Ferieminder
Sommerferien er et oplagt tidspunkt til at kigge tilbage på ’året indtil videre’ – det gælder også for musikskribenter. For mit vedkommende betød det, at jeg denne sommer endelig fik tid til for alvor at få lyttet til Dødheimsgards (DHG) ”nye” album, Black Medium Current, mens jeg sad og kiggede ud over den smukke Lago Maggiore i Norditalien. Det blev, som vi skal se, en sublim oplevelse. I starten af DHG’s karriere var der ellers ikke meget, der tydede på, at de kunne få denne skribent helt derop i brugen af superlativer. Deres største ”claim to fame” var dengang, at Fenriz spillede bas på 1995-debuten Kronet Til Konge, der var en udmærket, men ret generisk omgang norsk black metal. Sidenhen, men uden Fenriz, har DHG været alt andet end generiske, for de har konstant udvidet grænserne – i alle retninger – for, hvad der er muligt indenfor blackmetallen. De gængse opfattelser er, at det kulminerede på enten 666 International eller A Umbra Omega, der begge er voldsomt eksperimenterende. Jeg kommer til at argumentere for, at højdepunktet i de evigt eksperimenterende nordmænds diskografi er det album, vi skal se på i det følgende.
Avantgarde-black, der svinger?
Med “Et Smelter” får vi en stille, akustisk start på dette, DHG’s sjette album. Bandboss Vicotniks velkendte skrøbelige vokaler bryder idyllen, der snart erstattes af et rimeligt standard blackriff. Det skal hurtigt vise sig at være det eneste, der er standard på denne udgivelse. Man bliver med det samme opmærksom på solidt og kreativt arbejde på bassen, hvilket faktisk gælder for hele albummet. Mere ’clean’-guitar, mere lækker bas og så et smukt stykke med afdæmpet klaver er med til at give det hele mere emotionel styrke, indtil en pompøs afslutning forløser det hele med keyboards og guitarlir direkte fra 80’ernes prog-rock. Jo, der kan ske utroligt mange ting i løbet af et enkelt DHG-nummer, men gruppen mestrer den svære kunst at få det hele til at hænge sammen.
Og hænge sammen, det gør hele dette vidunderlige og evigt foranderlige album. Det er ikke noget tilfælde, at Vicotnik som medlem af Ved Buens Ende stod bag Written In Waters, der i 1995 nok var andenbølgens første egentlige avantgardeudgivelse. Den arv bæres videre her, selvom DHG i forhold til førnævnte 666 International og A Umbra Omega har skruet en tand ned for det outrerede. Det vokale og elektroniske vanvid i ”Interstellar Nexus” fungerer for eksempel perfekt, netop fordi der ikke er helt så meget af det som på de tidligere udgivelser. Og så er omkvædet på netop den sang urimeligt catchy. Med andre ord en sand opvisning i kreativ og fantasifuld metalsangskrivning. Fængende er også det bluesbaserede motiv i ”It Does Not Follow”, der, bare for at understrege kreativiteten, samtidig indeholder flere af albummet mest intense riffs.
Alle de skæve vinkler og avantgardistiske tiltag virker hele tiden naturlige, ja nærmest uundgåelige, og ”Follow” er et perfekt eksempel på, hvor genialt det er, når det hele smelter sammen. Norske black metal-knudemænd burde ikke kunne lave musik, der svinger så meget, og når det sidestilles med topintense Emperor-riffs som i denne sang, giver det alligevel så uhørt meget mening. ”Abyss Perihelion Transit” fører tungt og grandiost hen mod albummets afslutning. Ren magi, og eneste fejl er, at den ikke varer mindst 2-3 minutter længere. Det her er avantgardemetal, der aldrig føles anstrengt eller forceret.
Norge fører stadig
Nogle gange har ferieminder bedst af at forblive det, de er, nemlig minder. Men Dødheimsgards Black Medium Current er et mesterværk, der holder hele vejen hjem, også når den sædvanlige ferieeufori har lagt sig. DHG har her i 2023 begået en nyklassiker, der ikke er helt så eksperimenterende som andre albummer i gruppens diskografi. Der er mere afdæmpet Pink Floyd-prog og 80’ervibes og mindre galskab, selvom de særprægede indfald stadig dukker op i en lind strøm. Black Medium Current bør derfor appellere til en bredere skare, og nordmændene fortjener i alvorlig grad et større gennembrud. Så bedst som man tror, at nu har den danske black-scene endeligt taget over og sendt deres skandinaviske kolleger ned i 1. division, så kommer Dødheimsgard og sætter tingene på plads. Norge styrer stadigvæk.
