Top-3: Mikkel Skotte-Yven 2025
Fra fem til fyrre
November sidste år kunne jeg smide min første anmeldelse online og derved kalde mig skribent hos Heavymetal.dk. Da det kun blev til fem anmeldelser under bæltet, inden rådhusuret ringede det nye år ind, satte jeg mig et højere mål for det herrens år 2025. Som minimum skulle jeg have anmeldt 25 albummer, inden jorden igen havde taget turen rundt om solen. Nu sidder jeg her med duften af gløgg, æbleskiver og julemusik i baggrunden og mærker det nye år komme snigende. Det blev ikke helt, som præsten prædikede, hvad angik anmeldte skiver. 16 styk er det blevet til i skrivende stund, men til gengæld er det blevet til hele 27 koncertanmeldelser. Hvilket er omtrent 25 flere, end jeg havde regnet med. Jeg fik oplevet koncerter i min fødeby, Hillerød, arrangeret af den lokale bookinggruppe Andelsslagteriet, som jeg også fik muligheden for at lave mit første interview med. Dertil kan jeg krydse både Copenhell og A Colossal Weekend af på min bucketlist. Alt i alt lander jeg altså på 43 anmeldelser i år. Næsten dobbelt så mange, som jeg havde regnet med og håbet på. Og sikke et år! Inden vi når til top-3-listerne, så kommer vi til årets skuffelse og årets overraskelse. Her har jeg holdt mig til de koncerter, jeg har været til gennem året, og én stikker klart ud i hver kategori.
Årets skuffelse
Det kan være så nostalgisk, at det bliver godt, når man endelig får lov at se nogle af ungdommens helte, der har kørt på repeat på teenageværelset. Det kan også være en frygtelig skuffelse og minder, som skulle være blevet ved dét. Desværre var det sidstnævnte oplevelse, jeg havde, da jeg så Alien Ant Farm på årets Copenhell. Da de gæstede Amager Bio i 2019, havde jeg netop en nostalgisk følelse i kroppen, selv om bandet ikke leverede en fantastisk koncert. Til sommerens koncert var det sådan set kun kor-/hypemand Michael Anaya, der holdt den spinkle flamme af energi kørende under showet. Det var en direkte doven, kikset og kluntet levering, resten af bandet kom med. Selv under de største hits var der lige så stille, som når ulven våger over den tomme plads alle de 361 af årets dage, der ikke holdes festival på betonen. Jeg havde ikke forventet årets koncert, men absolut en time med ren og skær festlig nostalgi – men festen udeblev, og jeg går pænt uden om amerikanerne, næste gang de kommer til landet.
Årets overraskelse
Til gengæld blev en anden koncert på Copenhell årets overraskelse for mig, nemlig da Syl X Eyes spillede en hardcore-kombikoncert. Mine forventninger inden var, at det hele ville blive enten kanon eller kaotisk. Det blev sådan set begge dele på samme tid, men at de to bands formåede at skabe så smuk en stemning og levere et formidabelt show på den måde, de gjorde, havde jeg ikke regnet med. Som jeg skrev i min anmeldelse, stod jeg undervejs med både gåsehud og tårer i øjnene, fordi det var så rørende en oplevelse. Kort sagt var det en koncert fyldt med kompromisløs energi, hvor to stærke bandidentiteter smeltede smukt sammen i et kaotisk, men fuldstændig velorkestreret samspil, der løftede intensiteten langt over forventningen. Den euforiske stemning på scenen og det kreative sammenstød mellem de to universer skabte et unikt øjeblik, som de tilstedeværende sent vil glemme. Derfor står de i alt 50 minutters koncert for mig som årets stærkeste oplevelse.
