Top-3: Lasse Jacobsen 2025
2025 lakker mod enden, og igen står vi tilbage med et år, hvor rock- og metalscenen har leveret både markante overraskelser, på godt og ondt, og solide højdepunkter. På hjemmefronten har danske bands fortsat deres imponerende fremmarch med udgivelser, der både udfordrer genrerne og cementerer deres positioner i et stadigt stærkere musiklandskab. Internationalt har nogle af de mest toneangivende navne i rock og metal dog i min optik været ret skuffende, mens nye ansigter har blandet sig i toppen med friske udtryk og modige ambitioner. Året har budt på alt fra hårdtslående metaludgivelser til atmosfæriske rockplader og fra genrefornyelse til triumferende tilbagekomster. Når man ser tilbage på 2025, står én ting klart: Rocken og metallen er fortsat i konstant bevægelse – og i allerbedste form. Her er mine personlige bud på årets bedste udgivelser.
Danske udgivelser
Onde tunger vil påstå, at hardcore-ensemblet Eyes solgte ud, da de i foråret udgav albummet Spinner. Ikke nok med at bandet tog springet fra trygge Indisciplinarian over til amerikanske Prosthetic Records, så var den overordnede lyd også sprunget i en ny retning. De forrige plader bar præg af niche-hardcore og introvert støjhelvede – på den fede måde, bevares – og nu har Eyes fundet en, host-host, mere mainstream-lyd, som nok ikke falder i god smag hos alle. Personligt hører jeg til dem, der synes, de nye toner klæder Eyes ufatteligt godt. De er modnet som band, har fundet en rigtig fed lyd og vigtigst af alt, så er de tro mod dem selv. De lyder stadig som Eyes, men nu markant mere som Cancer Bats og Every Time I Die og knap så meget som muggen røv og dissonant undergrund. Flot skridt i en spændende ny retning.
2.-pladsen: Feather Mountain – A Liminal Step
Via skrøbelig progressiv metal, elektronisk avantgarde og elementer af pop inviterer Feather Mountain endnu en gang sine lyttere med på en rejse helt ind i sindets dunkle afkroge. De snørklede musikalske kompositioner og progressive elementer er stadig perfekte billeder på den sårbare sindstilstand, utryghed og poetiske agorafobi, der er bandets identitet. Og hvor er det smukt. A Liminal Step er en yderst krævende plade, der ikke er fuldkommen perfekt fra start til slut, men der venter en fantastisk melankolsk belønning for den tålmodige lytter med det åbne sind.
1.-pladsen: Georgios Alevrofas – The 12 Labors of Hercules: A Metal Odyssey
Som del af en græsk-amerikansk familie har herboende Skarnet-guitarist Georgios Alevrofas altid været fascineret af den græske mytologi. Særligt historien om Herkules og de tolv prøvelser har fyldt meget, og i omtrent et årti har Alevrofas drømt om at sætte musik til de tolv fortællinger. Den drøm blev i år til virkelighed, og det er vi mange, der er glade for.
Der er unægteligt langt mellem snapsene, når det kommer til instrumental metal. Jeg var derfor særdeles spændt på The 12 Labors of Hercules, men må indrømme, at Georgios Alevrofas har begået et lille instrumentalt mesterværk. Albummets forrygende musik akkompagneret af de vedlagte billeder og korte fortællinger er en fantastisk oplevelse. Som historiens hovedperson Herkules har Alevrofas selv været igennem diverse prøvelser og udfordringer i albummets tilblivelsesproces. Han indså, at myterne var metaforer for vores egne dødelige liv, og at vi alle kæmper vores kampe for til sidst at komme stærkere ud på den anden side. Og hvor er det fedt, at Alevrofas tog udfordringen op og gjorde sine drømme til virkelighed. Resultatet kan nemlig nydes af alle metalelskere såvel som interesserede i græsk mytologi. Tusind tak for en skøn oplevelse, og stort tillykke med årets danske udgivelse.
Boblere:
Morild – Disse Fugle Får Ingen At Se
Sunken – Lykke
Afsky – Fællesskab
Internationale udgivelser
3.-pladsen: Sanguisugabogg – Hideous Aftermath
Death metal-bandet fra Ohio med det umulige navn er ikke kun hype. De kan sgu også spille! Med en anelse deathcore, en slat slam og en helt forrygende trommeslager har Hideous Aftermath virkelig overrasket mig. Beskidt og ulækker death metal, der ikke er bleg for at råbe højt og hidsigt om lemlæstelse, råddenskab og fækalier, kender vi fra bands som Cannibal Corpse og Napalm Death, men kanaliseret gennem Sanguisugabogg får genren nyt liv. Hideous Aftermath er en plade, jeg er endt med at høre meget mere, end jeg troede, jeg ville. Den holder!
