Hvad skal du med otte ben, hvis du ikke kan kramme dig selv?

Kan du huske Disco Ormene? Det her minder slet ikke om dem. Tværtimod er der tale om en langt tungere og grusommere orm, der muligvis mere ligner en Shai-Hulud (sandorm fra Dune) end de tilforladelige, lyserøde fætre, man kan finde i sit jordbærbed. Goreworm er et canadisk technical death metal-band, der just har udgivet sit andet album, Miasmic Solityde. På albummets omslag kryber en forvokset spindler ikke ulig Louis Bourgeois’ edderkoppeskulpturer gennem en rød ørken. Der er noget urovækkende og afskyeligt over skabningen, som man for alt i verden ikke vil stifte nærmere bekendtskab med. Og så alligevel … for der er noget sørgmodigt over den, som den står der helt alene i et livløst landskab. Ensom, forladt og grusom i en ørken, hvor både krop og sjæl sulter. Kan Goreworm mon viderebringe dette kontrastfulde følelseslandskab videre fra billedets til musikkens verden?

Lumieres dødsmetalfætter

Dobbeltpedalen hakker hurtigere i trommeskindet end en flagspætte på speed, og så er vi ellers i gang på det indledende nummer, “Conjuring”. Heldigvis indtræffer der relativt hurtigt et temposkift, så spætten kort kan hvile næbbet. Der går ikke længe, før vi flyver afsted igen, særligt båret af trommens rytmiske ridt, der galopperer forrest i lydbilledet. 

Goreworm viser stor teknisk snilde, hvilket er heldigt, når man spiller teknisk dødsmetal. Særligt trommeslager Robin Stone og guitaristerne Brent Moerschfelder samt Jordan Estrela brillerer med deres ekvilibrisme, eksempelvis på “Jarell”. De har en fin vekselvirkning mellem temposkiftene, som fastholder opmærksomheden. Et godt eksempel på dette er “Amor Vincit Omnia”, som kan oversættes til 'kærlighed overvinder alt'. Og hvilken kærlighedssang! Hvis Romeo sang den som serenade for Julie på balkonen, ville hun nok falde i sin sikre død. Det havde selvfølgelig også løst problemet lidt hurtigere. Der kommer pludselig et helt stille stykke i sangen, der på den ene side virker en anelse malplaceret, og på den anden side er et effektfuldt greb, fordi man i højere grad overraskes af stilheden end af endnu et larmende brag. Derefter er vi tilbage i guitarriffenes kyndige arme, og denne guitar græder ikke stille … den flæber i stride strømme med akkorderne som tårer, og lytteren drukner i den salte tsunami. Det er upåklageligt udført og vidner om en stor teknisk snilde. Derfor er det også ærgerligt, at produktionen ikke altid kan følge bandmedlemmernes høje niveau, da den kunne have stået skarpere. Der er til tider en vis fladhed over lyden, som også prægede debutalbummet. Mere bas kunne muligvis hjælpe en del med at skabe dybde og dimension i lydbilledet.

Forsanger Robert Millers vokal lyder, som hvis et askebæger blev levende og begyndte at skrige. Det er lige præcis den form for mareridtsversion af Skønheden og Udyret, som min dødsmetal gerne skal lyde af … og der er da også både skønhed og uhyrligheder på albummet. Det skønne ligger i det tekniske, som er særdeles veludført med stramme teutoniske skalaer, velkomponerede broer og rytmer, der sætter trommestikkerne i brand. Uhyrlighederne er (ud over monsteret af en frontbrøler) de små finesser, der mangler en finpudsning for at skabe et helstøbt album. For eksempel det at bassen er skubbet så langt i baggrunden, at den næsten forsvinder i kulisserne. Det er synd, for uden dens tyngde kommer sangenes andre komponenter til at mangle et solidt fundament for deres klangbund. Det kunne være blevet den ondeste og mest brutale dødsmetaludgivelse fra et mindre band, hvor de virkelig havde smøget ærmerne op for at få blod helt til albuerne, når de slagtede lytteren. Dø gør vi stadig, og nok er det en rimelig fee’ døø’, men den kunne have været federe med mere bas og en tungere slagtekniv.

En spæd sandorm

Goreworm formår at holde et lektor Blomme-fast knibtangsgreb om lytterens øreflip, da man af og til skal holde tungen lige i munden for at følge de mange atypiske skift. Nogle vil kalde det kaotisk, jeg vil kalde det kreativt. Det er netop friske pust som dette, der holder dødsgenren i live, så den ikke stagnerer i sit eget iltfattige ekkokammer. Der er nok velkendte elementer til, at man ikke helt chokeres over mødet med Goreworm, men alligevel også nok overraskelsesmomenter til, at man ikke blot afskriver dem som endnu et dødsmetalband. Den blodige orm har enkelte skavanker, men som en spæd Shai-Hulud har de et særdeles stærkt udgangspunkt for at vokse sig endnu større og mere brutale, så de for alvor kan terrorisere vores ører – og Arrakis.