Vi er altså meget mere end et coverband
På trods af genstridige rygter, så er Alient Ant Farm meget mere end et one-hit-wonder. De brød igennem med deres platinsælgende 2001-album, ANThology, og ikke mindst deres cover af Michael Jacksons legendariske ”Smooth Criminal”. Og selvom mange måske i dag primært husker dem for netop covernummeret, så er Alien Ant Farm heldigvis da langt mere end det. Deres musik har en melodisk, men aggressiv kant, og de har senest udgivet albummet ~mAntras~ i 2024.
Men vi bliver måske lige lovligt tilbagelænede
Tre fjerdedele af amerikanerne i Alien Ant Farm gik på scenen iført cap og solbriller – og Dryden Mitchell i front endda også med tyggegummi. Det satte egentligt en meget tydelig stemning for den kommende koncert. De startede med ”Courage”, et dejligt fængende og letgenkendeligt nummer, der også indbød til masser af indlevelse fra publikum. Men det blev leveret alt for laid back til min smag.
Selvom det da ikke er helt unormalt med kor (for eksempel Zeal & Ardor), så er det dog typisk udført af enten guitarist eller bassist. Men her hos Alien Ant Farm tog Michael Anaya den lidt særprægede rolle som hypeman og backupsanger helt tilbage i 2014, så Mitchell ikke skulle kæmpe så meget med vokalen. Og det var nok en meget fornuftig beslutning. For Mitchell er hverken verdens dygtigste eller mest karismatiske forsanger. Han luntede stille omkring på scenen og snakkede lidt til publikum, men det var ikke specielt overbevisende leveret. Til gengæld hoppede og dansede Anaya på sin plads ved siden af Mike Cosgrove bag tønderne, og spredte dermed meget mere stemning og hopla, end Mitchell.
”Forgive and Forget” fik publikum lidt op og hoppe, men igen blev det aldrig sådan helt godt. Og da Mitchell så spurgte, om de ikke måtte spille noget fra ~mAntras~, var responsen så larmende tavshed, som en festivalplads kan udløse. Og selvom musikken sådan set er fin og bouncy, så var det stort set kun på Anthem-numre, at man rigtigt kunne mærke bandet, hvor ”Movies” for eksempel først efter noget overtalelse får fat i publikum med, hvad det nu hedder, hvor alle skulle sætte sig ned og så op og hoppe i omkvædet. Men så kom heldigvis det, vi alle tilsyneladende havde ventet på. Det store hit. Præsenteret af selveste Michael Jackson i form af et gammelt interview, hvor han lød helt stolt af, at nogen havde valgt at lave et cover af hans nummer. Og således gik de i gang med, hvad der utvivlsomt er deres allerstørste hit: ”Smooth Criminal”.
Tamt og uinspireret
Hen mod slutningen af koncerten spurgte Mitchell om, hvem vi kom for at se på festivalen. Og det meget symbolske svar fra langt størstedelen af publikum var ’Slipknot’. Jeg behøvede da også kun en hånd for at holde styr på antallet af crowdsurfere. Det er vel en slags bundrekord af en art. Men det var ikke en superdårlig koncert egentligt. Det var bare heller ikke særligt godt. Det blev for jævnt og for dovent af bandet, som selv under deres største hit aldrig fik helt fat i publikum.