Billeder udlånt af Peter Troest / Rockfreaks.net
Forventningens glæde
Hollandske DOOL leverede sidste år et fremragende album, The Shape of Fluidity, som scorede hele ni kranier i karakter. Skiven endte på en andenplads over bedste album udgivet i 2024 hos denne anmelder, og forventningerne til denne koncert var også derefter. Som bekendt er forventningens glæde den største, men bandet gjorde alt andet end at skuffe denne aften.
VEGA gynger i slowmotion
DOOL lagde ud med ”The Shape of Fluidity”, hvor forsanger Raven van Dorst leverede en smuk vokalintro, inden resten af bandet satte ind med et solidt og energisk udbrud. Publikum virkede nysgerrige, men der var endnu ikke de store armbevægelser foran scenen. Til gengæld havde bandet styr på udstrålingen og var alle pænt klædt på. Nogle i skjorte, andre i nydelige bukser. Det var en generelt stilfuld fremtoning og et samlet udtryk fra bandet, der emmede af overskud.
Lyden foran scenen var fremragende, og man fik hele paletten af detaljer med, hvilket ydede gruppens nuancerede lyd retfærdighed. Med tre guitarer kunne det ellers godt blive mudret, men det skete heldigvis ikke. ”Self-Dissect” satte gang i den fysiske energi, der skabte masser af headbanging på scenen. Det smittede dog ikke af på publikum. Man kunne her opleve, at DOOL har fundet en særlig lyd, som er helt deres egen. Det er tungt, men alligevel let. Hårdt og blødt på samme tid. De musikalske kontraster mødtes i et naturligt samspil, og det var tydeligt, at bandet lod musikken tale for sig. Det var ikke en koncert med mange publikumsinteraktioner, men der var til gengæld en stærk, nærmest indadvendt intensitet. Men netop dette kunstneriske valg gjorde også, at man som publikum blev hægtet lidt af. Måske fordi bandets musik ikke var velkendt for folk i salen. Og selv om nakkerne gyngede i takt med musikken, så manglede der lige det sidste, der gør, at man som koncertgænger bliver suget helt ind i universet, der skabes fra scenen.
Bandets samspil var en af aftenens helt store styrker. Der var noget nærmest hypnotisk over den fælles og synkrone headbanging fra scenen. Man fik fornemmelsen af et band, der godt kunne blive de nye Halestorm, dog med en mere mørk og groovy kant. Som publikum blev denne anmelder betaget af hvert enkelt medlem på scenen, som havde hver deres unikke udstråling og karisma.
På vej mod de store scener
Store VEGA var desværre ikke fyldt, hvilket var en skam. For koncerten var kort sagt virkelig solid. DOOL leverede varen med overskud og dybde, men det havde været godt med mere inddragelse af publikum. En koncert, der måske ikke kom helt op at flyve energimæssigt i salen, men som musikalsk og æstetisk sad lige i skabet. Dette gør også, at karakteren ikke er helt i top. Det ville dog ikke undre mig, hvis gruppen stod på plakaten til en af de store festivaler næste år. Om det er Copenhell, Roskilde Festival eller Smukfest, er egentlig ligegyldigt. Jeg skal med, hvis DOOL spiller!
Sætliste:
The Shape of Fluidity
Self-Dissect
Wolf Moon
Venus in Flames
House of a Thousand Dreams
Hermagorgon
Oweynagat
Billeder udlånt af Peter Troest / rockfreaks.net - tak!