Billeder udlånt af Peter Troest / Rockfreaks.net

Kaos og kontrol med skrøbeligt nærvær
Det hele startede meget afdæmpet. Trommeslager Nicholas Clemenson strakte sig og gabte, hvilket ikke ligefrem er en energisk måde at komme på scenen. Men det skulle dog vise sig at være stilhed før stormen. For da første nummer satte i gang, eksploderede energien. Trommerne buldrede afsted, og den før så døsige mand bag tønderne forvandlede sig til en Duracell-kanin i overdrive. Den røde og blå lyssætning understøttede det voldsomme lydbillede, der trods sin mur af støj fremstod detaljeret og balanceret. Trioen Frail Body fra Illinois indtog Store VEGA og gik fra nul til 100 på ét sekund med deres post-hardcore. Deres seneste album, Artificial Bouquet, udkom sidste år og scorede hele otte kranier.  

Musikken før mennesket
Kontakten med publikum var minimal, men det gjorde ikke så meget. Frail Body lod musikken tale og gjorde det med en indadvendt inderlighed. Mimik, smil og blikudvekslinger mellem medlemmerne afslørede deres glæde og fokus, og det smittede lige så stille af på publikum. Især Nic Kuczynski på bas havde svært ved at skjule sin entusiasme, hvilket var dejligt at se. Lowell Shaffer på guitar og vokal var den på scenen med mindst fysisk energi. Der blev leveret skæve taktarter og temposkift, hvilket gav musikken en intens uforudsigelighed.

Flere gange var det, som om musikken balancerede på kanten af det sammenbrud, den selv skabte. Netop i de øjeblikke, hvor man troede, at det hele faldt fra hinanden, blev det hele vendt på hovedet og landede i ro. Bandets evne til at skifte mellem kaotisk støj og følsom skrøbelighed var imponerende, og kombinationen af både melankoli og mani herskede i tonerne. Særligt sidste nummer understregede, hvad bandet kan. Det var storslået, opbygget med omtanke, indadvendt og eksistentielt uden at miste grebet om intensiteten. Lysshowet fulgte med i rød og lilla, og stroboskopisk lys afsluttede koncerten med en følelse af forløsning.

Det blev dog aldrig den helt store fællesoplevelse, hvilket er den største anke ved koncerten for denne anmelder. Men en stor én af slagsen. Publikum nikkede anerkendende med, men stemningen kom ikke op at ringe. Om det skyldtes tidspunktet, den begrænsede verbale kontakt fra bandet eller simpelthen bare deres meget indadvendte udtryk, er svært at sige. Men det hele blev aldrig elektrisk. Dertil blev der også brugt en del tid mellem numrene på at stemme guitar og bas, hvilket tog meget af tempoet ud af koncerten.

Følelser uden forbindelse
Alt i alt, så leverede Frail Body en overbevisende koncert. De er dygtige musikere med et klart udtryk, og deres evne til at skabe musikalsk spænding og forløsning er i særklasse. Det er måske ikke bandet, der samler publikum til fællessang, men de kræver til gengæld, at man lytter og mærker. Og det er der også noget smukt i. Selv om det havde været godt at blive inviteret en smule mere ind i deres univers som tilskuer.

7/10

Billeder ud lånt af Stefan Bruse thor Straten / rockfreaks.net

Ingen regler, men masser af matematik og dans

Band nummer to i Lille VEGA på ACW’s andendag var bare et af flere genrenedbrydende indslag fra Italien på dette års festival, nemlig Valerian Swing. De var ifølge festivalprogrammet en progressiv math/post-rocktrio, men hvis man som jeg primært har lyttet til deres seneste album, Liminal fra 2024, så var det nu også elektronisk, jazzet og sågar dansabel poprock, man kunne se frem til under italienernes koncert.

Et par minutter i otte gik de tre musikere på scenen til de sidste justeringer af deres mange instrumenter, der var placeret helt fremme mod publikum, inklusive trommerne. Det vidnede om en forestilling, hvor der skulle være fuldt fokus på musikken. Stille og roligt, nærmest umærkeligt, gik den sidste del af lydprøven over i den egentlige koncert. Ret overskudsagtigt, hvilket skulle vise sig at blive en ganske rammende beskrivelse af en koncert, hvor der ikke rigtigt var nogen regler. Progressivt i sin egentlige betydning med andre ord.

Den italienske trio består af en vanvittig dygtig trommeslager og to absolut kapable guitarister, og alle tre havde desuden et keyboard ved sin side. De blev alle flittigt brugt undervejs og vidnede om endnu mere overskud. Der var som nævnt koncentreret fokus på musikken, men lidt show var der da, for surrealistiske billeder tonede frem bag de tre ekvilibrister – præcis som trioens psykedeliske forbilleder i 1960’erne. Det blev efterhånden en lidt ujævn affære, idet de mange syrede og/eller matematiske passager fyldte for meget. Al den kompleksitet stod i skarp kontrast til de, trods alt mange, sekvenser, hvor dansebeats og catchiness fik overtaget. Det var helt klart, når gruppen levede op til anden del af sit navn, at sættet fungerede bedst. Det var blandt andet på ’hittet’ ”Badman (Ting) (feat. Flowdan)”, hvor der i perioder næsten kunne gå gymnasiefest i forestillingen. Men på trods af de døde perioder forårsaget af for meget indadvendt nørkleri var det som stort set altid med den slags en fornøjelse at se suverænt dygtige musikere udfordre om ikke dem selv så i hvert fald deres publikum.

7/10

Billeder udlånt af Peter Troest / Rockfreaks.net

Intimitet i mørket
Det var ikke mange, der havde fundet vej til Basement her på andendagen af A Colossal Weekend. Men dem, der gjorde, fik sig en musikalsk oplevelse af karakter. Ikke en som måles i decibel, men i nærvær. Den danske duo Lueenas, bestående af Ida Duelund på kontrabas og Maria Jagd på violin, skabte et lydrum så intenst og sårbart, at det føltes mere som at træde ind i et ritual end en koncert. Denne anmelder fik i hvert fald én på opleveren. Var det rock, metal eller bare i afkrogen af dette? Ingenlunde. Var det en af de helt store og dybtfølte musikalske oplevelser? Uden tvivl! 

Minimalisme med dyb resonans
Duoen indtog den lille scene på Basement, og koncerten blev åbnet med melankolske og dragende toner. Det var nummeret ”Styx”, hvor de to instrumenter virkede til at føre en stille samtale. Nogle gange nærmest flirtende i tonerne og anslagene på strengene. Andre gange gik bølgerne højere - skænderi-lignende faktisk. Indtil melodien og tonerne igen genfandt hinanden i en forløsende harmoni. Musikken bevægede sig langsomt og eksperimenterende frem og tilbage, båret af effekter, gentagelser og loops af musikken, hvilket nærmest satte publikum i trance. Man blev med det samme suget ind i deres univers, og det var svært at slippe ud af igen.

De forskellige numre spændte over stemninger fra legende nysgerrighed til underliggende vrede og drømmende ro. Gennem de syv numre, der blev spillet, fik man hele følelsesregisteret berørt. Lyden og lysdesignet spillede tæt sammen, hvor røde, blå og lilla nuancer forstærkede musikkens indre billeder. Det hele krævede tålmodighed og åbenhed, men for dem, der lod sig indfange, var det en helt unik, smuk og meditativ oplevelse. Tiden fløj afsted, og man mistede fuldstændig tidsfornemmelsen som publikummer. Dette gjorde bandet også selv, da Ida Duelund hen mod slutningen af deres koncert spørger ud i publikum ’What is the time?’.

