forbrændingen
ORM - Ir

Ir

· Udkom

Type:Album
Genre:Black metal
Spilletid:47:17
Antal numre:2

Officiel vurdering: 10/10

Brugervurdering: 10/10 baseret på 2 stemmer.

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10

En længe ventet opfølger

Som et slangehug slog bornholmske Orm i 2017 igennem på den danske black-scene med deres forrygende debutalbum. Debuten blev fulgt op med masser af koncerter i Danmark blandt andet på en turné med Solbrud og ikke mindst som en del af et solidt line-up på Heavymetal.dk’s Night Of The Black Attack 2.0 i Albertslund. Opfølgeren Ir har derfor været imødeset med stor spænding hos black-folket, og nu er den her endelig.

Ingen svær toer her

Allerede på debuten var folkene bag Orm ganske ambitiøse. Lange omskiftelige sange, kvindekor, kirkeorgel og meget andet blev blandet med voldsomme blastbeats, tremolo-riffs og skrigende vokaler fra sortmetallens grundbog. Men lad os bare afsløre med det samme, at Ir på mange måder får debuten til at fremstå simpel og lige ud af landevejen. Opfølgeren består af bare to skæringer: ”Klippens Lyse Hal” på 23 minutter og ”Bær Solen Ud”, der såmænd varer et minut længere. Begge numre er på én gang episke, omskiftelige og gribende. Længden på sangene, der hver især og ikke helt tilfældigt passer perfekt til en side vinyl, er et vidnesbyrd om et tårnhøjt ambitionsniveau, men også om et band sprængfyldt med selvtillid og gode ideer.  

Det er i første omgang ikke nemt at sætte en label på Ir. Udgangspunktet og selve substansen er stadigvæk black metal, fremført med autoritet, som få bands besidder, men albummet har samtidig så meget andet at byde på, at selv ikke et stykke med solo-trompet fremstår unaturligt. Faktisk er netop den sekvens på ”Klippens Lyse Hal” et af albummets højdepunkter: En stille passage med clean guitar suppleres med en smuk melodi fremført på førnævnte trompet, og man føler sig med det samme henført til et Ennio Morricone soundtrack. Trompeten afløses af en stærkt forvrænget bas, der gentager samme smukke tema. Snart bliver bassen afløst af én dernæst to solo-guitarer, der fortsætter melodien. Det er så betagende og eminent udført, at man næppe tror sine egne ører. 

Og sådan kunne man blive ved med at fremhæve begge sange på Ir, men yderligere analyse føles næsten som at afsløre for meget af plottet i en film. Så i stedet for at dissekere Ir yderligere, så lad mig bare konstatere, at det er sjældent, at man oplever sange på over 20 minutters varighed, hvor man faktisk er ked af, at de slutter. Overgangene mellem de forskellige dele sidder hver eneste gang i skabet, produktionen er i top, og selv de monotone/meditative passager føles aldrig hverken overflødige eller langtrukne. Her er ingen langstrakte soloer eller anden lir, som progressive bands ofte forfalder til, og det gør Ir endnu mere imponerende. 

”Writing about music is like dancing about architecture”

Begge sange på dette album er personlige beretninger om tab og sorg, men de er samtidig solidt forankrede i den bornholmske natur og øens særlige, gamle fortællinger. Selvom musikken er så dragende, at Ir sådan set kunne handle om aktiekurser eller andengradsligninger, uden at det gjorde noget, giver temaerne og disses forankring i noget konkret og fysisk værket en ekstra dimension. Citatet i overskriften til dette afsnit tillægges ofte Frank Zappa, men der er også andre mulige kandidater. Uanset hvem der står bag, har jeg i min tid som metal-anmelder aldrig været mere ramt af vanskelighederne ved at skrive om musik end med dette helt igennem fantastiske album fra Orm. For bornholmerne har med Ir begået et værk, der er så stort, så insisterende og så på alle måde vellykket, at det er omsonst at yde bare nogenlunde retfærdighed på skrift. Ir er uden sidestykke i dansk metal de sidste mange år, og antallet af kranier giver sig selv.

Tracklist

  1. Bær Solen Ud
  2. Klippens Lyse Hal

Kommentarer (3)

Aage Nei

Okay så

-Så køber jeg den. Det lyder da federe end deres forrige....

Christian Beha

Glæder mig

Deres første var fed og nu glæder jeg mig da voldsomt til d 30

Jan Søvig Christensen

Virkelig flot anmeldelse, og

Virkelig flot anmeldelse, og jeg er helt enig i karakteren. Nu håber jeg bare at de forbarmer sig, og også udsender den på cd.