Dødsdoom
Det virker dødsdømt, når et band isolerer sig i en kælder og bruger tre år på sit tredje album for derefter at smide alle optagelserne i skraldespanden og skifte trommeslageren ud. Men for Alkymist viser det sig at være den perfekte opskrift på en af årets bedste metaludgivelser. For ud af alt deres besvær kommer albummet UnnDerr, der med frisk og fornyende doom viser, at man godt kan overleve en dødsdom.
Gå ikke over sporet, der kommer Alkymist
Efter fire år kommer Alkymists opfølger til Sanctuary - et album, der modtog otte kranier her hos os, og hvor vi hyldede det for den tunge lyd og høje kvalitet. Alt dette bliver bevaret på det nye album … Men så får den lige et hak op på energi og nytænkning. Dette kommer især frem på titelsangen, der er et af albummets absolutte højdepunkter. Med en varighed på hele ti minutter kan det tage pusten fra enhver på forhånd, men efter endt lytten er det mere en mavepuster, man sidder tilbage med. Sangeren, Peter Bjørneg, folder sig virkelig ud, og han tilfører nye effekter med sin stemme. Nummeret vender og drejer sig konstant og overrasker med proggede og rockede segmenter, der – trods den grumsede doom – fremstår vitale og tilgængelige. Det klæder Alkymist. Og det klæder genren.
Allerede med efterårets singleudgivelser ”Digging A Grave” og ”The Scent” havde man på fornemmelsen, at noget helt specielt var på vej fra Alkymist. De to numre lægger nemlig alle negative spekulationer om Alkymists fremtid i graven og får bandet til at fremstå lyslevende. Numrenes vigør og veloplagthed fortsætter på ”Light Of A Lost Star”, der med en mur af et tungt riff fra guitar og bas skubber lytteren fremad og sætter fart på oplevelsen af albummet. Og lige fra start river og rykker ”My Sick Part” i en, og selvom teksten trygler om, at ”my demon must die”, så kan nummeret ikke uddrives, og det bliver i ens krop, længe efter det er slut. UnnDerr er nu et album, der kører afsted med sin lytter, og det er farligt at stå af … Men det har man heller ikke lyst til. Man har virkelig lyst til at blive ombord på dette vilde godstog af et album.
Men alting har desværre en ende, og sidste stop bliver ”Masters Of Disguise”. Et nummer, der slutter turen af med manér. Det er storladent og rørende. Sangeren, Peter Bjørneg, veksler med stor finesse mellem sang, der knurrer i det dybe eller ligger helt oppe i de høje skrig. Denne effekt bliver nærmest hjerteskærende, når han ender i et skrig, der synger: ”The silent cries are lost in yesterday!” Og til allersidst stiger man af i selskab med et par akustiske guitarer, der efterlader en alene på perronen, da de sidste toner er klinget ud. Men man står tilbage med en følelse af respekt og glæde. Og man er klar til at tage denne musikalske tur igen … Og igen.
I den bedste bunke
Alkymist forstår virkelig at forfine sit udtryk på dette album. Og samtidig tage det mod nye højder. Stor hæder til guitaristen Stefan Krey, bassisten Kaspar Luke, trommeslageren Per Silkjær og produceren Lasse Ballade for det endelige resultat. Desuden skal der lyde en ekstra cadeau til Peter Bjørneg, der på tidligere udgivelser har lydt som den søn, Alice Cooper og King Diamond ikke vidste, de havde. Men nu står ‘sønnike’ på egne ben, og ekvilibrismen sætter nye standarder, når han her lægger ekstra lag på sin i forvejen multifacetterede sangpalet.
UnnDerr er derfor meget fortjent med i bunken af de allerbedste metaludgivelser i 2024!