Ofte jeg drømmer mig død. Det samme kunne man i øvrigt sige om ”Den der ingenting ved tvivler aldrig”, som også er et fuldstændigt genialt nummer – som understreger, hvor skønt det er, at Martin Haumann (Timechild, Mother of All) er tilbage bag trommerne.
Der er dog enkelte huller i osten. Visse numre kunne have stået skarpere, hvis diverse introer og outtroer var blevet beskåret. Dette gælder især ”Svanesang”, som er en kende for lang i spyttet. Men ser man bort fra de petitesser, så står jeg på mål for, at Fællesskab afgjort er Afskys bedste udgivelse til dato.
Hvad skal vi snakke om?
Så nu er spørgsmålet dog, om folk vil snakke om denne plade på baggrund af musikken eller på baggrund af manden bag. For kan man nogensinde, sådan rigtigt, adskille musik og musiker? Det skal jeg ikke gøre mig til dommer over, og ej heller skal jeg spille hellig – jeg nyder både Wagner og Vikernes i fulde drag, og folk må hjertens gerne være pjattede med As I Lay Dying (så længe jeg ikke skal høre på det!). Men så igen: Fællesskab er ikke just ment som en hyldest til konsensus, og mon ikke Luk sover fint om natten, uanset hvad folk så mener om ham og hans musik?
