Deathcore – og dog
Paleface Swiss har siden deres begyndelse i 2017 gennemgået en løbende udvikling. Deres tidlige ep’er var ren deathcore, men allerede på debutalbummet Chapter 3: The Last Selection fra 2020 begyndte de at udforske mere komplekse kompositioner. Med opfølgeren i 2022, Fear & Dagger, udvidede de deres musikalske palet yderligere, og det virkede til, at de havde fundet deres egen stemme i metaluniverset. Her i 2025 har de så for alvor rystet posen med tredje langspiller, CURSED, der suger en ind i et univers, hvor man tages med på en kaotisk rejse gennem genrer og følelser. Den schweiziske kvartet viser, at de ikke er bange for at eksperimentere, selvom det ikke nødvendigvis falder i god jord hos deres fans. For ren deathcore, det er denne udgivelse bestemt ikke.
Det gode, det eksperimenterende og det velkendte
Skiven åbner med ”un pobre niño murió” – eller oversat til dansk: ”et fattigt barn døde”. En ildevarslende intro, der langsomt bliver mere og mere manisk og forvrænget. Med en stemning, der leder tankerne hen på makabre børnesange i stil med ”I en seng på hospitalet” på doping, sætter nummeret tonen for albummets mørke temaer. Det er en ganske underlig, men stærk start, der får lytteren til at forvente en anderledes og intens oplevelse – og dét løfte bliver i høj grad holdt.
På førstesinglen ”Hatred” rammes man af en tydelig inspiration fra de tidlige Slipknot-udgivelser. Vokalen minder ekstremt meget om Corey Taylors spyttende og desperate levering på Iowa. De hylende guitarer og de hæse råb, der bryder igennem lydmuren, giver nummeret en nu-metal-vibe, der blander sig med deathcore-elementer. Det er et solidt nummer, men også et, hvor inspirationskilden er så tydelig, at det får nummeret til at virke en smule uoriginalt. 00’ernes territorium bliver yderligere udforsket på ”... and with hope you'll be damned” med tydelige Korn-referencer i både vokalens fraseringer og guitarens opbygning. De fire musikere viser dog også andre sider, for så brutale, de kan være, lige så bløde og følsomme er de. Især ”River of Sorrows” skiller sig positivt ud, hvor der synges mere, end der råbes, og musikken er mere melodisk og afdæmpet. Gruppen bryder her yderligere med deres vante stil og demonstrerer deres evne til at skabe kontraster.
”Enough?” er så helt anderledes end ovenstående. Her bliver der revet hårdt i rattet og skiftes fuldstændig retning, og bandet leverer i bedste stil en kombination af et hiphop- og rapcore-nummer, der er både eksperimenterende og underholdende. Vokalen er rimspyttende og aggressiv, der er DJ-scratches og humoristiske linjer som ”Bring back that old-school shit / C’mon let’s give them what they want”, inden guitaren sætter ind. Det er spøjst og vanvittigt – men det fungerer overraskende godt. ”My Blood on Your Hands” er derimod en minimalistisk og desperat affære, hvor forsangerens angribende vokal og et sparsomt beat skaber en nærmest klaustrofobisk atmosfære i første halvdel af nummeret. Et besynderligt, men også interessant øjeblik på skiven.
Schweizisk urværk med skæve tandhjul
CURSED er på mange måder et modigt udspil. Paleface Swiss udfordrer genrekonventionerne og bevæger sig ud på dybt vand med deres eksperimenterende tilgang. For fans af både deathcore og 00’ernes nu-metal er udgivelsen en oplevelse, der er værd at dykke ned i – selvom den egentlig ikke rammer helt plet i nogen af stilarterne. Det er lyden af et band, der tør eksperimentere, og som måske netop derfor har potentiale til at skabe noget virkelig unikt i fremtiden. Det bliver spændende at opleve dem i Pumpehuset til februar, især grundet de meget forskellige genrer, der jongleres med på dette udspil. Kan man spille deathcore samtidig med nu-metal og rapcore? Det kan de fire gutter fra Schweiz umiddelbart.