Samspillet mellem musikerne var levende og organisk, og deres kommunikation gennem blikke, smil og små gestusser gav følelsen af at være vidne til noget skrøbeligt og ægte. Da tonerne fra det sidste nummer, ”Glide”, ringede ud, havde beskuerne været vidne til et tungere og mere skævt nummer. Der var gang i effekt-pedalerne og man blev trukket ned i dybet samtidig med, ens sjæl blev kastet ud i kosmos. En storslået oplevelse, hvor man som publikum stod tilbage fyldt med kontraster. Helt tom, og alligevel følelsesmæssigt fyldt op.

Et dragende værk uden for tid
Lueenas leverede ikke en klassisk koncert i traditionel forstand, men snarere et æstetisk værk, der balancerede mellem komposition og improvisation. En oplevelse, der talte til sjælen mere end kroppen, og som ikke efterlod nogen tvivl om duoens kunstneriske format. Det var nichepræget, men samtidig universelt i sin følelse af menneskelig sårbarhed og skønhed. Kort sagt: en af de bedste musikalske oplevelser, jeg har haft i mange år. Der er ingen tvivl om, jeg skal se dem igen! Hvis ikke, når de varmer op for ORM i VEGA til efteråret, så på et andet tidspunkt. For hold nu fast, det var intet mindre end fantastisk.

9/10

Billeder udlånt af Peter Troest / Rockfreaks.net

Kæmpe forventninger og stor skuffelse

Det amerikanske sludgeband Kylesa var en meget imødeset koncert på årets A Colossal Weekend. På vores egen ’Fem af de fede’-liste over årets must see-oplevelser, var Kylesa oppe og vende. Og med god grund. For bandet havde været stille i ti år og ikke givet et pip fra sig siden det fortrinlige album Exhausting Fire. Nu kom de for at give os alt det, vi elskede for et årti siden, men desværre var gensynet og genhøret en skuffelse. Det var, som om tiden var løbet fra Kylesa, og man måtte sande, at der var kommet andre bands til siden da, som havde taget genren andre og federe steder hen.

Rumlen og mumlen

Nede i 00’erne var Kylesa ’the shit’ med deres sludgemetal, der tilsatte lidt psykedelisk rock, stonerrock, indierock og crust punk i den musikalske gryde. På deres musikalske peak i 2010’erne ramte bandet noget i tiden og fik fat i de fans, der savnede Beastie Boys, dem, der ikke kunne få nok af Down, eller dem, som knuselskede den nye drømmerock, der kom fra Beach House. Men 10’erne er rigtig længe siden … Det måtte vi indse fredag aften på A Colossal Weekend.

Kylesa gik på scenen i Store VEGA, og forventningens glæde kunne virkelig mærkes i hele salen. Bandets originale fundament, Laura Pleasants og Phillip Cope, delte som sædvanlig guitar- og vokalarbejdet mellem sig. Med sig på scenen havde de også John John Jesse på bas og Roy Mayorga bag trommerne. Sidstnævnte er også lidt af en legende, der har spillet i vilde bands som Ministry, Soulfly, Ozzy Osbourne og Sepultura. De fire musikere kastede sig over det gode, gamle Kylesa-repertoire med numre som ”Don’t look back”, ”Clutches”, ”Unknown Awareness” og ”Unspoken”. 

Desværre var det, som om numrene ikke rigtig havde det samme drive som i gamle dage, og der var ikke helt den samme power bag Pleasant og Copes stemmer. Bevares, vi bliver alle ældre og kan ikke rejse os fra en stol uden at sige en stønnelyd. Men genhøret med Kylesa var en gang rumlen og mumlen, der gjorde rimelig ondt, når man som fan havde levet højt på tidligere tiders diskografi. Rundt i salen kunne man heldigvis se spredte klynger af gamle fans, der lykkedes med at lægge alt fra sig og lod sig drive væk på et nostalgisk trip. Meget misundelsesværdigt. 

De kom, de så, de skuffede

Sættet i Store VEGA fremstod som en række langsomme og blege udgaver af de originale numre, og der var ingen tvivl om, at der var løbet en del vand gennem sludgeåen, siden Kylesa var på toppen. Og det fik man i den grad understreget, da Grava gik på scenen om lørdagen. Det var hårdt at opleve Kylesa i Store VEGA. Det var som de gamle venner, man havde det sjovt med i skolen, og som man glædede sig vildt til at se efter mange år. Men da de endelig dukkede op, så viste venskabet sig at høre en svunden tid til, og det var slet ikke så skægt, som man huskede det.

5/10

Billeder udlånt af Peter Troest / Rockfreaks.net

Endelig står publikum op!
Der var mørkt, tungt og teatralsk, da danske Alkymist trådte ind på scenen i Lille VEGA og forvandlede salen til en dyster lydrejse. Med deres seneste udgivelse fra 2024, UnnDerr, var der store forventninger, da albummet næsten fik topkarakter af vores anmelder. Bandet har tidligere optrådt på A Colossal Weekend, men dengang sad folk ned, fortalte forsanger Peter Bjørneg. De var derfor glade for, at publikum i aften var på benene. Jeg er heller ikke i tvivl om, at vi er mange koncertgængere, der priser os lykkelige for, at coronarestriktionerne er forsvundet, og at man igen både må stå tæt og skråle med til koncerter.

Lydrejse gennem støv og tyngde
Allerede fra første nummer, ”Light Of A Lost Star”, var stemningen sat. Scenen var badet i grønt lys, publikum nikkede taktfast med nakken, og bandet leverede et solidt groove og en tung lyd. Herrerne på scenen både fremstod cool og fokuserede, og særligt deres koordinerede scenelook i sorte T-shirts og bukser tilføjede et stramt og professionelt udtryk.

Lyset skiftede løbende og skabte visuelle nuancer, fra grønt og blåt til dybt rødt. Bandets performance var teatralsk og med store armbevægelser, og en nærmest rituel ro i de stille passager. Her gyngede publikum ikke blot med nakken, men vuggede frem og tilbage i takt med musikken. En naturlig fysisk reaktion på bandets massive, dvælende doom. Der blev spillet overlegent, og responsen fra salen var yderst positiv. Når numrene sluttede, nåede den sidste tone dårligt at ramme øregangen, før publikum klappede, hujede og smed både knyttede hænder og djævlehorn op i luften. Bandet havde en fin kontakt med publikum, selv om den var sparsom. Der blev talt til tilskuerne, og musikerne fik øjenkontakt med de forreste rækker, hvilket undertegnede havde manglet tidligere på aftenen med Frail Body og med DOOL dagen før.

Men som koncerten skred frem, begyndte energien at veksle. De konstante skift mellem tunge, voldsomme udladninger og rolige mellemstykker fungerede i det store hele rigtig godt. Men for denne anmelder begyndte det at blive en smule monotont efter de første 30 minutter. Et par stykker blandt publikum bemærkede det også, og undertegnede overhørte sætningen: ’Jeg tror, det er for kedeligt’. Hvilket virkelig var en skam, for Alkymist er langt fra kedeligt! Det er tungt, slæbende og støvet på bedste vis. Men måske er det som med hardcoregenren – en halv time er det magiske sluttidspunkt for en koncert. Der var dog stadig godt gang i salen under sidste nummer, ”The Scent”.

