Fortsættelsen af den dystopiske saga fra et produktivt band

Furnace er tilbage med deres syvende langspiller. Echoes Of A Distant Future er et konceptalbum, der fortsætter handlingstråden fra Trojan Hearse fra 2024. Heri følger vi en ensom protagonist, der flygter fra Helvede via en mystisk maskine for at vågne op i en dystopisk fremtid, hvor menneskeheden lever uvidende under ikke-jordisk dominans.

Furnace blev dannet i 2019 og består af Rogga Johansson på vokal og guitar, bassist og backing-vokalist Peter Svensson og Lars Demoké på trommer. Ligesom på forgængeren lægger gæsteguitarist Kjetil Lynghaug soli til sagaen. Han kender Rogga Johansson fra blandt andet Paganizer and Heir Corpse One. Johansson er i øvrigt en yderst produktiv personlighed i metalmiljøet på den anden side af sundet med flere hundrede krediteringer bag sig, heriblandt altså knap en årlig udgivelse i nærværende opsætning.

Men hvordan rammer historien om vores protagonist – og hvordan er den musikalsk bakket op?

Hvis den ikke er gået i stykker, hvorfor så reparere?

Opskriften på musikkens opbygning har ikke taget synderlige spring siden Trojan Hearse. ”Shores of Oblivion” lægger fra land med et potent og voluminøst lydbillede. Her blandes rytmiske riffs med åbne distortede guitarakkorder på en bastung bund og med trommemæssig rytmesektion mere som en understøttende end fremme i lydbilledet. Det akkompagneres af Johanssons growl. Der er et par rytmeskift, lidt dobbeltpedal og bortset fra en finurlig solo i starten, der lyder som en fløjte, men nok nærmere kommer fra et keyboard, er nummeret ret let forglemmeligt.

Og det lader til, at Johansson & Co. synes, at det er en fremragende måde at komponere musik på. I hvert fald fortsætter stilen nærmest pladen ud, og flere gange får jeg en følelse af, at jeg hører det samme slæbende nummer igen. Det skyldes ofte de åbne powerakkorder, der ligger på rytmesiden og lader til at køre i ring. Og altså, hvis man synes, det virker – så er det her en skive, der holder hele vejen. Men jeg kommer til at kede mig. Johanssons stemme er monoton, uden udsving. Til gengæld er han meget tydelig i sin intonation. Hvis du synes, at growl tilsat en smule hvæsen, der lyder som en mellemstor benzinmotor med ødelagt lydpotte i tomgang, er vejen frem, vil det være en gave. Yderligere medvirker han til tider, eksempelvis på ”Vast Horizons”, til at rode lydbilledet til med en lettere selvstændig tilgang til rytme og takter. Og det kan jo egentlig være superfedt – men med det bastante udtryk kæmper numrene i forvejen med at holde formen, og så bidrager det ikke positivt for mig.

For Furnace kan vitterligt godt spille, og for nogle vil Echoes Of A Distant Future være et fremragende album. Og der er mange positive elementer: Lynghaugs soloarbejde eksempelvis på ”Refracted City” er glimrende. Der er masser af rytmeskift, som virker, riffs, der river, og elementer, som hver især er interessante. Og så slutter de, musikalsk set, godt af med først ”61 Cygni”, skivens bedste nummer, samt ”Astral Ascension”, hvor energien fra start til slut holdes højt.

Bandet sammenligner sig selv med Edge of Sanity og Paradise Lost – og det er heller ikke helt ved siden af, stemningsmæssigt set. Furnace har dog ikke samme variation og opfindsomhed i kompositionerne som nogen af de to.

Og vores protagonist? Variationen og fremdriften i det fortløbende narrativ er noget mere tydelig end den musikalske opbakning. Det er helt utvetydigt, at vi bliver fortalt en historie. Fra glemslens strande og desorientering opstår der håb hos vores hovedperson i mødet med en modstandsbevægelse, som han dog udstødes fra igen. Og selvom den ellers ukendte, ikke-jordiske fjende åbenbares, er der ikke en lykkelig afslutning. Den egentlige årsag til dårligdommen, mistroen, konflikterne og ufreden kommer nemlig af menneskets natur i sig selv. Den historie ville jeg virkelig gerne have fortalt med musikalsk opbakning, som i højere grad kunne understøtte tematikkerne om frihed, værdighed og konflikter i stedet for at male det over med den samme nuance af melodød.

Det modsatte af spræl

Nogen vil kalde Furnace og Echoes Of A Distant Future atmosfærisk og knusende tungt – jeg vil sige forudsigeligt, slæbende og, i længden, kedeligt som bare pokker.

Der er som sådan ikke noget galt i hvert enkelt nummer, men når vejen frem på et konceptalbum som dette er at høre det fra start til slut, strander jeg, når jeg lytter til kompositioner, der er så ens i opbygning og lydbillede, at de er svære at skelne fra hinanden.

Om strabadserne for vores hovedperson er overstået, og sagaen er slut med denne skive, er faktisk ikke helt til at gennemskue. Der er i hvert fald en åbning for, at den fortsætter i en ny version. Jeg vil dog skyde på, at en videre færd bliver uden mig om bord.