Vi er ingen
Her på Heavymetal.dk har vi ikke tidligere anmeldt det amerikanske black-band None. Det er en fejl, der skal rådes bod på nu, også selvom deres fjerde langspiller, Inevitable, udkom for snart fire måneder siden. Gruppen, eller rettere duoen, er fra Portland, Oregon og spiller den atmosfæriske/depressive afart af den sorte metal. De debuterede i 2017 og har siden med held arbejdet på at perfektionere deres særligt stemningsfulde black-metalliske melankoli. Bandnavnet er ikke tilfældigt, for mændene bag duoen er virkelig anonyme. Os bekendt har de aldrig spillet en koncert, de har ingen tilstedeværelse på sociale medier, og ingen kender navnene bag projektet. På det nye album er deres ansigter endda kradset ud. Jo, de mener anonymiteten alvorligt. Selvom det godt kan virke påtaget, og anonymitet er noget man ofte møder i denne sub-genre, så tvinger det jo lytteren til udelukkende af forholde sig til indhold og udtryk. Det forsøger vi så i det følgende.
Tilværelsens uundgåelige ulidelighed
Med titlen i mente er det ikke svært at regne ud, hvad denne udgivelse handler om. Med ”Never Came Home” indledes albummet da også med en hjerteskærende smuk og langsom intro, hvor de enkle anslag på guitaren føles som tårer, der falder. Flere klagende guitarmotiver og langsomme trommer understøtter en sagte hvisken, indtil desperate skrig pludselig bryder illusionen om fred og idyl. Langt inde i nummeret erstattes de traditionelle black-elementer af klaver og drømmende lydeffekter, og det forøger kun den håbløshed, der emmer ud af rillerne. Denne passage leder direkte over til næste sang, ”Alone, Where I Can See”, som indledes med endnu et sorgfuldt guitarmotiv. Tempoet er stadig langsomt, og det føles tiltagende, som om alt håb er ude, men det samlede udtryk, selv efter mange gennemlyt, er alligevel mere meditativt og beroligende, end det er egentlig deprimerende. None mestrer denne svære balance som få. Sangtitler og udførelse kan godt bevæge sig imod det patetiske og, i grelle tilfælde, latterlige i DSBM, men disse fælder falder duoen fra Portland aldrig i.
En anden ting, der gør det sværere at afvise Inevitable som stereotyp og patetisk, er vokalen. Her suppleres de typiske ’baggrundsskrig’ med mere varieret vokalarbejde, og de forpinte råb fra lavere registre efterlader et indtryk af mere menneskelighed og skaber dermed mere nærvær – især når stemmen ligefrem knækker over. Resultatet er et meget mere vedkommende album. Med ”My Gift” og ”Locked Empty Room” eller hele side C på vinyludgaven ændres stilen markant til noget mere ambient og eksperimenterende. Man aner inspiration af ’gode’, gamle V. Vikernes, og her er der givetvis folk, der vil stå af. Ikke kun på grund af den mulige inspiration, men nok også fordi None på de to sange helt forlader traditionelle sangstrukturer og kun laver stemningsbilleder uden rytmer eller riffs af nogen art. ’I love you, I miss you…’ lyder en bedende og hviskende kvindestemme på ”Locked Empty Room”. Det er simpelt og repetitivt, men insisterende som bare pokker og svært at ryste af sig.
Til sidst ankommer vi til den uundgåelige hvile i ”Rest”, der slutter albummet af. Her er vi tilbage til de enkle og gudesmukke guitarmotiver, det vil sige til de mere traditionelle None-dyder. Det indgyder håb til denne gamle kyniker, at der ud af de mørkeste afkroge fra de mest deprimerede sind (læs: folkene bag None) kan komme så meget skønhed. For skønhed er præcis, hvad None leverer på ”Rest”. Skøn er ligeledes produktionen, der er helt, som den skal være. Guitarlyden er perfekt, til tider rå og kold, andre gange varm og indbydende. Man kan høre alle instrumenter, og endelig ligger vokalen helt passende i lydbilledet. Til sidst må jeg komme med en sjælden indrømmelse, for den digitale udgivelse, hvor alle sange har glidende overgange til de næste, har noget, som vinyludgaven jo i sagens natur ikke helt kan leve op til.
Man binder os på mund og hånd
Depressiv black metal er både en kontroversiel og krævende sub-genre, der absolut ikke er for alle. Men accepterer man de snærende bånd og simple virkemidler, genren byder på, er der meget at hente. Få gør det disse år bedre end None. På trods af sine 56 minutter, det tunge indhold og meget langsomme tempo, bliver Inevitable aldrig et kedeligt bekendtskab. Tværtimod, og sjældent har det føltes så godt at have det så skidt.