Fra tryllebundet til løsrivelse
Alkymist er et band, der kan tryllebinde. Det viste de tydeligt i Lille VEGA, særligt i koncertens første del, hvor alt spillede sammen: lys, lyd, performance og intensitet. Måske små ændringer i sætlisten ville gøre, at karakteren kom højere op. For Alkymist spiller rent ud sagt pissegodt live! De leverede en tung og velspillet aften med stor præcision, fokus og nærvær. Men hvad der startede som en fortryllelse, endte med løsrivelse fra magien.  

8/10

Billeder udlånt af Stefan Bruse thor Straten / rockfreaks.net

Lige så godt som burger og cola

Det var dag nummer to på A Colossal Weekend, og ligesom dagen efter en god fest var både gæster og festival ramt af tømmermænd. Dagens program føltes tungt, og flere af liveoplevelserne gav en endnu mere ondt i hovedet. Heldigvis kom Vulvatorious med et tømmermandsindslag, der var lige så godt som burger og cola. I Basements lille lokale fik bandet sat gang i en kort og hidsig koncert, der fik hele rummet til at ryste. Man glædede sig både over oplevelsen, men også over, at Basement fik fjernet det sidste asbest i marts måned.

Småt og hidsigt

Hele seks bandmedlemmer trådte op på scenen i VEGAs kælderlokale. Et lille kælderlokale, der tit byder på de helt store koncertoplevelser. Og Vulvatorious havde nærmest kun lige slået de første akkorder an, før pitten blev åbnet, og en kæmpe fest sat i gang. Det var et befriende syn at se publikum skeje ud til ”Farvel. Jeg går.” og ”WITCH BURNS BACK”, da hele festivaldagen havde været lidt til den tunge og intetsigende side. Og det gjaldt for både musik og publikum.

Bandets karismatiske frontperson, Ditte Krøyer, trampede rundt i sine sorte militærstøvler og lavede kommanderende håndbevægelser, mens alt og alle på Basement blev fanget ind af sangerens intense blik. På ”CUNT WAR” marcherede bandlederen direkte ud blandt publikum og tog sig derefter en stroppetur op ad lokalets indgangstrappe. Her blev teksten skreget og sunget ud over publikum, der labbede det hele i sig, mens de gled rundt i alkoholpytterne på gulvet. Folk var filtret ind i hinanden og blev til et diverst virvar af størrelser, aldre og køn. Man følte, at det hele gav mening, at det her måtte være billedet på Vulvatorious’ erklærede mål med deres lyrik og musik. 

Ditte Krøyer og bandet havde folk lige, hvor de ville have dem, og det udnyttede de ved at spille ”Tundra”, som ikke er at finde på bandets første og eneste album, Vulvatorious. Og så sparkede de for alvor igennem med glansnummeret ”FUCK YOU INCEL”, som Ditte Krøyer indledte med den passende svada: ’Den næste sang er dedikeret til Elon Musk, Putin – til alle de mænd, der hader kvinder!’. Og derefter lod sangeren mikrofonen gå på omgang blandt publikum, som fik lov at råbe omkvædet af deres lungers fulde kraft. Det var en koncert fyldt med rå power, der dog også fandt sine lidt blødere sider frem med ”Motherly – Interlude”, der derefter gik direkte over i ”Sacrifice the Flesh” (ligesom på debutalbummet) og sluttede det korte og hidsige sæt med maner.  
 

Energidrikken fra himlen

Vulvatorious’ koncert fik os alle til at rejse os fra det træ, som vi var væltet ved på første dag af A Colossal Weekend 2025. Ditte Krøyer ragede op på scenen, kom helt ud over scenekanten og hele vejen rundt på Basement. Sammen med sine sejt spillende bandkolleger satte de, endnu en gang, barren højt for liveoplevelser på den danske metalscene. Denne aften i Vulvatorious’ selskab var en energidrik sendt fra himlen på en festival, der hang med hovedet. 

9/10

Billeder udlånt af Peter Troest / Rockfreaks.net

Endelig blev ACW ægte kolossal!

På trods af alle akkoladerne om deres genrenedbrydende mix af psych-, stoner-, prog-, doom-, space-, heavy- og sågar post-rock er amerikanske Elder i bund og grund et riffbaseret band. Tag ikke fejl, de fortjener al rosen, og de trækker absolut på alle de nævnte inspirationer. De har bare for længst forstået, at deres komplekse korthus vælter, hvis det ikke holdes sammen af solide riffs. Det beviste de blandt andet på deres nu 10 år gamle album, Lore, som de på forhånd havde annonceret, at de ville spille fra start til slut her på ACW. Det er et album, der er propfyldt med kolossale riffs, ganske passende til lejligheden, ikke sandt?

Jams, jams og flere jams!

Elder er kommet til København i kølvandet på en tur igennem USA og Canada, hvor de også opførte hele Lore, og det kunne man i den grad godt mærke. Helt fra start var det et toptunet og, undskyld udtrykket, røvhamrende tight band, der gav los. ’We’ll shut up and let the music do the talking’, sagde guitarist og forsanger Nick DiSalvo med det samme, og det gjorde de så.

Elder er faktisk alt det, jeg elsker ved musik, men de har to markante svagheder. Deres plader, og sange, har for det første en tendens til at blive lidt lange i spyttet; det gælder også Lore. For det andet er DiSalvo, eneste tilbageværende medlem fra den spæde start i 2006, ikke i besiddelse af verdens stærkeste vokal, for nu at udtrykke det pænt. Så jeg må indrømme, jeg var dobbelt bekymret, inden koncerten gik i gang. Den første bekymring forsvandt hurtigt, for Elders grundformular, de langtrukne jams fra øveren, fungerede perfekt her. De riffbaserede instrumentale stykker virkede nærmest hypnotiske i al deres coolness, og det samme gjorde især Mike Risbergs guitarsoloer. Et overbevisende eksempel var den smukke intro til ”Legend” med en solo, der nærmest blev ved og ved.

DiSalvos vokal var til gengæld stadig ikke ret overbevisende, men når der kun er sang på et par minutter ud af de 11, en gennemsnitlig Elder-sang varer, så virkede det egentlig ikke ret forstyrrende. Men køn er den vokal altså ikke, og gruppens samlede udtryk ville i høj grad løftes med en bedre forsanger. Udover lidt ubalance i lydbilledet, der betød, at DiSalvos guitar druknede, når man stod i venstre side af salen, lød alt fremragende. Det inkluderede den sprødeste guitartone, jeg indtil da havde hørt på festivalen. Det eneste   dødvande under denne vellykkede koncert var, præcis som på albummet, titelnummeret, der først for alvor blev interessant efter seks minutter. Det var lidt for meget, selv for tålmodige Elder-fans. Sjovt nok satte næste sang, den tonstunge ”Deadweight”, heldigvis gang i sagerne igen.  