Danske udgivelser
3. plads: Guttural Disgorge – First Degree Murder
På First Degree Murder formår de unge aarhusianere i Guttural Disgorge at levere et kompromisløst værk med deres slam/brutal death-udbrud, hvor nedstemte chug-riffs, dybe gutturale vokaler og kontante breakdowns hverken skjuler eller udvander intensiteten. Produktionen er både klar og massiv. Selv midt i kaosset kan man høre bund og tyngde. Selv om sangtitlerne er både klamme og ubehagelige, så er de også fantastisk billedlige – såsom ”Chainsaw Masturbation”, ”Trailer Park Footjob” eller ”Hungry For Horse Cum”. Kort sagt: ikke en udgivelse for sarte sjæle, men for dem, der tør synke ind i det ukontrollerede. Og for smukt at citere min kollega på redaktionen: ”Det eneste, jeg nu mangler fra Guttural Disgorge, er en T-shirt med teksten ’Anal Deep Elbow Fisting’ trykt på ryggen.” Måske et julegaveønske? Ja tak herfra!
2. plads: Trold – I Skovens Rige
Lad mig starte med at påpege elefanten, eller måske nærmere trolden, i rummet. Dét er noget af et skift fra førnævnte brutale dødsunivers til Trolds mere legesyge verden. Normalt er jeg bestemt ikke til folk metal, men danskerne her har virkelig sparket benene væk under mig. Så meget, at jeg også gav dem en yderst positiv anmeldelse for deres koncert på årets Copenhell. På Skovens Rige tager bandet lytteren med på en eventyrlig tur gennem naturens mørke, magi og fantasivæsener. De leverer en festlig omgang, hvor dansable rytmer, smukke melodier og et velspundet koncept forener sig i et omsluttende univers. Samtidig har de fået manden med de mange stemmer, tegnefilmsdubber Lars Thiesgaard, med som oplæser på intronummeret, hvilket allerede giver point i min nørdebog.
1. plads: Cabal – Everything Rots
Ligesom Trold så fik Cabal nogle rigtig pæne ord med på vejen for deres koncert på Copenhell tidligere på året. Faktisk fik de topkarakter af undertegnede. Men nu er det deres fjerde langspiller, det skal handle om. Everything Rots cementerer endnu en gang, hvorfor de københavnske deathcoregutter er blandt landets mest kompromisløse og stemningsfulde navne. Albummet er en tung, klaustrofobisk rejse gennem mørke og desperation, hvor hvert riff og hvert skrig føles som et sår, der ikke helt vil hele. Bandet balancerer brutalt tungt groove med en atmosfærisk intensitet, der både trykker én ned og løfter én op på samme tid. En altædende oplevelse, der efterlader lytteren udmattet og fyldt op af råddenskab – præcis som dét skal være! Selv om de med tidligere udgivelser har fået højere karakterer hos os, har de denne gang forfinet deres udtryk og skabt et stærkt, gennemført univers, hvor både lyd, æstetik og tematik går op i en højere enhed. Derfor fortjener Cabal en klar førsteplads på min liste i år.
Danske boblere
Danefae – Trøst. En dragende rejse gennem nordisk poesi og metalliske klimakser. Et ambitiøst og stemningsfuldt værk fuld af kontraster og nerve. Lyttebøfferne på, læn dig tilbage i stolen, og giv dig god tid til at lytte dette album igennem.
Eyes – Spinner. De leverede en kongekoncert sammen med danske Syl på Copenhell, og med Spinner leverer de endnu en gang eksplosiv, kompromisløs og intens hardcoreenergi.
Sunken – Lykke. Et vanvittigt fedt album, der nærmest kræver, man lytter det igennem i ét stræk. Det kræver også et vist humør for mit vedkomne. Men for fanden da, hvor deres atmosfæriske post-black sidder lige i skabet.
Henret – Depths Below. Et ungt band, der på trods af kun at have udgivet to ep’er er nogle, jeg tror, man skal holde øje med. De er lige i skrivende stund blevet offentliggjort til at spille på Copenhell næste år. Kort sagt: solid dansk deathcore med potentiale.
Udenlandske udgivelser
3. plads: Landmvrks – The Darkest Place I've Ever Been
Franskmændene i Landmvrks har med deres seneste udspil skabt et af årets mest ambitiøse og følelsesladede metalcorealbummer. Her udvider de deres velkendte lyd med endnu flere rapelementer, elektroniske teksturer og mere melodisk sårbarhed, hvilket giver musikken et både råt og dybt personligt udtryk. Kontrasten mellem brutal energi og stille eftertænksomhed løfter helheden og viser et band, der tør udfordre sig selv uden at miste tyngden. Selv når enkelte passager bliver lige vel pyntede, står det klart, at gruppen har taget et markant skridt fremad. Derfor får de en helt fortjent plads på min liste, og jeg håber at fange dem, når de spiller i KB Hallen til januar.
