Den københavnske musikmassakre
Norske Honningbarna er kendt for sine kaos-koncerter, hvor de giver alt og kaster sig ud i liveoptrædener, der føles, som var det deres sidste. For det er gjort med stor passion, høj energi og en dødsforagt, der må få andre bands til at måbe. Denne fredag aften i Lille Vega var da også et tilløbsstykke, hvor publikum var en blanding af hardcore fans fra både Danmark og Norge – og så dem, der havde hørt om de berygtede nordmænd og nu skulle se ’giraffen’. Honningbarna levede heldigvis op til alles forventninger og skabte total ravage i Lille Vega med sin festlige punk og fræsende vildskab.
Syl
Men først skulle vi slås med Syl! Det københavnske band var nemlig blevet indkaldt til opvarmningstjansen. Og den opgave tog de alvorligt. Bandet havde selvfølgelig hjemmebanefordelen i det gamle Folkets Hus, men med deres hårdkogte post-punk fik de fat i selv dem, som måske ikke anede, hvem bandet var.
Der gik ikke mange minutter af koncerten, før frontpersonen, Benjamin Clemens, vandrede ud blandt publikum og piskede en stemning op, og den efterfølgende wall of death pressede det meste af Lille Vega ud på trappen og i det tilstødende bar-område. Og det var meget sigende, for Syl virkede alt for store til Lille Vega, og det bliver derfor spændende, når de bliver sluppet løs på Copenhell til sommer. Her skal de spille en joint venture-koncert med de ligesindede Eyes. Fredag aften spillede Syl både ”stor dreng”, ”igen” og ”arvæv” fra sit seneste album afmagt, og de numre må de hellere end gerne tage med ud på Refshaleøen, for så kommer der virkelig gang ’i dansen’ (et udtryk, som Syls frontperson selv brugte i fredags).
Det var dog lidt ærgerligt, at bandet kun var badet i farverigt baglys på Lille Vega, der fik dem til at fremstå som mørke skikkelser. For Syl har virkelig noget på hjerte, og det ville give bandet endnu mere slagkraft, hvis man kunne se dem, når de fremførte deres sange … Eller opsange, kan man vel kalde dem. For Syl er ikke bange for at give sin mening til kende, og det fik vi også at føle i Benjamin Clemens’ tale til os om, ’at vi skal skære ned for kød og plastikforbruget – men med de milliardærer, der smadrer verden lige nu, så kan det jo være lige meget!’
Med indledende masseklap inden ”første konsultation” fra alt godt, blev der sat gang i en stadionagtig ekstase i salen, der igen understregede, at Syl er klar til noget større. Og vi er alle klar til at slås med Syl!
Honningbarna
Vanvid og kaos – på den gode måde
I februar måned udgav Honningbarna albummet Soft Spot, der er et fantastisk album indenfor den moderne punk. Måske er det ligefrem et af de bedste internationale albummer i 2025! Med norske tekster om både verdenspolitik og hverdagen i Kristiansand forstår bandet at være aktuelt og kritisk, men det er ikke gjort uden sarkasme og glimt i øjet, og det gør det til en musikalsk skefuld, der er nem at sluge. Musikken er post-punk, en smule noise, og på det nye album er lyden også blevet mere metal, men alt bliver serveret med en kæmpe tæft for de ørehængende melodier. Bandet har tidligere bevist, at de er alle billetpengene værd, for de er altid superunderholdende på en scene. Forventningerne til Honningbarnas koncert på Lille Vega i fredags var derfor også skyhøje …
Dødsforagt og 100 % livsgaranti
Honningbarna gik på med et brag! Iført ens koksgrå kedeldragter spillede kvintetten ”MP5” fra det nye album og sendte straks rystelser gennem salen. Bandet osede af 80’er-coolness, der for nogle gav minder om hedengangne Kliché med karismatiske Lars H.U.G. i front. Men Honningbarna har også en karismatisk forsanger i Edvard Valberg, der med sin mimik og sine grimasser har en voldsomt smittende energi. Han ser umiddelbart ud som en sød, glad og tilforladelig spirrevip, men man ved også, han er en tikkende bombe til bandets koncerter, og man tæller ned, til bomben går af … Og allerede til sættets andet nummer, ”Rød bic”, valgte han at gå ned og stille sig i midten til den afventende wall of death. Da musikken sparkede ind, blev han opslugt af menneskehavet og spyttet op på scenen igen. Idet nummeret sluttede, fik en blandt publikum forvildet sig op på scenen, men der var ingen musik at surfe til, og det hele blev akavet. Men Edvard Valberg greb momentet, lagde armen om personen og satte gang i ”Avanti”, hvor introteksten er: ”Jeg er en glad fyr, 100 % livsgaranti … Å ha det bra gjør meg glad.” Man må sande, at ’timing is everything’, og da musikken satte ind, sendte det den glade fyr på en velfortjent surftur gennem rummet.
Og den vilde timing fortsatte med ”Festen som aldri stopper” og ”God gutt”, som satte tryk på alle kedler og fælleshop i Lille Vega. Og snart blev det fulgt op med Honningbarnas glansnummer, ”Fri Palestina”, hvor Edvard Valberg hev sin cello frem og vred den, som var den en elguitar. Nummeret var, som altid, et højdepunkt, der fik stemningen til at koge over. Men det føltes også lidt, som om energien skulle tørres op bagefter, for kadencen faldt, og det gik desværre ud over nogle af numrene fra Soft Spot, der blev fyret af i en noget forvirret omgang. Desuden blev pauserne lidt for mange og lange, da der var knas med teknikken, og instrumenterne konstant skulle stemmes i salens høje luftfugtighed.
Men det blev Syls egen Benjamin Clemens, der fik koncerten tilbage på sporet, da han indtog scenen og sang duet på den eksplosive ”En av oss er idiot”, som man kan finde på Honningbarnas hædrede album fra 2022, Animorphs. Og så kom aftenens helt store vanvidsmoment, som mange vidste eller håbede på. Edvard Valberg vadede nemlig hen over publikum for så at kravle op på balkonen i Lille Vega. Her hang han og svajede fra gelænderet under den intense ”Øyane er mosaikk”, og med total dødsforagt kastede han sig til sidst ned i hænderne på sit hengivne publikum.
Gennemblødt og opløst
Det var en fredag aften, hvor vanvid og kaos herskede, men det var på den fede måde. Honningbarna gav sig fuldt ud og stod til sidst tilbage i kedeldragterne, der var gennemblødt af sved, og her kunne de se ud på et publikum, der var fuldstændig opløst. Denne musikmassakre var en knusende sejr for både den nordiske punk og for koncertoplevelser generelt, og alle gik fra Lille Vega, som var de en ’en glad fyr med 100 % livsgaranti’.
