Barolo og surstrømning

Hvis man hopper ind i sin trofaste Fiat Panda, tager det cirka et døgn fra Piemonte i Italien til Stockholm i Sverige. Guderne må vide, hvorfor Feralia valgte at rykke teltpælene op. Det virker næsten utænkeligt, at nogen vil skifte barolovin, vitello tonnato og hvid trøffel ud med surstrømning, hotdogs med rejesalat og øl med en lavere alkoholprocent et dansk kildevand. Omvendt, hvis jeg skulle gøre mit bedste for at kanalisere Satan og alt hans ondskab ud via min musik, så er netop svensk diæt noget, der kan få en til at føle sig ekstra ond i sulet. Trioen fra Italien har lavet musik siden 2019, og selvom vi tit anmelder bands fra både Italien og Sverige – og selvom Ultima Requies er bandets tredje udspil – så har vi aldrig berørt Feralia før. Men det gør vi så noget ved nu! Viva la Svezia!

Tenorgeden fra Piemonte

Rent stilistisk giver flytningen fra Italien til Sverige dog meget god mening. Feralias musik er markant tættere på den klassiske svenske fortolkning af black metallen, som jo – som udgangspunkt – er noget mere melodisk end sin norske pendant. Sat på spidsen lyder Ultima Requies som en mere grynet udgave af noget, Dark Funeral kunne have skrevet tilbage i midten af 1990'erne. Det er der jo ikke rigtigt noget nyt i, ej heller er det en lyd, der ligefrem er det, man ville kalde for unik eller nytænkende. Dog har Feralia så alligevel noget forholdsvis særegent, som er med til at give dem lidt karakter, nemlig Erymanthon Seths vokal. Bevares, det meste af tiden lyder han som så mange andre black metal-vokalister: skinger, hæs og en kende kolerisk. Men nu og da påtager han sig en mere artistisk tilgang og lyder derved skiftevis som en tenorudgave af Atilla Csihar og en ged, der står og bræger ude i marken. Er det en perfekt kombination, der er totalt problemfri? Du godeste gud, nej, dog, men … det giver da den ellers relativt anonyme musik noget karakter og derved personlighed. Så point for det.

Men udover hans 'ged leger gregoriansk munk', så er der ikke meget at komme efter på pladen her. Havde det været en debutplade, havde jeg nok været mere tilgivende overfor den, men det er bandets tredje udgivelse … derfor kunne det, i teorien, have været deres Reign In Blood, Master of Puppets, Hvis Lyset Tar Oss…. Ja, I forstår pointen.

Ultima Requies er ingen af disse plader, de er ikke engang i nærheden. Faktisk er pladen ganske amatøragtig, der er adskillige momenter, hvor man sidder og tænker, at de beslutninger, der er blevet truffet, må være et resultat af en uduelig producer, et ikke-eksisterende budget eller begge. Jeg er med på, at grynet black metal skal lyde groft og grimt, men ikke nødvendigvis kikset. Men det gør pladen her nu engang. Tag nu intronummeret “Ballata Avernale”, hvor det henimod slutningen lyder, som om man har sat to numre til at spille samtidig. Jeg tror, det er et forsøg på, at de to guitarer skal spille hver deres melodi, resultatet er dog helt umådeligt kikset.

Vejen til Helvede er brolagt med gode intentioner

'Umådeligt kikset' er faktisk den bedste beskrivelse af albummet her. Man kan høre, at de har masser af ideer og ambitioner – og det er da heller ikke galopperende talentløst. Men der er bare så umådeligt lang vej til målstregen alligevel. Gode ideer og gode intentioner betyder desværre ikke meget, hvis man ikke kan bringe det til torvs – i hvert fald ikke når vi skriver 2026. Vi har desværre for længst passeret den tid, hvor skramlet, naiv og amatøragtig musik trods alle sine fejl og mangler var enormt charmerende og banebrydende – især indenfor black metallen.