2. plads: Paleface Swiss – Cursed
De blege schweizere har med deres tredje langspiller leveret en modig og genreoverskridende udgivelse. Hvor de før spillede rendyrket deathcore, har de her rystet posen ved at blande genren med nu-metal og rapcore, hvilket viser et band, der ikke bare gentager sig selv, men tør tage chancer. Det eksperimentelle mix giver albummet en kompleksitet, men gør det til tider også en smule rodet. Ikke desto mindre er det et af de albummer, jeg har hørt mest gennem året. Med en kommende koncert på Copenhell næste sommer er jeg spændt på at se, om de gør det lige så godt, som da de gæstede Pumpehuset tilbage i januar.
1. plads: Whitechapel – Hymns in Dissonance
Amerikanerne fra Whitechapel har med denne udgivelse skabt et rendyrket deathcorealbum, der ikke tøver med at være så mørkt og brutalt som muligt. For at citere min kollega på redaktionen: ”en plade, der ikke bare lyder ond, den er ond.” En sonisk voldsom omgang, ingen melodiøse pauser, kun hamrende blast beats, massive breakdowns og et kvælende lydlandskab. Det kræver nogle gennemlytninger at få fat i alle nuancerne, men det er kun godt. Derved er det et album, man både kan læne sig tilbage og nyde med et godt glas i hånden – og et, der kan bruges en kold vintermorgen, hvor man har brug for at blive rusket godt igennem på vej til arbejde. Jeg håber, de gør, hvad de kan for at rive taget af KB Hallen, når de lægger vejen forbi til februar næste år.
Udenlandske bobler
Architects – The Sky, the Earth & All Between. Et album, der bekræfter, hvorfor Architects stadig er blandt de mest markante navne inden for moderne metalcore. Her får man både tunge riffs, dynamiske breakdowns og emotionelle melodier, der balancerer aggression med eftertænksomhed.
Jinjer – Duél. Et teknisk og aggressivt album, hvor Tatiana Shmayluk som vanligt med nemhed skifter mellem growl og ren vokal, og bandet balancerer brutalitet med melodisk finesse. Lyrisk og musikalsk viser de modenhed og kontrol, hvilket gør det til en stærk videreudvikling af deres lyd.
Malevolence – Where Only the Truth Is Spoken. Et voldsomt og kompromisløst album, hvor bandet mixer tung metalcore, hardcore og groove med massive breakdowns og syrede riffs. Vokalduoen leverer både rå aggression og overbevisende ren sang, hvilket giver en stærk dynamik.
Lorna Shore – I Feel The Everblack Festering Within Me. Et brutalt mesterværk af symfonisk deathcore, hvor bandet bygger lag på lag af orkestrale teksturer, blast beats og skrigeråb. Will Ramos leverer vokal med både dyb grovhed og intense højder, mens musikken svinger mellem apokalyptisk vold og næsten filmisk skønhed.
Fra mål til minder
Alt i alt har 2025 vist sig at være et år, hvor musikoplevelserne har været lige så varierede som de bands, jeg har fulgt. Fra slam og brutal death til folk, post-black og deathcore har jeg fået både adrenalinsus og tankevækkende øjeblikke. Selvom jeg ikke nåede mit oprindelige mål om 25 albumanmeldelser, har de 27 koncerter og i alt 43 anmeldelser givet mig en helt unik indsigt og masser af minder for livet. Med årets top-3 afslutter jeg året med både respekt for fortiden og med spændthed for, hvad det nye år bringer af musikalske eventyr. Tak for i år – målet for 2026 må være 43+ anmeldelser.
Hvis du har lyst til at lytte til alle bands, jeg har nævnt, kan du gøre det på dette link via Spotify.