Tilbage til 00’erne
Da Hatesphere i sin tid tordnede frem på den danske scene med en række mindeværdige koncerter og en håndfuld album der senere fik klassikerstatus, var det, som om aarhusianerne fik smittet en stor del af unge spirende musikere landet over. I hvert fald skød der et massivt antal nye bands op i kølvandet på deres succes, som stilmæssigt lagde sig helt eller delvist op ad Pepe og co. Det var musik, som var skræddersyet til at blive skudt ud over en scenekant med energi, attitude og naturligvis tunge stykker, man rigtig kunne få folk til at headbange til. Et af disse bands var Avarice, som havde base omkring Aarhus-egnen. De havde kun en levetid på godt tre år, men i den tid nåede bandet alligevel at udgive to demoer, spille en række koncerter, og de vandt også Aarhus Metal Contest i 2007. Men lige så hurtigt, som Avarice var der, var de der pludselig ikke længere, og bandet gled langsomt ud i glemslens dybe vand. Det vil sige indtil nu.
Relevant genforening?
Efter 13 år er bandet samlet igen med tre gamle medlemmer (vokalist Anders, guitarist Jens og bassist Emil) samt to nye tilføjelser i form af 2 x Troels på henholdsvis trommer og guitar, og nu er det store spørgsmål så, om deres gendannelse har nogen relevans for metalscenen her i 2021, eller om Avarice burde have ladet fortid være fortid. Svaret må være: ”Ja, gu’ fanden har femkløveret relevans” – en udmelding, der selvfølgelig kræver en forklaring.
Reborn In Blood er som at tage en tidsmaskine tilbage til, ja omkring 2008 – dengang, hvor den danske metal blev skrevet for at kunne leveres live. De fem sange, som udgør ep’en, er alle ret klassiske i udtrykket og trækker inspirationerne fra et band som netop Hatesphere med lige dele thrash og death metal samt har denne her kant af hardcore over sig. Produktionen er tung og in-your-face, hvilket fremhæver musikkens slagkraft og føjer endnu mere til kontoen for udtryk af dansk metal fra 00’erne. Variationen er tilpas. Der er både Slayer-lydende introer (lyt til ”Mortal Coil”), tonstunge stykker (som man f.eks. hører i titelnumret), lige-ud-ad-landevejen-dugga (bl.a. på ”Architects of Blasphemy”), groove og lidt melodiske leads. Anders’ vokal er for det meste i det mere rå, growlende hjørne, men det står godt til Avarice og tilsætter mere brutalitet.
Bandet er heller ikke blegt for at lade mentaliteten blive tæt på den jordbundne lune, hvilket bl.a. skinner igennem på åbningen af ”Dirt and Dust”, hvor den kære Scott Jensen fra Dawn of Demise postulerer, at ”hvis man skal høre noget som helst metalband, der er fedt, så’ det jysk, så’ det Avarice, motherfucker…”. Kan man næsten finde nogen bedre måde at sparke et nummer i gang på? Næppe.
De fleste af numrene holder sig også til en kortere spilletid, så der er skåret ind til benet, og det giver selvfølgelig mere intensitet, men dermed ikke sagt, at bandet ikke formår at fastholde lytteren på de lidt længere sange. Dette er åbneren ”Mortal Coil” et godt eksempel på. Den rammer fem et halvt minut, men det er passende med både intro og den måde, sangen er bygget op på.
Derfor relevant
Avarice forsøger med Reborn In Blood at puste liv i noget, som var meget fremtrædende engang på den danske metalscene. Den kontante afregning uddelt i form af death/thrash med lidt hardcore-knytnæver indover. Det er på ingen måde innovativt, men det minder lytteren om, at der stadig er bands, som holder nogle gamle dyder i live, og som skriver musik til en helt bestemt anledning – nemlig at spille den foran et publikum badet i sved, bajere og lugten af en god aften på Voxhall. Ja, der var virkelig mange bands om buddet dengang, og de fleste druknede desværre imellem hinanden, men nu om dage savner man faktisk et par af disse inputs, når man står til en festival. Derfor er Avarices comeback relevant her i 2021 – vi har bestemt også brug for den slags derude i felten, og når man formår at diske op med en rigtig fin og velspillet ep, som den her, så har man uden tvivl skrevet sig selv tilbage på kortet igen.
Velkommen tilbage, drenge. Nu glæder vi os til at opleve jer live på de skrå brædder igen, og håber, I bliver hængende lidt længere denne gang.