Ingen krukkeri, bare fede jams

Da de sidste strofer fra Lores sidste nummer, “Spirit at Aphellion”, tonede ud, var der allerede gået en time. Alligevel stod man overraskende nok og havde brug for lidt mere. Det fik vi så, for uden noget krukkeri gik bandet straks i gang med ”Halcyon” fra det mægtige 2020-album Omens. Selvom det er et noget mere progressivt og keyboarddrevet album end Lore, så fik vi endnu flere langstrakte riffjams, og ”Halcyon” var dermed en perfekt afslutning på en helt igennem fed oplevelse. Der var ikke ligefrem proppet i Store VEGA, men stemningen var god, og bandet var fantastisk.

8/10

Billeder udlånt af Peter Troest / Rockfreaks.net

Kunst i øllebølleland

Den amerikanske singer-songwriter Zola Jesus var årets ’artist-in-residence’ på A Colossal Weekend. Sangeren skulle både give en natkoncert under navnet Nika (som også er hendes borgerlige navn) og en aftenkoncert med Absalon String Quartet dagen efter. Koncerten med Nika-projektet var blevet sat på kl. 00.30 i Basement, og det skulle vise sig at blive en kæmpe katastrofe. Nikas kunstneriske performance blev nemlig kørt over af det øllebølleland, som Basement havde udviklet sig til på dette sene tidspunkt.

’Luk røven, derovre!’

Nika kom gående ind i det mørke rum iført en sort kjole og satte sig på hug på den kulsorte scene. Hun nærmest forsvandt for øjnene af os. Og de fulde mennesker, der var krøbet ind i varmen på Basement, havde tydeligvis ikke opdaget hende og fortsatte deres rowdy snak. Men da hun satte gang i et noiset industrial loop, så vidste alle ligesom godt, hvad klokken var slået … Den var blevet kvart i kunst! Nikas loop blev nu højere, mere massivt, og hun tilførte det flere sønderrivende skrig. Men det virkede desværre også som en invitation til, at festivalens gæster skruede endnu højere op for deres fuldemandssnak. Det, der skulle have været en ud af kroppen-oplevelse for lytteren, blev til et ønske om at komme langt væk fra Basement. 

En lille udsøgt skare havde dog samlet sig rundt om Nika, og selvom hendes optræden ville have været svært tilgængelig lige meget hvad, så begyndte hendes performance at lukke sig mere og mere om sig selv og blive til et ritual for de få. Der udbrød nu en krig på lyd mellem Nika, gruppen af folk, der ville høre hende og dem, der bare ville bælle bajere og banke i bordene. Så Nika skruede endnu højere op for sin noise-optræden og gik måske over den tilladte grænse på 110 dB, for det buldrede så voldsomt i ens krop, at man nærmest fik det fysisk ubehageligt. Om det var en kunstnerisk effekt eller ren irritation, var nu svært at finde ud af.

Enkelte lyn fra stroboskoplyset oplyste Nika på scenen og gav mindelser om David Lynchs filmiske feberdrømme … Og interessant nok, så ville hans ånd også dukke op til Zola Jesus’ strygerkoncert dagen efter. Men først skulle dette mareridt af en koncert overstås, hvor krigen mellem publikum blev mere verbal, og der blev råbt: ’Luk røven, derovre!’ Imens fortsatte Nika sit lange noiseloop, som sluttede efter 25 minutter. Og det var ikke et minut for sent, for man ville bare så gerne slippe ud fra denne skandale af en koncert.

En bøvs i en hornlygte

Hvor skulle ansvaret for denne skandale af en koncert placeres? Nika (Zola Jesus) var ikke nogen let tilgængelig koncert, og hun kunne sagtens blive udråbt som en fis i en hornlygte … Ikke mindst af de spritstive gæster, der fejrede en dejlig fredag på festivalen. Var det måske her, festivalens strategi fejlede? At prøve at kombinere udfordrende kunst med klassisk fadbamsefestival? Det er jo som at drive The Old Irish Pub på Statens Museum for Kunst! Måske skulle A Colossal Weekend have lagt denne hybrid af performance og koncert på en anden dag og et tidligere tidspunkt? Eller også skulle de helt have ladet være …

PS: Næste dag postede A Colossal Weekend et opråb til deres gæster om at tale lavere til de mere stille koncerter.

2/10

Billeder udlånt af Stefan Bruse thor Straten / rockfreaks.net

Dagen efter skandalenatten

Den amerikanske singer-songwriter Zola Jesus var årets ’artist-in-residence’ på A Colossal Weekend. Om natten havde sangeren givet sin performance som Nika, og det udviklede sig til at blive lidt af en skandale på A Colossal Weekend 2025, der skyldtes fulde folk og dårlig planlægning. Ikke mange timer senere stod hun som Zola Jesus klar i Store VEGA, hvor hun skulle fremføre sine sange i selskab med Absalon String Quartet. Og det viste sig at være en meget bedre idé end det, vi havde været vidner til om natten.

Dødsens stille

Tidligere på dagen havde A Colossal Weekend postet et opråb til sine gæster om at være mere stille til koncerterne. Og det må man sige, at folk tog seriøst. Alle hviskede. Selv når de skulle afgive deres bestillinger på alkohol i Store VEGAs bar. Og ingen turde nærmest gå hen over salens trægulv, der havde det med at knirke meget højt. På scenen havde Zola Jesus selskab af Absalon String Quartet, der er et nordisk ensemble bestående af danske, svenske og norske musikere. De blev dannet under Corona lockdown i foråret 2020 og har siden vundet mange flotte kammermusikkonkurrencer. Og strygekvartetten var et fantastisk add on og en smuk opgradering i forhold til Zola Jesus´støj-performance om natten. Det gav for eksempel rigtig god mening, at kvartetten bakkede op på numre som ”Witness” og ”Exhumed” fra albummet Okovi. Det var numre, som levede af strygerne og svingede flot mellem det skønne og det uhyggelige.

Zola Jesus fik også vist sine færdigheder, der dækkede hele sangregistret, og hun kunne med lethed gå fra glasklar vokal til den høje, lyse sopranstemme, vi kender fra opera. Blandt aftenens helt store vokaloplevelser var nummeret ”Night”, der findes på albummet Stridulum fra 2017. Efter en lille halv time, sendte Zola Jesus så strygekvartetten ud til velfortjente klapsalver og satte sig herefter ved pianoet på scenen. Zola Jesus fortsatte nu koncerten med helt nøgne pianoudgaver af ”Soak” og ”Desire”. Især det sidste nummer fik fuldvoksne mænd i battleveste til at stoppe op og få en tåre i øjenkrogen. 

Senere hyldede Zola Jesus den afdøde mesterinstruktør, David Lynch, som hun havde haft fornøjelsen af at møde. Med den fine opfordring; ’stay weird’, til alle i salen satte hun gang i sin udgave af ”In Heaven (Lady in the Radiator Song)” fra filmen Eraserhead. Og pludselig hang nogle af nattens oplevelser pludselig sammen … Lynchs ånd var til stede igen, fremmanet af Zola Jesus’ skøre og skæve akkorder. Det hele sluttede af med en ukrainsk sang som en hyldest til de faldne soldater i Ukraine, og alle dem der kæmpede mod fascisme. Og meget symbolsk, og gennemført smukt, så ændrede scenens lys sig til det ukrainske flags farver. 

En fin revanche

Koncerten med Zola Jesus og Absalon String Quartet var noget mere tilgængelig end den noisede industrial performance, som Zola Jesus gav om natten under navnet Nika. Sammen med strygekvartetten fik hun en fin revanche, og det gav lidt mere mening, hvorfor hun skulle være årets ’artist in residence’ på A Colossal Weekend.  

