Lige ind fra højre
Der sker sommetider det helt fantastiske, at man tager til koncert for at se ét band, men ender med at blive fuldstændig forelsket i et andet. Præcis dette skete for undertegnede, da jeg i sidste uge indfandt mig på Spillestedet Stengade: Egentlig kom jeg for at se et af mine favoritbands, de franske drømmedoomere Hangman’s Chair – som ærlig talt ikke leverede en særlig god koncert – men hold da op, hvor slog det andet hovednavn, DOOL, benene væk under mig! Jeg kendte absolut intet til det hollandske band på forhånd, men fik med det samme en ustyrlig lyst til at høre mere. Jeg måtte derfor på rov i hollændernes diskografi – og tak for det, for siden da har DOOLs seneste plade, The Shape of Fluidity, kørt i nærmest konstant rotation herhjemme. Sikke et album!
Både svævende og knusende
Stilmæssigt er bandet svært at putte ned i én enkelt kasse – der trækkes på et væld af rock- og metalgenrer – men det er egentlig heller ikke så vigtigt. Det centrale er det helt igennem fantastiske håndværk, som de fem hollændere på denne plade præsenterer: Det er levende kompositioner, drømmende lydlandskaber, en stærk vokal og en uforlignelig intensitet. Læg dertil en produktion, som sidder lige i skabet og virkelig fremmer den helt særlige, dunkle atmosfære, der er på pladen.
Blandt de mange højdepunkter er åbningsnummeret ”Venus in Flames”, der omgående demonstrerer Raven van Dorsts besnærende, karakteristiske vokal samt bandets uknækkelige sans for stemning og varierende intensiteter. Det er virkelig længe siden, at jeg har hørt et så på alle parametre overbevisende nummer – og endnu mere imponerende er det, at bandet når samme niveau på titelnummeret ”The Shape of Fluidity”. Her er tempoet sat ned, van Dorst synger i et lysere toneleje, og lytteren nærmest hypnotiseres. Det er intet mindre end betagende.
Godt går det også på ”Self-Dissect” og ”Hermagorgon”, der begge er både intense, følelsesladede og virkelig hårdtslående – særlig sidstnævnte har et lækkert, supertungt guitarriff, der trækker lytteren med helt ned i kælderen. Og på ”House of a Thousand Dreams” bliver det ligefrem cinematisk, ja vel nærmest teatralsk. Måske ikke pladens bedste nummer, men ikke desto mindre en interessant lille afstikker.
Det svævende lydbillede, der jo allerede varsles med albumtitlen The Shape of Fluidity, afspejles også i sangteksterne, der i sig selv er værd at opholde sig en smule ved. De er for det meste ret kryptiske og abstrakte, men man aner, at temaet er altings konstante foranderlighed – samt naturligvis forsanger van Dorsts personlige kampe med at være født interkønnet. Det tilføjer en ekstra dimension af oprigtighed, som bare gør pladen endnu stærkere.
En kandidat til den helt store titel
Ja, man kan hurtigt blive overrasket – for en uge siden anede jeg ikke, hvem hollandske DOOL var, og nu er jeg klar til at skrive deres seneste plade, The Shape of Fluidity, på min personlige liste over årets bedste albummer. Og dét selvom det faktisk ligger ret langt fra den type musik, jeg oftest hører. Så kære læser, hør pladen. Nu. I dag. Med det samme. Du fortryder det ikke.
