En spiritist, en pyroman og en satanist går ind på en bar…

Hvad får man, hvis man tager en babylonsk dæmonkonge, en tøndefuld absint, Emperor og spiritisme? Svaret er todelt, nemlig nogle væmmelige, væmmelige tømmermænd, men også Oranssi Pazuzu – et finsk psykedelisk, blackmetal band! Bandet selv beskriver sin musik som ”musik, der inviterer samtlige pyromaner og rygere til at holde i hænder”, hvilket må siges at være en opskrift på kaos. Og kaos er vist den røde tråd i Oranssi Pazuzus tankegang og væsen – såvel som disharmoni.

Vi er absolut i grænselandet mellem genialitet og vanvid – og bandet balancerer helt bevidst på den meget tynde grænse mellem de to modsætninger, men lykkes det dem at gå linen ud, eller vælter de?

Et forspil uden klimaks

Mestarin kynsi (Mesterens klo) er bandets femte album, og hvis man tænker, at det var på tide at blive lidt mere mainstream, så må man tro om igen! For på en eller anden måde er det lykkedes bandet at toppe sig selv i absurditet og avantgardisme – det er bestemt ikke musik til hr. og fru Volbeat. Men hvis ret skal være ret, så er det næsten svært at se, HVEM der egentligt er målgruppen for Mestarin kynsi. Det er for syret til at appellere til den generelle blackmetal fan samtidig med, at der er for meget blackmetal til jazzpublikummet. Konklusionen må være, at det er musik lavet til den meget lille niche af mennesker, der har svært ved at få noget ud af musikken længere, og derfor har behov for absurditet. Eller også er det til folk, der er virkeligt pjattede med euforiserende stoffer, stærk spiritus og dunkle kælderlokaler – hvem ved?

Jeg er personligt fortaler for absurditet og kontraster i musik, jeg værdsætter progression, og når bands tænker ude af boksen – men kun hvis det giver mening og fremstår meningsfyldt. Det er ærligt talt svært at se/høre meningen i Oranssi Pazuzu – galskaben er FOR altoverskyggende og dominerende. For virkeligt at forstå bandet, er man nødt til at kende til det band, der kom før, nemlig syrerockbandet Kuolleet Intiaanit (de døde indianere), for Oranssi Pazuzu beskriver sig selv som blackmetal versionen af netop det band. Åbenbart opstod ideen, da de to primære sangskrivere Ontto og Jun-His var til en Emperor-koncert og var lettere påvirkede.

Så musikken har altså grobund i deres oprindelige syrerock-univers tilsat det misantropiske og sataniske fra norsk blackmetal – hvilket, på papiret, er en sindssygt spændende ide. Men der er desværre bare ofte langt fra teori til praksis, og derfor kan man ikke lade være med at blive lidt irriteret på Oranssi Pazuzu. For der er masser af tidspunkter, hvor man sidder og føler, at man nærmer sig et sonisk klimaks, men så dør musikken ud, tempoet falder og i stedet får man tre-fire minutters synthesizer-feedback. Der er masser af højdepunkter og interessante passager igennem hele albummet, men det er, som om bandet bliver ramt af præstationsangst hver gang, de nærmer sig noget rigtigt godt – hvilket er utroligt ærgerligt, for der er virkeligt meget potentiale!

Teoretisk fan

Jeg er i teorien stor fan af Oranssi Pazuzu. I praksis er det dog anderledes. Ideen med at blande black metal med synthesizers og skøre syreelementer er utroligt tiltalende, men resultatet er desværre en virkeligt flad omgang. Eller også er det simpelthen et resultat af, at jeg ikke selv er påvirket. For jeg sidder ærligt talt og tænker, at hvis man havde røget en bønne eller fire, måske taget lidt LSD og så oplevede bandet spille live, så ville man nok gå derfra med en helt anden, euforisk, oplevelse end den, man får, når man sidder på sit kontor og blot lytter til musikken via sine høretelefoner. Så jeg tillader mig at maltraktere den kære og afdøde Ole ”Bogart” Michelsens kendte citat – ”Oranssi Pazuzu skal ses live og i påvirket tilstand”.