Skovtrolde og høtyve i høj sol
Det er ikke hver dag, undertegnede frivilligt møder op til folkemetal med forventningens glæde og et fjollet smil. Men når det handler om Trold, så er de undtagelsen, der bekræfter reglen så at sige. Deres stil har tydelige tråde til de nordiske sagn, og musikalsk krydres dette med melodisk metal og fløjtespil. Jeg er egentlig ikke normalt til fløjter og fabeldyr, men der er noget helt særligt ved det eventyrlige univers, de danske skovtrolde har skabt, som har ramt plet. Med deres seneste udgivelse I Skovens Rige var der lagt op til en koncert fyldt med eventyrstemning, fællessang og god stemning. Forhåbningen var, at Trold ville sætte ild i både Hades og publikum, og at vi alle ville gå derfra med følelsen af at have danset med trolde midt i Helvede.
Fest i troldeland
Til tonerne af intronummeret, ”I Skovens Rige”, kom først trommeslager Frederik Damsgaard Weile på scenen og satte gang i stortrommen, hvorefter resten af bandet kom frem og startede ”Med Høtyv Og Fakkel”. Som man næsten kunne have gættet med Trolds stærke grafiske udtryk, var der kælet for detaljen rent visuelt. Bandet havde sort tøj på med slid og revner, og i ansigterne var der blevet tværet sort farve ud. Forsanger Allan Vangsgaard Madsen kom ud i sit hvidlige, men selvfølgelig beskidte tøj, som kun en trold kan gøre det snavset. Udover deres bagtæppe med deres karakteristiske Trold-logo på, var der både to bannere på scenen med troldegrafik og to skærme, hvor der kørte animationer.
Med sig på scenen havde de undervejs fløjtespiller Louise Hjorth. Hun var med på flere numre, blandt andet på førnævnte start af koncerten og senere på både ”Utysken” og ”Mod Den Endeløse Skov”, hvilket hun gjorde rigtig godt. Desværre var lyden lidt høj i forhold til resten af mikset af åbningsnummeret, men det blev heldigvis bedre med lydniveauet, da hun senere var med på ”Mod Den Endeløse Skov”. Et nummer, hvor Madsen trådte ind med en stor fakkel hævet over hovedet og bad publikum tænde et lys for de trolde, vi har mistet. Det hele er ikke bare sjov og ballade i troldeland, og et emne som at skulle forlade jorden kunne også behandles i gruppens univers på en respektfuld måde.
Efter sange fra både første og andet album fik vi også et medley af helt gamle numre tilbage fra bandets start, blandt andet ”Trolden Og Jomfruen”. Ligeledes fik bandet besøg af Kristian Ellingsøe, der tryllede med sin harmonika på numrene ”Skovfesten” og ”En Kiste Fuld Af Minder”. Og det var ikke nok med gæster på scenen, for derudover blev vi undervejs forkælet med to gæsteoptrædener på vokal. Den første var Esben "Esse" Hansen, som er med på nummeret ”Tusind År I Dvale”. Han stod stærkt på scenen og gik med det samme ind i dynamikken. De to frontmænd spillede flot op mod hinanden, især når de stod ansigt mod ansigt og brølede ind i hver sin mikrofon. Sidste nummer kunne næsten kun være ”Sensommerbålet”, og ind kom René Pedersen fra Mercenary og lagde sin flotte vokal på nummeret. Forinden havde bandet lige proklameret, at de havde købt for mange bajere, så der var 100 gratis øl til de forreste rækker i pitten. En smuk gestus som tak for publikums engagement, selv om det ikke var nødvendigt for at sætte gang i festen – det havde bandet allerede sørget for. Alt i alt var det en perfekt afslutning på en sublim koncert, som sluttede med, at der blev skudt grøn konfetti ud over det hujende og klappende publikum.
Troldetastisk!
Trold leverede et brag af en koncert og med høj energi, flot visuel iscenesættelse og stærk publikumsinteraktion formåede de at gøre eventyret til en helstøbt og engagerende fest. Selv for sådan en som mig, der ellers ikke har fløjter og trolde som førsteprioritet. Trold har for alvor vist, hvorfor de hurtigt er vokset sig store og er blevet en fast bestanddel af den danske metalscene
Sætliste:
I Skovens Rige
Med Høtyv Og Fakkel
Troldmanden
Havets Bund
Tusind År I Dvale
Heksen
Medley
Utysken
Mod Den Endeløse Skov
Skovfesten
En Kiste Fuld Af Minder
Bødlen
Til Gilde Under Bøgen
Sonsommerbålet