7/10

Daufødt ACW pressebillede

Punkens fremtid

Daufødt ligner umiddelbart fire flinke efterskoleelever, men under deres søde ydre gemmer sig en fantastisk rå power og masser af no bullshit-attitude. Og det er lige, hvad der er brug for, når en halvdød punkgenre skal revitaliseres. Kvartetten fra Norge spillede, lørdag aften, op til punkbal i Lille VEGA og gav så meget førstehjælp til genren, at man ikke var i tvivl om, at punken havde en fremtid … Og den fremtid hed Daufødt.

Dødsangst og cirkelspark

Den norske punkscene er helt forrygende i disse år. Tidligere på året udgav Honningbarna det fantastiske album Soft Spot, der sendte dem til Danmark, hvor de gav en vanvittig koncert i marts måned. To måneder senere skulle Daufødt gøre dem kunsten efter i Lille VEGA, og selvom det ikke helt lykkedes, så fik Daufødt vist, at de var et band, der var på vej mod noget kæmpestort. 

Under den noisede intro til ”Glitter” lignede Daufødt en flok løver i bur, der bare ventede på at blive sluppet ud. Forsangeren, Annika Linn Verdal Homme, skrabede i scenens gulv, tog en dyb indånding og slog sig derefter løs. Herefter gik det over stok og sten med numre som ”Klokka” og ”Dødsangst”, der blev fremført i et voldsomt højt tempo. Og så var der ”Toxic” fra det seneste album, Glitter, der har det fedeste riff, som man umuligt kan stå stille til. Og det gjorde Homme i hvert fald heller ikke. Sangerens nærvær og høje energi kunne sagtens minde om Ditte Krøyer fra Vulvatorious og den vilde præstation, Krøyer hev frem dagen før på A Colossal Weekend. Homme var også her, der og allevegne – hvis ikke hun var oppe på scenen for at uddele cirkelspark, så gik hun rundt nede blandt folk og sang dem lige i fjæset. 

Forsangeren henvendte sig til salen og håbede, at vi kunne forstå norsk. Hvis ikke var vi velkomne i merchboden bagefter koncerten, hvor bandet ville oversætte, hvad de havde sagt. Det fik hele salen til at grine, men ellers lod Daufødt musikken være deres talerør. Med den stærke ”Jeg vil bare hjem” fik de sat fokus på kvinders angst for at gå alene hjem fra byen ’uden at blive et tema i en fucking true crime-podcast’. Daufødt fortsatte i det helt høje gear med ”Knekken” og ”Ingenmannsland” fra albummet 1000 Island (sig albumtitlen på engelsk, og du får lyst til en rejecocktail). ”Ingenmannsland” måtte også vække noget i de Kvelertak-fans, der var til stede, for det lugtede godt af Ivar Nikolaisen-perioden. Til sidst smed Homme sin mikrofon fra sig og joinede moshpitten foran scenen. Koncerten boblede og sydede i et hav af sved og vildskab. Det var ’kjempe greit’, som man vist siger i Norge.

Med hovedet først

Daufødt kastede sig ud i denne koncert med hovedet først, og det blev til en forfriskende og højenergisk oplevelse for alle i Lille VEGA. Til tider kunne det være lige lovligt svært at følge med bandet, der spillede deres numre hurtigere, end man kunne nå at sige ’norsk bruttonationalprodukt’. Men der skal ikke herske nogen tvivl om, at Daufødt er cremen af den punkscene, som er ved at få liv igen i Norden. Til sidst skal der igen lyde en tak til A Colossal Weekend, som satte Daufødt på programmet og dermed udbredte kendskabet til dette fabelagtige band.

8/10

Billeder udlånt af Stefan Bruse thor Straten / rockfreaks.net

'Det er jo ikke en konkurrence',

stod jeg og mindede mig selv om nede i Basement, mens jeg et kort øjeblik funderede over, om Jo Quail med sin cello mon kunne matche Ditte Krøyer i intensitet. Det virkede som både en umulig opgave og en urimelig sammenligning, for Vulvatorious leverede jo en af festivalens mest intense oplevelser i går på selvsamme scene. Heavymetal.dk’s udsendte har oplevet Jo Quail varme op to gange for Myrkur, så jeg vidste jo, at englænderen med den sprøde, elektriske cello kan være intens på sin helt egen måde. Selvom hun passer perfekt sammen med kunstnere som Amalie Bruun, Maria Franz og mange andre, så er Quails primære kunstform solooptrædener som sit eget enkvindesorkester, hvor celloen med liflig brug af looping forvandles til rytmesektion og alt muligt andet. Hvad kunne man mon forvente denne gang i den grå og rå beton nede i kælderen?

Quail lagde ud med "White Salt Stack" fra Five Incantations-albummet, og straks blev det klart, at hun, som jeg tidligere har beskrevet det, er ét med sin cello. Men med de mange effekter og loops, der benyttes, slog det mig pludselig, at hun i virkeligheden jo også var ét med teknologien – i disse AI-tider virker det på en eller anden måde stærkere. Med et smukt bagtæppe af lyseffekter (mere teknologi!) blev det hurtigt til den stærkeste oplevelse, jeg personligt har haft med Jo Quail. Med afvæbnende britisk charme og oprigtighed var der desuden en fantastisk kommunikation mellem hende og et fuldstændigt opslugt publikum i et proppet Basement. Vi fik en ny sang fra et kommende album, som udkommer i september, hvilket Quails tour manager bekræftede nede i merchboden. Sættet sluttede med ”Jhanoem The Witch” og det fyldte mig undervejs med stolthed, at så mange af os, der kan lide musik, der larmer, også finder plads i vores hjerter til en musiker som Quail. Med en koncert som denne har hun fortjent al den kærlighed, der strømmede op til hende. Og så kunne hun jo faktisk levere intensitet helt på højde med Krøyer & Co., bare på sin helt egen og langt mere inkluderende måde.

8/10

Billeder udlånt af Stefan Bruse thor Straten / rockfreaks.net

Fra forventning til frustration
Tredje dagen på A Colossal Weekend havde meldt sig, og amerikanske Pallbearer skulle underholde os i Store VEGA med sin langsomme doom metal. Eller … underholdende, det blev koncerten langt fra! Mere om det lidt senere. Med udgivelsen fra sidste år i ryggen, Mind Burns Alive, skulle det vise sig at blive en voldsomt søvndyssende omgang, hvor husligt arbejde pludselig føltes langt mere spændende og eksotisk, end hvad der foregik oppe på scenen.

Et flot ydre med et tomt indre
Hvis vi starter med de positive briller på, så er der ingen tvivl om, at Pallbearer består af teknisk dygtige musikere. Hver tone sad, hvor den skulle, og især forsangerens vokal løftede det samlede lydbillede. Scenen var velkomponeret, både i lys og opstilling. Lilla, rødt, grønt og gult lys var dramatisk og stemningsskabende i løbet af sættet. Bandet var placeret, så alle kunne ses, selv trommeslageren, som mange andre bands ellers gemmer væk omme bagved. Også stilen var gennemført, idet musikerne var klædt i sort tøj, diskret og passende til genren. Det hele fremstod med en meget stram æstetik og dyb professionalisme, hvilket matchede deres melankolske doom-univers godt.

