Tool - Fear Inoculum

Fear Inoculum

· Udkom

Type:Album
Genre:Alternativ metal
Spilletid:86:38
Antal numre:10

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: 7/10 baseret på 1 stemme.

Tretten år var det hele værd – mesterligt nyt album fra Tool!


Endelig!

Intet mindre end tretten år skulle der gå, før verden så et nyt album fra mægtige Tool. Tretten år hvor begrebet “et nyt Tool-album” først var et ønske og et håb, og sidenhen blev en myte for til sidst at blive en joke. Men nu er det her altså. Det bærer titlen Fear Inoculum, og lad os bare konstatere med det samme: Det har uden tvivl været ventetiden værd!

Som albummets første single, titelnummeret “Fear Inoculum”, varslede med sin spilletid på den pæne side af ti minutter, er Tools nye værk en mundfuld, der kræver rigtig meget tid og dedikation fra sin lytter. Seks numre plus tre mellemspil og en sammenlagt spilletid på næsten halvanden time er en kæmpe mundfuld, og det er lang tid at være koncentreret om så kompleks musik. Men, kære læser, som du nok er klar over, når vi snakker Tool, er det det, der skal til.

Metallens Pink Floyd gør det igen

Fear Inoculum er ikke et album, man lytter til – det er et værk, der skal opleves. Første gang, det smides på anlægget, er det en klar fordel at høre det hele fra start til slut, men så venter der til gengæld også en gigantisk gevinst. Tematisk er vi ude i en filosofisk analyse af klodens evige linedans mellem natur og teknologi, og med udgangspunkt i pladens titel, som lidt firkantet kan oversættes til ”frygt-vaccine”, er lyrikken på et mindst lige så højt niveau som musikken.

Er man ikke typen, der gider dvæle ved tematiske budskaber, er der dog rigeligt andet at komme efter. Stilmæssigt lyder store dele af pladen, som om det er skåret over samme skabelon, som det fabelagtige nummer “Schism” fra mesterværket Lateralus. Hvis man forestiller sig, at bandet på bedste Inception-vis er dykket ned i det nummer og udviklet det til et helt album, har man et nogenlunde billede af, hvad der venter – det er ganske velkendt territorie, og så alligevel overhovedet ikke. Og parallellen til Inception er i øvrigt ikke tosset at have i baghovedet ved gennemlytning af pladen, da det består af endeløse musikalske lag, som kræver stor koncentration fra lytterens side.

I forhold til tidligere er frontmand Maynard James Keenan trukket lidt længere tilbage i lydbilledet. De altid knivskarpe Adam Jones og Justin Chancellor skiftes til at vise vejen med deres overjordisk velspillede guitar- og baspassager, men det er i særdeleshed den eminente trommeslager Danny Carey, der får lov til at styre slagets gang på denne plade med sine skæve afrikanske rytmer og indiske tabla. Det kan ved første lyt synes mærkværdigt, at især Keenan ikke spiller en større rolle, men det virker. Vokalen er så underspillet og nærmest blottet for andet end lav mumlen og stille skønsang, at den straks tager fokus, når den titter frem. Genialt træk af kvartetten, der vanen tro selv har siddet bag knapperne.

Bedste nummer er det næsten seksten minutter lange “7empest”, der igennem hele nummeret trækker tydelige spor tilbage til bandets første udgivelser. Det er klart pladens mest hårdtslående nummer, og stort set det eneste, hvor Maynard James Keenan til tider bliver en smule aggressiv og sammenbidt i sit udtryk. “Invincible” og ”Culling Voices” bør man heller ikke sidde overhørig, men som tidligere nævnt er anbefalingen herfra, at man skal høre hele pladen som ét langt sammenhængende værk, da de forskellige elementer kun giver mening sammen og ikke hver for sig.

Ikke for nybegyndere

Få bands har som den Los Angeles-baserede kvartet delt vandene så meget som Tool. Selv gode gamle Moses må se til med stor misundelse, når metalfolket deler sig op i to lejre, så snart snakken falder på den alternative metals vel nok største navn nogensinde. Enten er man lige dele pjattet med dem og imponeret over dem, eller også synes man, det er noget selvhøjtideligt og ligegyldigt juks.

Og bevares, det er også komplekst. Faktisk er det en underdrivelse at kalde Tool komplekse, og Fear Inoculum er uden tvivl deres sværest tilgængelige udgivelse til dato og absolut ikke for nybegyndere. Man skal ikke høre noget som helst ondt fra undertegnede, hvis man synes, Tool er noget intetsigende navlepilleri. Men hvis man gider det, forstår det og har overskud til det, kan et Tool-album være en fantastisk oplevelse. Og det er Fear Inoculum. Det kan diskuteres, om det er bandets bedste – det har så mange lag, at det egentlig ikke er hverken fyldestgørende eller meningsfuldt at anmelde allerede nu – men helt formidabelt, er det i hvert fald. Musikken kræver tid og dedikation fra sin lytter, men som man siger: “Alt godt kommer til den, som venter”. Så længe vi altså ikke skal vente yderligere tretten år på næste album.

Tracklist

  1. Fear Inoculum
  2. Pneuma
  3. Litanie contre la Peur
  4. Invincible
  5. Legion Inoculant
  6. Descending
  7. Culling Voices
  8. Chocolate Chip Trip
  9. 7empest
  10. Mockingbeat

Kommentarer (2)

Dine gulerødder fyldt med sygdom

TOOL

Det er jo fino-vino.

gammel kjole lugt

det er jo godt

jeg synes bare det andet musik

Tilføj kommentar