Far var ikke sur, han var…
Da jeg anmeldte Volcandras andet album The Way of Ancients, var jeg hård, men retfærdig. Som en far der konfiskerer sønnens Game Boy efter et halvkriminelt tyggegummityveri. Pladen og dens Diablo-tema føltes mere som fanfiction end som en original idé, og universet var bedre urørt, som spillet der lå bag. Samtidig havde pladen svært ved at finde fodfæste, og vaklede mellem genrerne som en beruset barbar på vej frem fra et dungeon raid. Talentet har dog aldrig manglet. Og nu virker det faktisk, som om amerikanerne har kigget sig selv i spejlet og tænkt: ”vi er sgu gode nok til at lave vores egen verden”. Beyond the Will of Mortals er netop det. En episk fortælling om en lavrangeret soldat, der sendes ud på en selvmordsmission for at knuse en ældgammel dommedags-runesten i en verden flået fra hinanden af halvguderne og troldmænd. Ambitionen luger af en trilogi, og den dufter dejligt. Som man ofte siger i et auktionshus: Solgt!
Giv mig en rustning og et sværd, så er jeg klar på hvad som helst.
Volcandra spiller stadig blackened melodic death metal, men har smidt ekstra benzin på bålet i form af endnu mere thrash end tidligere. Vi er et godt stykke væk fra Dissection og tættere på en amerikansk udgave af næsten-navnebrødrene Thulcandra. Når et album åbner med lyrikken ”Warships descend on a shining megalopolis” ved man også godt, at det bliver episk med et glimt i øjet. Beyond the Will of Mortals er velskrevet og leder tankerne mod Dark Souls spillet– især med sproglige billeder som ”pendulums swinging rusted and jagged” – eller endda Elden Ring. Tematisk er der også paralleller til tv-serien Dark med både tidsrejse, skærsild og et opgør mod fortidens synder. Det lyder som en ren referencefest, men Volcandra får det til at føles ægte og som deres eget. En vigtig egenskab.
Der er mange højdepunkter. Guitararbejdet i ”Infinite Decadence” er decideret guddommeligt, og lyder betydeligt mere avanceret end det egentligt er. ”Venom Marsh Enchantress” beviser, at thrash stadig kan være både beskidt og underholdende. Tempoet er hæsblæsende, og energien føles som at blive ramt af en knytnæve omviklet i pigtråd. Volcandra er teknisk skarpe og er blevet bedre til at skifte genrer uden at snuble i deres egne riffs. Det meste af tiden i hvert fald. ”Marauders Of The Cosmic Vortex” har et par akustiske afstikkere og en solo, der lige glemmer, hvor den skulle hen. Men det er småting, og understreger meget godt, hvor højt niveauet ellers ligger.
Pladens værste egenskab er dog, at det ind i mellem bliver en kende bøllet. ”Within The Webs” smider de melodiske tøjler og går fuld öld schöol death metal. Ikke dårligt, men det stikker ud som en gæst, der har drukket for meget hjemmefra og er gået til den forkerte fest. Det giver et mismatch på en ellers veludført vision. Men alt i alt er Volcandra nået langt. Jeg glæder mig på en helt anden måde, end jeg gjorde tidligere, til deres næste udgivelse.
Vol-kan-da-godt-når-det-skal-være
Volcandra har leveret et stærkt album, som er et klart skridt op fra The Way of Ancients. Lyrikken er spændende, guitararbejdet er særdeles veludført, og amerikanerne beviser, at kreativitet ikke er et problem, selv når de selv skal bygge en verden op fra bunden. Der er stadig små dissonanser hist og her, men det er i småtingsgenren, og beviser, at Volcandra er et navn, man skal holde godt øje med.