Vega var da også godt fyldt op, og forventningen i salen kunne mærkes. Der blev stemt instrumenter i ro og mag af bandet på scenen, inden de lagde ud med det 12 minutter lange åbningsnummer, ”Silver Wings”. Har man ikke hørt gruppen før, så var det alligevel tydeligt fra første akkord, at det her ikke var musik med fart på. Det blev dog også hurtigt klart, at det heller ikke var en koncert, der forsøgte at vinde nogen over.

Men hvor teknikken sad i skabet, manglede alt andet gnist. Musikken og numrene flød ud i ét, og det var nærmest umuligt at skelne sangene fra hinanden. Sangene blev bygget langsomt op, uden at der for alvor skete noget undervejs. Der var minimal kontakt med publikum, og bandet virkede ikke bare indadvendt, som genren til dels er, men mere ligeglade med publikum. Selv om forsanger Brett Campbell fortalte, at de var glade for at være i København, virkede ordene ikke oprigtige. Bandet fortalte, at de for nylig har spillet i Danmark og følte dette besøg som en slags hjemkomst, da de havde brugt tid med familie og venner. Herefter blev nummeret ”Thorns” sat i gang, og selv om folk i salen virkede glade og tilfredse med hujen og klapsalver, så drømte denne anmelder sig til en mindre kedelig aktivitet end koncerten. Måske vasketøjet eller opvasken derhjemme. Selv når musikken løftede sig en smule, og det smukke lys i grønne og røde nuancer akkompagnerede musikken, forblev det hele tungt og fladt. Den langtrukne og søvndyssende koncert sluttede med ”Worlds Apart” fra gruppens andet album, Foundations of Burden, hvilket var koncertens højdepunkt for mig. Nok mest af alt, fordi det var sidste nummer.

Det mærkelige er, at publikum lod til at være med hele vejen. Der blev hujet, klappet og endda jublet med armene i vejret efter hvert nummer, og især én mand midt på gulvet havde hænderne oppe det meste af koncerten. Mit håb var at fange ham efterfølgende og spørge ham, hvad han syntes, var så fantastisk ved den oplevelse, vi lige havde haft. For jeg var langt fra enig. Han forsvandt desværre i mængden, og det samme gjorde en fyr, der sagde til sin ven: ’De er bedre end alle andre! For det første på grund af hans stemme’. Jeg havde ellers gerne villet høre, hvilke andre grunde der var til netop denne påstand.   

Zzzzz …
Pallbearer leverede en koncert, der på overfladen havde alt det rigtige. En stærk vokal, dygtige musikere, der beherskede deres instrumenter til perfektion, og et gennemført lysdesign. Men de facetter ændrer ikke på, at det var en tung og trættende oplevelse uden kontakt, variation eller forløsning. Rent ud sagt: Det var pissehamrende kedeligt! Publikum virkede, som om de generelt var begejstrede, men man kunne næsten tro, at det ikke var selve fremførelsen, de klappede ad, men nærmere for at få tempoet bare en smule op, inden de faldt i søvn.

4/10

Billeder udlånt af Mariam Zakarian | www.mariamzakarian.com

Fredag havde Valerian Swing budt op til jazzet math-rock-dans, og nu var det tid til endnu mere italiensk genresammenrend fra undergrunden. Bosco Sacro er nemlig fornemme repræsentanter for den i vide kredse så velkendte ambient doomgaze-scene. De er såmænd helt oppe på 136 månedlige lyttere på Spotify*, og man kan med andre ord stadig ikke beskylde folkene bag ACW for at sælge ud af principperne. Ingen leflen for laveste fællesnævner her. Gem, italienernes debutalbum, er ganske passende udsendt på Avantgarde Music og blev til i samarbejde med producer Lorenzon Stecconi, som blandt andet har stået bag udgivelser med Amenra. Gem er en stemningsmættet fornøjelse, men kunne det mon fungere lige så godt live?

Lad mig da bare spoile resten af denne anmeldelse og afsløre, at det kunne det, og det gjorde det, for igen lagde Basement kælder til en komplet musikalsk oplevelse, hvor endnu et smukt og levende backdrop gjorde oplevelsen endnu større. Det er en hårfin balance at lave ambient og doomet musik, for er det tilstrækkeligt intenst til, at man bliver revet med, eller kommer man til at lade tankerne fare mod indkøbssedler, irriterende kolleger eller andre verdslige emner? Det er efter min erfaring en overhængende fare, når vi snakker doom (host, host Pallbearer), men allerede på åbneren ”Ice Was Pure” var man fanget. ”Be Dust” var rendyrket melodisk doom, og med Giulia Parin Zecchins ukarakteristiske levering blev refrænet ’I am not afraid to be dust’ en rørende oplevelse. Alligevel stod de tunge passager stærkest, og uanset hvor dygtigt de mange ambiente klangflader blev udført, kunne man da godt savne lidt mere tunghed og vildskab.

Under hele koncerten havde den ene guitarist umådeligt travlt med at styre alle effekterne, få sin guitar til at lyde som en bas og ikke mindst huske at lægge violinbuen på plads, når han havde brugt den. Det forstyrrede heldigvis ikke oplevelsen, tværtimod styrkede det egentlig bare ens benovelse over, at tre mand plus en sanger kunne levere et så komplet sonisk tapet og stadig få det til at hænge sammen. Italienerne sluttede af med ”The Future Past”, og syntes man, at der manglede ’atmosfærisk’ i bandbeskrivelsen for at få fuld plade i stemningsfuldhedsbingo, så fik vi det så sandelig her. 

Italiensk mørke til skandinavisk ditto

Til slut så det ud, som om gruppen oprigtigt blev overraskede over den begejstrede respons, de modtog. Der var da lidt snak i barområdet, men generelt blev der endnu en gang lyttet respektfuldt med, og det er bestemt ikke en selvfølge i en dansk koncertsal. Derfor endnu en gang stor ros til ACW-publikummet og ikke mindst stor ros til Bosco Sacro, der krævede, og fik, vores fulde opmærksomhed. Efter koncerten fortalte Zecchin mig, at selvom det var deres første koncert i Danmark, følte hun sig overbevist om, at deres udtryksform passer godt til de mørke skandinaviske sind. Bedømt på publikumsreaktionerne undervejs må man give hende ret. Der er et nyt album på trapperne, og det bliver spændende at følge italienernes vej fremover. Forhåbentlig fører vejen dem herop til det mørke nord igen.

8/10

Billeder udlånt af Stefan Bruse thor Straten / rockfreaks.net

Ord er overflødige, når lyden er guddommelig

At beherske rummet uden ord
Det var blevet tid til at opleve den irske post-rock-gruppe God Is An Astronaut. Siden begyndelsen af 00’erne har de dyrket det instrumentale, med hang til lange, atmosfæriske kompositioner, der balancerer på en knivsæg mellem drøm og dommedag. Her er ingen vokal, kun klangflader, der rammer lytteren med en nærmest fysisk kraft. Det er musik med følelser i, på trods af de manglende ord. Og netop denne kompromisløse tilgang var kernen, da de gæstede Store VEGA på sidstedagen af A Colossal Weekend og viste, hvordan man kan tvinge et rum i knæ uden at hæve stemmen.

