Kejserens nye syretrip
Det er efterhånden et par år siden, vi sidst hørte noget fra Oranssi Pazuzu – bandet, der opstod, da medlemmerne så Emperor, mens de nød et syretrip. I 2020 udgav de Mestarin kynsi (Mesterens klo), og nu er de gale finner så klar med værk nummer seks, Muuntautuja. Albummets titel kan løst oversættes til ’formskifter’, hvilket er en ganske passende titel, når man nu tænker på bandets uformelige, bizarre og larmende lydunivers. Jeg skal da blankt indrømme, at jeg ikke var verdens største fan af orkestrets forrige udgivelse, men jeg er trods det klar på endnu en gang at bevæge mig ind i Oranssi Pazuzus forunderlige/foruroligende verden.
Tidsspilde
Den største forskel på dette værk og det forrige må siges at være det faktum, at Muuntautuja er et langsommere værk, og ligeså er det, som om at den ”gyser”-stemning, som regerede på Mestarin kynsi, er væk. Musikken er langtfra lige så ubehagelig som før, hvilket man skulle tro, var en god ting, men det er det egentlig ikke. For uden uhyggen hvad kan Oranssi Pazuzu så? Ja, ikke ret meget, hvis jeg skal være ærlig. Nok er de et avantgardeorkester, men de mangler den humor, som Igorrr har, og de har slet ikke de musikalske kapabiliter, som Imperial Triumphant sidder inde med. Og når avantgardemusik hverken har underholdningsværdi eller tekniske evner, er det så ikke bare støj? Jo. Endda irriterende støj. Der er nemlig så mange irriterende momenter på det her album, at man tror, det er løgn – fx hyletonen i slutningen af ”Valotus” eller den metalliske morsen i starten af ”Bioalkemisti”. Og så er der den absurd enerverende basgang i ”Hautatuuli”, som minder om noget, Gorillaz kunne have skrevet.
Så selvom jeg heller ikke er fan af bandets tidligere diskografi, kunne jeg trods alt forstå, hvad de prøvede at lave før – hvorimod jeg må indrømme, at jeg slet ikke forstår, hvad pointen med Muuntautuja er, altså andet end at spilde ens tid.
Jeg vil gerne af!
Oranssi Pazuzu stopper næppe foreløbigt med at udgive musik. Men hvis de fortsætter med at lave noget så intetsigende som det her værk, ja, så vil jeg ikke være med længere – ikke at jeg, som sådan, var endegyldigt medlem af fanklubben, bevares. Det er i grunden utroligt, at noget, der opstod ved at blande LSD og Emperor, kunne ende så utroligt kedeligt.
