Endnu en fugl Fønix til metallens voliere
Beton, brutalisme og historiens tonstunge arvesyndsbyrde gør noget ved en bys indbyggere. Måske derfor er Berlins undergrund blevet så vildtvoksende et krat af græsrødder, der dyrker bassens donkraft som deres musikalske drivkraft. Tyske Heaven.Exe er et eksempel på dette, idet de blander industrial, techno, metalcore og andet godt guf fra den berlinske undergrunds genre-rendesten. De er aktuelle med Erase Me, og således debuterer de med et konceptalbum om at rejse sig fra ildens arne og genfødes af flammerne som fugl Fønix. Det er et klassisk narrativ, og jeg er således spændt på, om albummet som ung vin på gamle lædersække vil få sækkene til at sprække, eller om Heaven.Exe kan bidrage med et nyt perspektiv på den gamle fortælling.
Emo-tramp for alle pengene
Vi er hurtigt fra start på “Other Side”, hvor vokalen er halsbrandhæs, og de elektroniske elementer brænder rytmerne ned med en nedstryger. Det hele går strygende i omkring et minut, hvorefter vi går over i et moment, der nærmest minder om Asking Alexandria. På et tidspunkt affyres laserpistolskud ind over den noget intetsigende guitar. De formår desværre ikke at træffe målet, men forekommer blot som forstyrrende elementer. Hvis de her sange var kommet ud i Myspaces storhedstid, ville det have væltet verden for mange 00’er- og 10’er-emoer. Desværre (host, heldigvis, host) er en del trends gået af mode siden den tids moderne mørke middelalder. Cykelstyrsmoustacher på alting, foundationindsmurte læber og en mystisk besættelse med stiliserede ugler: Vi savner intet af det. Denne nyfortolkning af soundtracket til fordums forfærdelige forbrydelser mod bare nogenlunde smag er således ingenlunde kærkommen.
Der sker noget nyt på “Wasteland”, selvom den nedtunede guitars beatdown-djent stadig fremmaner krigstrommer fra fordums march på dansegulvet. De elektroniske trommer er her et friskt pust … til gengæld puster de ind i et vældigt støvet rum og formår højest at hvirvle lidt nullermænd op til en tagfat i luftens ellers stillestående strømme af udbrændt ilt. De elektroniske elementer højner ej heller her lydbilledet, fordi de ligger så langt fra de andre instrumenter, uden at denne kontrast bidrager med noget til kompositionen.
På “Strange Shape” er vi tilbage til klassisk emotramp med djent for alle pengene … som man måske kunne have sparet sammen til noget mere meningsfuldt. Den triste basarm pumper med musklerne spændt i mismod mod loftet, der ikke rykker sig en tøddel. Hvor mange emoer skal der til at skubbe til taget? I hvert fald flere end de tre medlemmer i Heaven.Exe, for energien på sangene er mere omskiftelig end det danske aprilvejr. De kan ikke bestemme sig for, om de vil græde eller grine, og som resultat heraf sidder deres ansigt fastfrosset i en kabukimaskes krampetrækning mellem komedie og tragedie.
Livet burde have lært mig at holde håbet i ankelhøjde, men alligevel glædede jeg mig kort over energiskiftet med de flyvende riffs og hæse screams på “Sacrifice”. Alle skuffer som bekendt over tid, men nogle er hurtigere end andre, og i den henseende ligger Heaven.Exe ikke på den lade side. Tempoet sænkes til vinkehastighed, mens den underspillede guitar og kuede bas krymper sig under en rytme, som man hverken kan klage over eller skrive hjem om. Vi har hørt det før, men selv jeg, der har ligget i 10’ernes skyttegrav mellem Nokiaer og UGG-boots, følte ingen nostalgi ved denne genoplivning af tidligere tider.
Disco tragoedia
Man græder bedst på dansegulvet, hvor stroboskoplysene kan omskabe tårerne til glimtende palietter. I hvert fald ville Erase Me være et glimrende disco tragoedia, hvor man flæbende kan skubbe til taget med tåresnot rendende ned ad ansigtet. Først føler den rene vokal sig selv og krænger sin klagesang ud, men midt i al følsomheden melder de elektroniske trommer sig gentagne gange. Det bliver en mærkværdig blanding, som næsten forekommer tragikomisk og er meget langt fra på nogen måde at minde om metal. Den sidste del af albummet har mere energi og fremdrift. “Hellgate” og “There Is No God” er nogle af højdepunkterne, igen fordi sangene besidder en brutalitet, som resten af albummet mangler. Det er også på sange som disse, at man kan nyde de veleksekverede, lange screams. Hvis man stykkede alle de hårdere sentenser på albummet sammen, ville vi nok befinde os i den høje ende af kranieskalaen. Næsten alle numre gemmer nemlig på guld, hvis skær desværre dølges af ensartede kompositioner, en ukreativ tromme- samt guitarside og halvskinger skønsang. Hvis bandet fokuserer på det tungere toneleje (måske endda med en mere gennemført dyrkning af elementerne fra industrial og techno) kan de dog drive det vidt fremover.