Badet i lys og drømmende toner
Scenen var sparsomt oplyst af de lilla lamper, og de første drømmende toner flød ud af højtalerne. Det var nummeret ”Epitaph”, som startede det hele. Og allerede da stod det klart, at vi var i trygge hænder hos de guddommelige astronauter. Den inderlige, smukke og støvede atmosfære satte tonen for en aften i melankoliens tegn. ”Falling Leaves” og ”All Is Violent, All Is Bright” fulgte efter og foldede bandets signaturlyd ud med klokkeklar præcision. Drønende guitareffekter, underspillet bas og trommer, der først lister sig afsted og siden eksploderer i kontrolleret kaos. Jeg er elles ikke en guitarnørd, overhovedet. Tøndebasker, det er mere mig. Men imens Torsten Kinsella udfoldede sig på sin guitar foran mig, så ville jeg ønske, at det var dét instrument, jeg havde kastet mig over til musik i niende klasse. Der er ingen tvivl om, at disse tre irere behersker deres instrumenter til perfektion! Som en kammerat ville have sagt: ”Hold kæft, hvor det cykler derudad!”. Og det er altså fedt, når musikken gør dét.

Allerede i første nummer blev undertegnede suget direkte ind i bandets univers. Flere gange tog jeg mig selv i at stå med min telefon i hånden for at skrive noter om koncerten – men jeg glemte at skrive noget. Jeg stod der bare, totalt opslugt af vanviddet kombineret med skønheden, der udfoldede sig foran mig. Med skiftende farver på spotlysene, der blev kombineret med momentvis stroboskoplys, var lyset som et fjerde bandmedlem. Eller, måske er det rettere bandets lysmand, der skal have den ros. Fordi netop lyssætningen var på fineste vis medskaber af de stemninger, som tonerne i musikken satte. Hvilket også føltes nødvendigt, når der ikke er vokal på numrene, og bandet står på scenen med deres indadvendte energi og sparsomme publikumskontakt. Så er der brug for, at det visuelle er i højsædet og spiller, hvilket det i den grad også gjorde. 

Et særligt højdepunkt opstod sidst i bandets sæt, da Jo Quail, den britiske cellist og komponist, trådte ind på scenen. Hun føjede både tekstur og dybde til afslutningsnumrene ”Oscillation” og ”Embers”, som i forvejen hører til bandets mere filmiske værker. Hendes cello skar igennem mixet som en mørk energi. En lyd så organisk og rå, at det næsten føltes som en genreoverskridelse. Det var en perfekt symbiose, hvor bandets kliniske præcision mødte hendes mere intuitive, levende tilgang. Jo Quail havde allerede spillet på festivalen og leverede få timer forinden en stærk optræden på Basement.

Selv om bandet teknisk leverede en fejlfri præstation, kunne man dog ønske, at de havde rakt bare en lille smule mere ud mod publikum. De er kendte for deres introverte tilgang, bevares, og det fungerer som en del af deres æstetik. Jeg forstår trangen til at lade musikken tale for sig selv, og der blev da også talt til publikum indimellem. Men netop fordi musikken er så følelsesladet, kunne lidt menneskelig kontakt have givet det hele mere nærvær. Men dét er så også min eneste anke omkring gruppens levering. Alt andet spillede! Jeg vil vove den påstand, at var man ikke allerede fan af bandet, så blev man det efter denne koncert. Der var især én mand, måske lettere beruset, som råbte ”SPIL! SPIL NOGET MER’!”, så snart et nummer var afsluttet. Jeg havde det på samme måde som manden, og efter næsten 60 minutters koncert var jeg lige dele mundlam og tom indeni. Samtidig med at jeg var fyldt op med lykke og ønskede, at det pragtfulde moment skulle vare bare liiige 10 minutter mere.

Astronauterne landede sikkert
Samlet set var det en koncert, der beviste, hvorfor God Is An Astronaut stadig står som et referencepunkt i post-rockens verden. De leverede en lydmæssig og visuel helhedsoplevelse, der var både intens og rørende. Selvom man kunne ønske sig mere kontakt med publikum undervejs, var det en stærk demonstration af, hvor meget man kan udrette med præcision og atmosfære alene. Koncerten blev ikke bare hørt – den blev mærket.

9/10

Respire ACW pressebillede

Ujævnt og alt for meget, men ærligt, modigt og mindeværdigt

Post-alt med blæs og bue
Respire trådte ind på scenen med seks medlemmer og en ambition om at vælte salen med følelser, kaos og et instrumentalt arsenal, man sjældent ser i rock- og metalverdenen. Der var selvfølgelig de obligatoriske trommer, bas og guitarer – hele tre styk indimellem, hvor to af musikerne også var forsangere/-råbere. Dertil en violinist samt en trompetist. Forvirret? Vi er kun lige startet. For fra første sekund blev publikum kastet ind i et virvar af lyd, hvor black metal-lignende passager smeltede sammen med skrøbelige violinstykker. Det var voldsomt og følsomt på én gang, men også dybt forvirrende.

Et miskmask af modsætninger
Bandet spiller det, man bedst kan beskrive som post-alting: post-hardcore, post-metal, post-forståeligt sågar. Musikken er kompromisløs og emotionel, men også ujævn og til tider direkte ubehagelig. Clean-vokalerne mindede mere om en drukvise end noget, der burde komme fra en scene. De mere desperate skrig og råb klædte faktisk de to herrer i fronts stemmer bedre. Der var dog også smukke momenter, især når violinens fine toner fik plads oven på, eller efter, den ellers støjende lydmur.

Bandets tilstedeværelse var mindst lige så skæv som deres musik. De to frontfigurer svedte og hamrede sig på brystet, som om de ville overbevise både dem selv og publikum om koncertens nødvendighed. Resten af bandet stod placeret i en form for halvcirkel omkring dem, med mere eller mindre synlig entusiasme. Især violinisten skilte sig ud og var fysisk til stede, men virkede mentalt fraværende.

Hvad der ikke hjalp bandet, var, at teknikken drillede: Mikrofonen faldt ud af holderen, og lyden i monitoren røg. Alt sammen noget, der syntes at forstærke fornemmelsen af et band i frit fald. Publikum virkede til at være delte. Nogle dansede, hujede og råbte ’Amazing!’, mens andre gik og efterlod salen halvtom. Alt i alt en oplevelse, ikke alle var klar til at købe ind på.

Det var først til allersidst, efter nummeret ”To Our Dead Friends”, at bandet for alvor landede en følelsesmæssig fuldtræffer. Efter seks numre i kaos og uforløst energi samlede de sig i en takketale til publikum. Hvor de med varme og oprigtighed fortalte om deres 13 år lange kamp som band, at denne koncert var højdepunktet på deres tour og om forskellighederne i gruppen. Der var både brune, hvide, homoseksuelle, queers og flere andre diversiteter til stede blandt dem. En lang beskrivelse, som mundede ud i en vigtig pointe om at holde sammen i stedet for at splitte grupper grundet forskellighed. Især som verden ser ud lige nu, er dét et tema, som føltes ekstra vigtigt. Det var koncertens klart smukkeste øjeblik, og medlemmerne vandt lidt på charmen til sidst. Hele seancen på scenen blev pludselig bundet sammen. Kaosset blev afløst af en oprigtighed og et nærvær, der for en stund bandt en rød tråd i bandets univers. Folk hujede, ikke fordi det var slut, men fordi Respire endelig viste, hvem de var.

