Top-3: Søren Højer Larsen
Mig og Flemming
2023 - et år vi vil huske
Sidste år på denne tid fik jeg og flere af mine kolleger på Heavymetal.dk skudt i skoene, at vi ikke havde fingeren på pulsen, hvad metal og hardrock angår. Vores helligbrøde var at erklære metalåret 2022 for en, pænt sagt, tyndbenet omgang. Der var da højdepunkter, især fra den hjemlige scene, men generelt set var vi her på sitet enige om, at der var langt mellem snapsene. Nu med et års afstand er der mig bekendt ingen af os, der har skiftet mening om et skuffende 2022. Så meget større har glæden været i år over en kontinuerlig strøm fra mange forskellige subgenrer af fede udgivelser, både i vores egen lille andedam og internationalt. Personligt skal dette aldrende metalhoved en del år tilbage, før jeg kan finde et år med så mange fremragende udgivelser fra den internationale metalscene som her i 2023 (og det endda selvom to af mine absolutte favoritter faktisk skuffede i år. Dem vender vi tilbage til). Men lad os starte med den hjemlige scene, der i år også bød på masser af lækkerier.
Årets danske udgivelser
3.-pladsen: Skarnet – Fængslet i det fri
”Gasolin’, bare meget mere hævi”, kunne godt være overskriften til Skarnets Fængslet i det fri. Lyrikken er så underfundig og lommefilosofisk dansk, at det gør ondt, men på den fede måde. Samtidig smider bandet om sig med tonstunge grooves, potente riffs og skønne melodier på hele dette medrivende album. Selvom Skarnet tydeligvis er ret legesyge, sørger en bundsolid rytmesektion og hovedsageligt skarptskårne kompositioner for, at snuden altid holdes i sporet. På trods af gruppens insisteren på at udstille nutidens dårskab er det simpelthen umuligt for dem at bevare det dårlige humør. På samme måde kan man ikke undgå at lytte til den vanvittigt underholdende Fængslet i det fri med et kæmpe smil på læberne. Uforskarnet underholdende.
2.-pladsen: Myrkur – Spine
’Denne unikke danske kunstner har ved hver af sine udgivelser udfordret genrekonventionerne. Med Spine smadrer hun dem fuldstændigt’, skrev jeg om denne udgivelse tilbage i oktober. En skøn blanding af pop, rock, folk, doom og en lille bitte smule black. Moderne skandinavisk horror-pop kan man med nogen ret kalde det. Det kan godt være, at Amalie Bruun kun har været kortvarigt forbi blackmetallen som en slags genreturist og nu er rejst videre mod hidtil uopdagede horisonter, men det er bare så pokkers fascinerende og veludført på Spine. Personligt står jeg klar til at tjekke ind til den næste destination, så snart Myrkur kalder igen. Rejsen er aldrig kedelig.
1.-pladsen: Afsky – Om hundrede år
Det er ingen nem sag at følge op på en så universelt anerkendt udgivelse som Afskys Ofte jeg drømmer mig død fra 2020. Der er gennem metalhistorien set mange måder at gribe den slags an på. Ole Luk, manden bag Afsky, valgte med Om hundrede år ikke at ændre ret meget på den succesfulde formel fra forgængeren. Det føles måske som den sikre metode, men det er nu forbundet med en del risiko, for sammenligninger med den mægtige forgænger er jo uundgåelige. Det lykkedes heldigvis endnu en gang for Afsky at lave en plade, der går direkte i hjertekulen, også på denne gamle kyniker. Her sættes smukt og indlevende ord og musik på alle de følelser, introverte metalhoveder nok ofte har svært ved at udtrykke selv. ’Tak til alle omkring mig, der gør livet til, hvad det er. En dag vil vi ikke være her mere. Lev’ – sådan skriver Ole Luk i hæftet, der følger med dette rørende album. Et råd, der er værd at lytte til, ligesom de smukke, sørgmodige sange på dette album – det bedste, den danske scene har produceret i 2023.
Boblerne
Der var som nævnt meget, der var værd at lytte til fra den hjemlige andedam i år. Ikke mindst fra det, der snart må betegnes som en dansk thrash-revival. Terminalist, Persecutor, Lipid og ikke mindst Avarice har i år udgivet hver deres forrygende udgaver af klassisk, døds- eller progget thrash. At blackscenen i Danmark stadig trives, beviste ikke bare nummer et på denne liste, for blandt andet Kold, Drüben og Ildskær stod bag virkelig stærke udgivelser i år. Den største overraskelse, som egentlig ikke burde have været det, kom fra Asinhell og deres herlige dødsmetal af den gamle skole på Impii Hora. Vi vidste jo godt, at Michael Poulsen kan ryste fede riffs ud af ærmet som få, og det gjorde han også her. Årets ”Two words combined that can’t make sense”-pris går til Oxx, der leverede charmerende mathcore på The Primodial Blues. Et vanvittigt, men seriøst fængede album fra en genre, jeg normalt ikke rører med en ildtang. Jeg har endda skamhørt Rot Away! Men sådan et år har det været.
