Tilbage fra elefantkirkegården
Danske Grava fik med sin uforløste debut en hård og retfærdig medfart her på Heavymetal.dk. Jonathan Pichard bad i sin anmeldelse af Weight of a God bandet om at ’gå tilbage i øveren, og tving mig til at printe denne anmeldelse og æde den, Henrik Qvortrup-style!’ Debuten var ligeså eklektisk, støjende og kaotisk som snart sagt et hvilket som helst Phil Anselmo-sideprojekt. Nu har de været i øveren og dommen skal falde, om hvorvidt debutens kaotiske stormvejr er vendt til en sejrsgang.
Dødemandsmarch med Emo-Kaj ved roret
Der er ingen tvivl om, at Grava er et af landets tungeste og mest støjende ensembler. Guitar og bas er stemt helt ned til Helvede, og de ledsagende gutturale brøl er … gutturale brøl. Det er sludge af den direkte slags, uden lange instrumentale indledninger. Kort intro, ind med brølet, og gå til stålet. Det er Gravas modus operandi. The Great White Nothing hvisker på sin vis tavlen ren, Phil Anselmo er blevet sparket af H…… til, i hvert fald har flere af sangene så meget logisk struktur, at de kan skelnes fra hinanden.
Gravas sludge minder stadig om LLNN. De støjende passager efterfølges flere steder af deres musikalske modstykker: Det første minut af ”Hinterlands” er ren Brian Eno emo-synth, og de resterende tre er tung, uforløst stampen i gulvet. Afbrudt af et ulogisk synth-mellemspil, der giver det allestedsnærværende indtryk af depressiv tristesse et ekstra strejf af ægte uforløsthed. Fuldt ud med vilje, men man får sågu lyst til at kaste en hammer efter højtalerne. Den vrede mands langsomme trampen er kun et kønshår fra at være lige så provokerende som sin synth-tvilling. Begge tramper deres uforståelige pointe ind. Uforståelig, da det er umuligt at tyde lyrikken, men sådan skal det være. Ikke pladens bedste skæring, generelt går det noget bedre, og ”The Fall” bør fremhæves for at bringe lidt variation og dermed forløsende elementer. Men at det atter ender i et Brian Eno-land, gør egentlig intet for nummerets helhedsindtryk. Er det at give et uforløst indtryk en succesparameter? Det virker guddødeme ikke her. Til gengæld er ”White Thresher” et af den slags numre, der får engle til at flyve.
Næste gang er den der sgu nok
To år er gået, og Grava tager med The Great White Nothing et stort skridt i den rigtige retning. Stormen er stilnet passende af, men det afslører faktisk bare andre graverende huller. Sangskrivningen mangler helt det der udefinerbare, der skiller det sublime fra det, der bare er. Nedtoningen af de forvildede musikalske tankespind sætter egentlig bare spot på andre mangler. Skridtet er dermed ikke stort nok til at få hjertet alvorligt op at banke og indholdet af blæren til at spritkoge, dertil hviler projektet stadig under en paraply af bevidst tomgang. Men der er en seriøs risiko for, at de med næste udgivelse kommer til min gode kollega Pichard og brøler: Print og æd!