At fatte sig i korthed
Da de amerikanske doomere Pallbearer udgav den proggede Heartless i 2017, skulle det vise sig at være deres med afstand bedste, og såmænd også deres mest succesfulde, udspil. Heartless var et kreativt kvantespring i forhold til de første to udgivelser og blev desværre fulgt op af den kedelige Forgotten Days, der gik i en noget anden, og langt mere doomet, retning end forgængeren. Det store spørgsmål er derfor, om Pallbearer med deres femte studiealbum, Mind Burns Alive, igen undsiger deres proggede styrker? I nedenstående svar på dette spørgsmål skal jeg forsøge at fatte mig i korthed og dermed gøre præcis det modsatte af Pallbearer.
Er der en fremtid?
”Where The Light Fades” starter ’festen’ med, ikke overraskende, et langsomt, dræbende tempo. Hvad der til gengæld er overraskende, er fraværet af kvalitetsriffs og -melodistykker. Brett Campbells skrøbelige stemme kommer dermed til at tage det meste af opmærksomheden. Det er ikke et specielt klogt valg, men musikalsk sker der bare ikke ret meget. Titelnummeret ”Mind Burns Alive” indeholder lidt af den punch, der manglede på ”Fades”, men den lækre crunchy guitar får desværre ikke lov til at dominere ret længe. Guitarsoloerne gør ikke meget væsen af sig, men i det mindste lyder de godt, og så sker der da noget. Utroligt, at man kan bruge næsten otte minutter på så lidt.
Alting lyder faktisk hamrende godt på Mind Burns Alive, og Pallbearer er da heldigvis ikke pludselig blevet dårlige musikere. Produktionen er altså både levende og dynamisk, ulig næsten alt andet på dette kedelige album. Problemet er nemlig, at jo længere man kommer hen ad de 50 minutters spilletid, jo mere vanskeligt bliver det at skelne numrene fra hinanden. Samme drøvtyggertempo, samme klagende vokal, samme klichéfyldte tekster. Hvor er vildskaben, den ægte frustration, desperationen? Den er helt væk og erstattet af lyden af privilegerede menneskers banale first world problems. ’I form these calluses, to guard against the fears I find’, nærmest stønner Campbell patetisk på ”Daybreak”. Vorherre bevares.
Jeg hader, når dygtige mennesker spilder deres talent på ligegyldigheder, og det bliver kun en smule bedre på albumlukkeren “With Disease”, hvor det trods alt endelig smager lidt af episk storhed. Men det ville have fungeret længder bedre, hvis der havde været bare en smule mere gang i den inden. Tunge riffs får endelig lov til at dominere, og man hører endda antydningen af lidt growls og vildskab. Det eneste, musik ikke må være, er kedelig og uengageret, men der er stort set intet, der bryder monotonien her, og kun få sekvenser, der får mig til at tro, at projektet Pallbearer har en fremtid.
Målgruppemusik
Da Black Sabbath opfandt doomen i 70’erne, og da Trouble, St. Vitus samt ikke mindst svenske Candlemass revitaliserede den i 80’erne, blev de dystre og langsomme toner næsten altid suppleret af en snert af vanvid eller vildskab. Det er en historik, Pallbearer desværre har glemt fuldstændigt. Således er det svært at undslippe tanken, at Mind Burns Alive er lavet med en fokusgruppe i lokalet og specifikt designet til en særlig målgruppe. Når man ikke er en del af den, er det mildt sagt en udfordring at finde noget at holde af i den tandløse doom, Pallbearer leverer i 2024.