2.-pladsen: Warbringer – Wrath And Ruin
I byen Ventura i Californien render en flok gutter rundt, der er for unge til at have været med til thrashens spæde start i de tidlige 1980’ere. De hedder Warbringer, og de er fløjtende ligeglade med, om thrash metal skulle have passeret udløbsdatoen for længst. Deres syvende langspiller, Wrath And Ruin, er helt enkelt en af de bedste thrash-udgivelser i nyere tid. Ja, jeg vil faktisk sige, det er den bedste siden Power Trips fænomenale Nightmare Logic, og det får man eksempler på fra pladens første sekund. Føj, det er godt. Og så er det endda fremadskuende og nytænkende i modsætning til meget andet inden for genren. Floskler og gamle Bay Area-konformiteter synes kastet over bord til fordel for nyere elementer. Eksempelvis “Through A Glass, Darkly”, som er thrash parret med moderne elementer af groove og med harmonier og struktur, der ikke er brugt en million gange før. Det fungerer fantastisk godt, at det hele ikke bare er ‘1-2-3, drik nogle bajere, og fuck systemet’, men derimod lidt mere sofistikeret. En plade, der er et must for alle, der kan lide god thrash. Og hvem kan ikke det?
1.-pladsen: Changeling – Changeling
Changeling og deres debutalbum af samme navn er et projekt skabt af guitarekvilibrist Tom ’Fountainhead’ Geldschläger, som tidligere har slået sine folder i Alkaloid, Belphegor, Obscura og flere andre. Sammen med vokalist Morean, ligeledes fra Alkaloid, Mike Heller, der engang bankede gryder i Fear Factory, og ikke mindst bassist Arran McSporran fra Virvum har Geldschläger skabt et sandt bæst af et album. Et af dem, der er svært at beskrive, og som ganske enkelt bare skal opleves.
Albummet kan anses som en musikalsk og tematisk fortsættelse af Obscura-albummet Akróasis. Tekstuniverset er ikke overraskende centreret om en psykedelisk rejse gennem sindet, hvor man selvfølgelig støder på en masse eksistentialistisk filosofi og lidt Lovecraft på vejen. Musikalsk er vi ude i bindegal progressiv og højteknisk death metal, komplet med pruttende båndløs bas, skæve rytmer og højhastighedsguitarsoli af en anden verden. Dødsjazz vil nogle kalde det, og det er selvsagt ikke den mest lettilgængelige musik på planeten. Men efter et par gennemlytninger kryber Changeling virkelig ind under huden.
Når store ambitioner og vanvittige musikalske evner sættes i spil af store egoer, er det ofte på bekostning af den gode sangskrivning. Selviscenesættende guitaronani og en masse andre ego-eskapader bliver ofte ret trættende i længden og kan nemt ødelæggende den pågældende plades sammenhængskraft, men det er heldigvis ikke tilfældet her. Changeling besidder ikke bare imponerende individuelle evner, men er i den grad også i stand til at komponere fantastisk musik, der stiller store krav til sin lytter og betaler tifold tilbage. Årets plade – intet mindre!
Boblere:
Håndgemeng – Satanic Panic Attack
Fermentor – Agreement
Panopticon – Laurentian Blue og Songs of Hiraeth
Thorn – Nebulous Womb of Eternity
Årets skuffelse
Intet musikår uden skuffelser, og i år stødte jeg på hele tre. Okay, den første er måske ikke decideret skuffende, men bestemt ikke lige så god, som jeg havde håbet. Det drejer sig om tech death-mestrene i Revocation, der med pladen New Gods, New Masters viste, at de også bare er mennesker. Pladen er bestemt ikke dårlig. Men et band med et så imponerende bagkatalog burde kunne levere bedre. Øv bøv.
At Møchine Høød skøffede tømmelig fælt med Unatøned, køm døg ikke bøg på mig. Alt løge fra cøveret til de første par søngler løgtede af kedelige rester fra førgængeren Øf Kingdøm and Crøwn, øg det var præcøs, hvad vi fik. Pladen er ikke døcideret frøgtelig eller i nærheden af makvørket Catharsis, men bløt helt utrolig kødelig og størt set bløttet for øverraskelser. Snørk!
Sidst, men ikke mindst, blev jeg utrolig skuffet over A Sonication fra de ellers så skønne Obscura. Præcis som Revocation er de altid leveringsdygtige i fabelagtig progressiv tech death, men hold da op en anonym plade. Jeg blev sgu næsten helt vred, da jeg hørte den.
Årets overraskelse
Med hele tre skuffelser er det godt, man også kan lade sig overraske. Og det er jeg i dén grad blevet over den danske black-scene. Selvom jeg øver mig på livet løs, er det aldrig lykkedes mig at blive black-fan. Det fanger mig ganske enkelt ikke, og det hele lyder så fandens ens og larmende. Men, men … Afsky, Morild og i særdeleshed Sunken har i år lavet plader, der har fået mig til at spidse ører. De lyder sgu spændende og dragende. Måske ender jeg med ligefrem at kunne lide black?