Copenhell 2025 - Syl vs. Eyes

Refshaleøen, København K

Officiel vurdering: 10/10

Et sammenstød i støj 

Syl og Eyes var teamet op til, hvad der tegnede til at blive et kaotisk hardcore-kombi-show. Og når Eyes går på scenen, ved man, hvad man får: en nådesløs eksplosion af hardcore, der ikke giver publikum et sekunds pusterum. Jeg har set dem flere gange, og de har blæst mig bagover hver eneste gang. SYL har på rekordtid markeret sig med et rasende politisk ladet udtryk, som både musikalsk og holdningsmæssigt går lige til benet. Eyes er aktuelle med tredje langspiller SPINNER, og SYL med deres EP, afmagt. Der var således lagt op til et potent clash torsdag eftermiddag, hvor det skulle vise sig, hvad der ville ske, når to så stærke kræfter mødtes på en scene. 

Ti mennesker, ét hold 

Scenen var sat, sådan at både bagtæppe og opstillinger viste, at det var to bands, der skulle mødes. Der var dubletter af både trommesæt og kabinetter til de i alt ti musikere, der skulle stå på Pandæmonium. Efter at der kom flere og flere folk på scenen, kunne man se, at bandmedlemmerne alle havde identiske hvide trøjer på. Med et SYL X Eyes-logo bagpå samt teksten foran på brystet. Nedenunder stod de enkelte medlemmers navne – særlige uniformer til anledningen for at fastslå, at de i den næste times tid var ét hold. Og fra første anslag stod det da også klart, at det her ikke blot var et eksperiment. Det var en velorkestreret eksplosion af energi, og lige under kaosset var det hele helt nøje planlagt. Det kunne sagtens have mudret gevaldigt med så mange instrumenter på én gang. Men forbløffende nok så var dette ikke tilfældet.  

Der blev lagt ud med ”Congratulations!” fra Eyes, som blev efterfulgt af ”pligt” fra SYL, der gled over i ”kort strå”. Her gik SYLs forsanger, Benjamin Clemens, væk fra scenen for at komme blæsende tilbage med Palæstinas flag holdt oppe over hovedet. De to universer gik i clinch, uden at nogen af parterne gav køb på deres identitet. Tværtimod blev det et samspil, hvor de to bands konstant krydsede hinandens udtryk. De to vokaler fra Victor Kaas og Benjamin Clemens overlappede hinanden i et smukt samspil, der på papiret burde falde fra hinanden, men som i praksis løftede intensiteten til nye højder. 

Der var en helt tydelig glæde på scenen, nærmest en euforisk energi mellem de ti musikere. Det skete gerne, når en af dem havde en pause i et nummer, at de kastede sig rundt lige så ekstatiske, som var de publikum til koncerten. SYLs trommeslager, Andreas Grønne, begav sig for eksempel ud i en running man en af gangene, han var væk fra tønderne. Ligeledes kunne man se, at herrerne sporadisk sang med på hinandens numre. På den måde blev koncerten aldrig blot en parade af numre, men et levende, organisk væsen, der hele tiden ændrede form. 

Kulminationen på hele oplevelsen kom i form af den nye fælleskomposition ”Hoarder”, som de to bands havde skrevet sammen til anledningen. Det hele blev afsluttet med flere omgange wall of death, hvor Benjamin Clemens placerede sig midt i kaosset som en galionsfigur for hele den sømløse energiudladning. Victor Kaas havde undervejs sine karakteristiske bevægelser, der får en til at tro mere på, at han er en alien fra det ydre rum end en jordbo som os andre.  

Ét perfekt øjeblik af intensitet  

Efter knap 50 minutters koncert føltes det, som om der kun var gået et øjeblik, og det virkede, som om publikum ligesom jeg sagtens kunne have klaret en time eller to mere. Eyes og Syl leverede et kompromisløst, intenst og kreativt sammensmeltet kaos, der aldrig kammede over i rod. I stedet blev det et studie i, hvordan to stærke identiteter kan løfte hinanden til nye højder. En koncert, der gav både gåsehud og tårer i øjnene hos undertegnede, og som formentlig vil stå som et af årets stærkeste øjeblikke på Copenhell. Der var i hvert fald ikke én finger at sætte på det show, som det hvidklædte hold skabte med og for publikum.