Dansk deathcore på hjemmebane
Cabal er uden tvivl det band, jeg har set flest gange i mit liv. Fra mørke kældre til store festivalscener. Hvis man fik rabat i merchboden, alt efter hvor ofte man havde set bandet, så ville jeg gå derfra med både gratis tøj og penge i hånden. Nuvel, overdrivelse fremmer som bekendt forståelse. Bandet har i årevis leveret brutal, mørk og kompromisløs metal, og med deres seneste udgivelse, Everything Rots, har de igen bevist, at de er ustoppelige. Der er stadig den lyd, de er kendt for, på nævnte skive, men der er også plads til eksperimenter. Forventningerne var i hvert fald høje, for Cabal plejer at levere. Jeg forventede sved, støv og smadrede nakker. Og måske en lille tåre i øjenkrogen, når man tænker på, hvor langt de her drenge er nået.
Verdens undergang, denne vej
Konferencier Carsten Holm lagde stilen, da han introducerede bandet med ordene: 'Hvis vi ikke har en dag i morgen, er det her den rette musik til verdens undergang'. Og præcis sådan føltes det. Fra første sekund af åbningsnummeret, ”Become Nothing”, var der ingen nåde. Scenen blev oversvømmet af røg, ild, strobelys og selvfølgelig knusende breakdowns. Publikum blev straks kastet ind i et kaotisk inferno af moshpits og crowdsurfing, som kun voksede i intensitet, i takt med at forsanger Andreas Bjulver Paarup bjæffede ordrer ud over mængden.
Sætlisten var overvejende domineret af sange fra deres seneste album, hvilket Paarup ærligt konstaterede med ordene: 'Vil man høre det gamle, ved man hvor udgangen er.' Senere fortalte han dog, at han havde løjet for os, hvorpå ”The Darkest Embrace” fra debutalbummet, Mark Of Rot, begyndte. Og som et uventet, men kærkomment indslag blev også de helt gamle Cabal-rødder luftet, da deres allerførste forsanger – dog kun i 14 dage – Peter Thomsen indtog mikrofonen.
Det var generelt en koncert fyldt med gæster. Neema Rad fra DETHRXNER, naturligvis iført solbriller midt om natten, leverede et stærkt vokalt bidrag til "Still Cursed”. Mens John Cxnnor forvandlede midnatsmørket til et decideret rave-kaos med psykotisk energi og et hav af crowdsurfere, der nærmest flød hen over pitten. Der kom også besøg på scenen af Fabräk, da ”Sort Sommer” bragede ud over pladsen. Der blev fortalt, at sidst de spillede nummeret, kom en fra publikum op bagefter og spurgte, om ikke de kunne lade være med at blande rap og metal. Svaret dertil var kort og kontant – ’luk røven!’ Det var fuldt kaos, og Paarup nåede lige at flå en af medlemmerne fra Fabräk væk, inden han blev grillet af pyroen på scenen. Vi fik også fornøjelsen af Mirza Radonjica fra Siamese og soloprojektet Afterlove, der lagde en solid vokal på ”No Peace”.
Aftenen kulminerede med "Death March" og ”Magno Interitus”. Under sidstnævnte kom Chris Kreutzfeldt på scenen og leverede en brutal vokal. Han er producer og guitarist og blev præsenteret som hjernen bag Cabal. Det hele sluttede alt for hurtigt, og der var ingen tvivl om, at drengene i bandet havde haft en fest. Paarup stod til sidst sammen med trommeslager Mikkel Hvam, guitarist Christian Hammer og bassist Dennis Hursid og havde både ild og julelys i øjnene. Og med god grund, for de havde lige skabt et brag af en koncert.
Helveds-varme!
Det her var Cabal, når de er allerbedst. Rutinerede, kompromisløse og med en sceneenergi, der føltes som et direkte angreb på sanserne. Publikum fik, hvad de kom for: kaos, fællesskab og en nat, de sent vil glemme. Hvis man taler om, hvem der er klar til at indtage de øverste linjer på de største metalfestivaler i verden, så er Cabal klar til at tage det skridt. Og de beviste det med denne koncert. Min kollega på Heavymetal.dk, der så bandet i Polen til Mystic Festival og skrev det så smukt i sin anmeldelse derfra, og koncerten på Copenhell blev den endelige bekræftelse: Cabal er et af de stærkeste navne indenfor dansk metal.
Sætliste:
Become Nothing
Redemption Denied
Exsanguination
Still Cursed
Unveiled
Hell Hounds
Everything Rots
Blod af Mit
Snake Tongues
End Times
The Darkest Embrace
Sort Sommer
No Peace
Death March
Magno Interitus
Billeder tager af Sebastian Dammark