
Billeder udlånt af Stefan Bruse thor Straten / rockfreaks.net
Lige så godt som burger og cola
Det var dag nummer to på A Colossal Weekend, og ligesom dagen efter en god fest var både gæster og festival ramt af tømmermænd. Dagens program føltes tungt, og flere af liveoplevelserne gav en endnu mere ondt i hovedet. Heldigvis kom Vulvatorious med et tømmermandsindslag, der var lige så godt som burger og cola. I Basements lille lokale fik bandet sat gang i en kort og hidsig koncert, der fik hele rummet til at ryste. Man glædede sig både over oplevelsen, men også over, at Basement fik fjernet det sidste asbest i marts måned.
Småt og hidsigt
Hele seks bandmedlemmer trådte op på scenen i VEGAs kælderlokale. Et lille kælderlokale, der tit byder på de helt store koncertoplevelser. Og Vulvatorious havde nærmest kun lige slået de første akkorder an, før pitten blev åbnet, og en kæmpe fest sat i gang. Det var et befriende syn at se publikum skeje ud til ”Farvel. Jeg går.” og ”WITCH BURNS BACK”, da hele festivaldagen havde været lidt til den tunge og intetsigende side. Og det gjaldt for både musik og publikum.
Bandets karismatiske frontperson, Ditte Krøyer, trampede rundt i sine sorte militærstøvler og lavede kommanderende håndbevægelser, mens alt og alle på Basement blev fanget ind af sangerens intense blik. På ”CUNT WAR” marcherede bandlederen direkte ud blandt publikum og tog sig derefter en stroppetur op ad lokalets indgangstrappe. Her blev teksten skreget og sunget ud over publikum, der labbede det hele i sig, mens de gled rundt i alkoholpytterne på gulvet. Folk var filtret ind i hinanden og blev til et diverst virvar af størrelser, aldre og køn. Man følte, at det hele gav mening, at det her måtte være billedet på Vulvatorious’ erklærede mål med deres lyrik og musik.
Ditte Krøyer og bandet havde folk lige, hvor de ville have dem, og det udnyttede de ved at spille ”Tundra”, som ikke er at finde på bandets første og eneste album, Vulvatorious. Og så sparkede de for alvor igennem med glansnummeret ”FUCK YOU INCEL”, som Ditte Krøyer indledte med den passende svada: ’Den næste sang er dedikeret til Elon Musk, Putin – til alle de mænd, der hader kvinder!’. Og derefter lod sangeren mikrofonen gå på omgang blandt publikum, som fik lov at råbe omkvædet af deres lungers fulde kraft. Det var en koncert fyldt med rå power, der dog også fandt sine lidt blødere sider frem med ”Motherly – Interlude”, der derefter gik direkte over i ”Sacrifice the Flesh” (ligesom på debutalbummet) og sluttede det korte og hidsige sæt med maner.
Energidrikken fra himlen
Vulvatorious’ koncert fik os alle til at rejse os fra det træ, som vi var væltet ved på første dag af A Colossal Weekend 2025. Ditte Krøyer ragede op på scenen, kom helt ud over scenekanten og hele vejen rundt på Basement. Sammen med sine sejt spillende bandkolleger satte de, endnu en gang, barren højt for liveoplevelser på den danske metalscene. Denne aften i Vulvatorious’ selskab var en energidrik sendt fra himlen på en festival, der hang med hovedet.
Billeder udlånt af Stefan Bruse thor Straten / rockfreaks.net