Årets internationale udgivelser: Jazz, depression og nostalgi.
Således opsummerede en af mine højtærede kolleger for nylig nedenstående liste over min internationale top-3. Det er, kort fortalt, ikke helt løgn. Til trods for et væld af holdbare udgivelser i år var listen faktisk ikke specielt vanskelig at lave denne gang, for der var i særlig grad tre album, der skilte sig ud.
3.-pladsen: Hellripper – Warlocks Grim & Withered Hags
Nostalgien kom fra skotske Hellrippers tredje udspil, Warlocks Grim & Withered Hags. Jeg kan simpelthen ikke huske, hvornår et album sidst i den grad har fået mig til at mindes, hvorfor jeg for over 40 år siden begyndte at elske metal. Warlocks … er rendyrket heavy/speed metal-nostalgi tilsat lige præcis så meget vildskab og fantasifuldhed, at det aldrig bliver til de retrostiløvelser, man får så mange andre steder. Det her er noget af det ypperste black/speed metal, der kan opdrives i dag, og stort set alt, hvad man kan ønske sig af klassisk heavy metal, er med på dette album. Selvom den har været i fast rotation på anlægget i snart et år, er der stadig ikke et kedeligt sekund på denne perle, der formår at skue frem og tilbage på samme tid. Imponerende.
2.-pladsen: None – Inevitable
Kontrasten kan næsten ikke være større til Hellripper, men den obskure amerikanske duo None leverede med Inevitable en rystende omgang depressiv og atmosfærisk black metal. Melodierne er så skønne og hjerteskærende, at de også taler til folk, der normalt ikke er til denne temmelig utilgængelige subgenre. 56 minutters mismod er absolut ikke for alle, og selvom både håbløshed og desperation emmer ud af rillerne, er det sært opløftende at være i selskab med dette mageløse album. Det er en svær balancegang at lave solid atmosfærisk/depressiv black metal, men None mestrer denne øvelse som få, og med Inevitable har de overgået sig selv.
1.-pladsen: Dødheimsgard – Black Medium Current
Ikke siden Orms Ir har jeg været så meget oppe at ringe over et album som med Dødheimsgards Black Medium Current. Hvad kan jeg egentlig sige andet end ’mesterværk!’ om denne perle? Jo, det kunne være, at det er et album, hvor alt kan ske – og gør det. Udgangspunktet er klassisk norsk black, men som i hele DHG’s karriere stikker blackmetallen i alle retninger. Jazzede sekvenser, rendyrket pop, electronica, doom, 80’erstemninger og alt muligt andet blandes sammen på måder, man ikke skulle tro, kunne lade sig gøre. På intet tidspunkt falder korthuset sammen, tværtimod går Current fra højdepunkt til højdepunkt. Det er et album, der skal opleves, ikke beskrives. Så hvad venter du på? Årets oplevelse ligger og venter på din favoritstreamingplatform.
Boblerne
Panopticon med The Rime of Memory var snublende tæt på at vippe Hellripper af pinden, og det samme var det finske doom/post metal-projekt Mansion og deres helt forrygende Second Death, som vi desværre aldrig nåede at anmelde. Det lykkedes heller ikke med den engelske black-trio FENs Monuments To Absence, der var endnu en omgang solid atmosfærisk post-black. Mere forrygende western desperado showdown black metal fik vi på Wayfarers American Gothic. At den klassiske metal stadig lever, beviste Triumpher med Storming The Walls, der fik Manowar-metal til at lyde cool (igen). Det samme gjorde Tanith, der, ført an af Satan-guitarist Ross Tippens, udgav en herlig omgang ’Boston møder tidlig Rainbow’ melodisk hardrock på Voyage. To af mine absolutte favoritter, Metallica og Enslaved, udgav med 72 Seasons og Heimdal to godkendte-men-så-heller-ikke-mere albummer. Højdepunkter var der da på disse to rutineprægede udgivelser, og de får dermed plads på årets spotifyliste. Det er der mange flere udgivelser, der fortjener i år, så alt i alt har 2023 været et ret forrygende år for metallen, der stadig lever i bedste velgående.
https://open.spotify.com/playlist/1ycYk3pAcK1GjRm4WhXBBR?si=ee3fdffb7b6c...