En aparte oplevelse
Canadierne leverede ikke en koncert, man gik opløftet fra. Måske nærmere den slags, man ikke lige glemmer. Det var mærkeligt, frustrerende og til tider direkte jammerligt, men også ærligt, modigt og fyldt med nerve. En koncert som denne kan få dig til at stille spørgsmål om musik, om udtryk, om dine egne grænser for, hvad der er godt eller dårligt. Men det er netop dér, kunsten lever i bedste velgående. I det ubehagelige, i det uperfekte og i det, der ikke nødvendigvis vil nydes, men mærkes. Gruppen er ikke designet til at please, men til at ruske. Som et maleri, du ikke helt forstår, men ikke kan lade være med at kigge på. Eller en film, du faktisk ikke kunne lide, men ikke kan lade være med at tænke på bagefter. Respire vil ikke bare underholde, de vil ud med et budskab. Og selvom det ikke nødvendigvis lander elegant, så lander det med fuld kraft.

5/10

Grava ACW pressebillede

Bulder og brag i Basement

Danske Grava nåede lige at afslutte lydprøven, inden det væltede ind med publikum, der gik direkte i baren og købte godt ind med øl og shots. Snart ville det også vise sig, at det var en rigtig god investering, for man havde virkelig brug for noget at styrke sig på. Grava lagde nemlig A Colossal Weekend i graven med deres buldrende sludge, der kredsede om mysterier, tragedier og døden. Men selv om emnerne kaldte på en hurtig depression, så var det en livgivende koncert, der viste, at Grava er et brag af et liveband. 

Fremragende nedturssludge

Ligesom på den seneste udgivelse, The Great White Nothing, lagde trioen ud med ”Erebus”, der hurtigt gik over i ”White Thresher”. Begge numre omhandler den tragiske Franklin-ekspedition, der var en af de største tragedier i opdagelsesrejsernes historie. Her døde 128 mennesker af kulde, sygdom og sult. Bassisten, Niels Asger Svensson, og guitaristen, Atli Brix Kamban, deltes om vokalen, der var en blanding af rå udbrud og hjerteskærende råb. En smertende understregning af teksterne til de to numre. Bag trommerne sad Casper Axilgård, der leverede en tight, slæbende bund på ”Crusher” og ”Bender”. Numrene er begge at finde på Weight of a God, der udkom i 2022. 

På ”Decimate” blev der tændt op i det hårde, blå baglys, der omkransede bandet og understøttede nummerets iskolde tekst om henrettelser. Selvom emnet var nederen, så fik man total optur over de trykbølger af sludget vellyd, der ramte en. Glæden fortsatte på ”Alight” og ”Mangled”, som blev fremført så tonsende tungt, at hvis man headbangede til dem, så ramte hovedet ens ankler. Ledte man efter et mere lystigt musikalsk indslag i aftenens sæt, så kom det nok i form af ”Bayonet”, der havde et herligt groove og gav mindelser om gode gamle Entombed. ”Bayonet” handler godt nok om panikken i de mudrede skyttegrave under Første Verdenskrig – men hey, forhåbentlig havde man købt godt med promillevand i baren, så man havde noget at sunde sig på. 

Til at toppe aftenens fremragende nedturssludge sluttede Grava af med at spille ”Hinterlands”, der handler om familier i krig, bevæbnede og klar til at slå ihjel. ”Hinterlands” synthede intro satte en forventningsfuld stemning blandt publikum på Basement, der straks udløste varme og svedige kroppe, da bandet satte ind med sin væg af lyd, og hvor ingen musikalske detaljer gik tabt. Og da det hele sluttede, stod Grava tilbage på scenen som majestæter i røg, damp og farvet lys. 

Fortsættelse følger …

Der var kun få timer tilbage af A Colossal Weekend, da Grava gik på og spillede sin tunge dødssludge. Og man må sige, at bandet sørgede for at lægge årets festival i graven på allerbedste vis. Alt spillede – selv lyset. Selvom Grava kun havde den lille lyspakke med på Basement, så skal det fremhæves, at den blev brugt meget effektivt og var en solid støtte til bandets univers. Rent musikalsk, så leverede Grava endnu en rystende god liveoplevelse, der beviste, hvor heldige vi er herhjemme … Tænk at vores lille land kan producere så mange fede metalbands! Nu skal Grava videre på nye eventyr, og vi glæder os til at følge dem – heldigvis bliver det allerede til juni, hvor et nyt album udkommer i samarbejde med Kollapse. Så fortsættelse følger … 

9/10

Billeder udlånt af Stefan Bruse thor Straten / rockfreaks.net

Kunsten at lukke en festival

Siden debuten fra 2009 har Esbjergs Kellermensch med deres dunkle og eksperimenterende rock holdt et spejl op foran os og vist os vores mørke sider. Alle dem, vi ikke holder af at indrømme, vi besidder. Og lige siden jeg første gang hørte ”Moribund Town” fra gruppens debut, har jeg haft en ambition om at opleve dem live. Af mange gode og dårlige grunde er det aldrig lykkedes mig, men nu skulle det endelig være her på ACW, hvor de lukkede festivalens store scene lørdag aften.

”Mission” og ”6705” fra esbjergensernes seneste album, Capitulism, skød løjerne i gang – og løjer, det var præcist, hvad denne koncert udviklede sig til. Det var nemlig et overordentligt løssluppent band, der indtog Store VEGA, hvilket både Sebastian Wolffs mikrofonstativ og ikke mindst en sagesløs fotograf fik at føle. En guitar direkte i hovedet gør åbenbart temmelig nas! Som for at understrege aftenens tema fik vi Kinks-coveret ”I'm Not Like Everybody Else”, som Kellermensch fik til at lyde fuldstændig som deres egen sang. Det kom næppe som en overraskelse for ret mange, at Wolf og hans kumpaner er helt deres egne, og det var heller ikke sidste gang, at Wolff tog en tur ud blandt publikum.

Med Wolff i centrum var der organiseret kaos overalt på scenen, men aftenens største bifald brød ud, da Ditte Krøyer fra Vulvatorious kom på scenen. Hun brølede blandt andet med på ”Black Dress”, og dermed fik det nummer lige den ekstra omgang power, vi ikke vidste, det manglede. Der var dog også, i glimt, plads til den ro og melankoli, Kellermensch-udgivelserne også indeholder. Den smukke ”Lost At Sea” fra gruppens største album, Goliath fra 2017, gav en tiltrængt pause efter de mange energiudladninger.    

To af jydernes største hits, ”Bad Sign” og ”Moribund Town”, sluttede festen af. Specielt sidstnævnte, og den oprindelige grund til, at jeg blev fan, blev desværre leveret lidt slapt, og det var, som om der ikke rigtigt var kræfter til mere. Der var også overraskende mange, der forlod salen før tid, så dele af publikum havde det tilsyneladende på samme måde. Det gjaldt dog desværre ikke snakkehovederne, for de blev sgu stående. Og snakkende.

Kaospiloter

Forsanger Sebastian Wolff har en fantastisk udstråling og en stærk vokal med en helt unik levering, men han er også lidt af en kaospilot, og der var i det hele taget en vis barnlighed over hele forestillingen. Det infantile kom i perioder dermed til at stå i diametral modsætning til gruppens ofte reflekterende og indadvendte musik. Det blev aldrig kedeligt, men heller ikke den komplette oplevelse, jeg have håbet på.

8/10