Flerdimensionelt stockholmsyndrom
Kald det understimulans, disproportional optimisme eller regulær musikalsk masochisme. Uanset hvilken diagnose man vælger, er anmelders frivillige genbesøg hos Jungle Rot og amerikanernes tolvte studieudgivelse, Cruel Face of War, vanskeligt at forklare ud fra logikkens principper alene. Mit hidtil eneste møde med kvartetten fandt sted på Gehenna under Copenhell 2024, hvor ’teltet’ ved mindstescenen havde en sjældent sløj dag på kontoret. Paradoksalt nok var lydforholdene her faktisk i vater og afslørede således et orkester med overraskende få greb i værktøjskassen. Klip til nærværende album, hvor barkflisen er blevet erstattet af brutale beretninger om samtidens kaotiske krisetilstande og krigens menneskelige omkostninger. Spørgsmålet er så, om Jungle Rot denne gang formår at hæve sig over egen formel, eller om vi endnu engang står tilbage med en plade, der lyder som 40 minutters kollektiv nakketræning for folk i camouflagefarvede cargoshorts.
Krigens grimme ansigt
Jungle Rot har aldrig været blandt typerne, der forveksler kompleksitet med kvalitet. Tværtimod virker Cruel Face of War næsten demonstrativt opsat på at bevise, hvor langt man kan komme med primitive virkemidler, hvis blot eksekveringen er brutal nok. Allerede efter introens fuglekvidder og taktfaste jungletrommer står det klart, at bandet stadig dyrker kontrasten mellem civilisation og sammenbrud med samme subtile elegance, som en bulldozer gennempløjer et parcelhuskvarter. “Apocalyptic Dawn” slæber sig frem på rituelt messende rytmer og repetitive riffloops, indtil en groovy guitarsolo kortvarigt bryder monotonien, mens titelnummeret sparker døren ind med en mere aggressiv og thrash-orienteret energi. Den umiskendelige HM-2-savlyd er godt nok barberet væk til fordel for en mere moderne produktion, men beskidt lyder det stadig. Ikke mindst når tremoloriffene skærer gennem lydbilledet som rustne hobbyknive.
Det klæder i øvrigt Jungle Rot, at de denne gang forsøger at række en smule længere end splatter, indvolde og klassisk krigsfetichisme. “Suffer in Silence” rammer eksempelvis noget overraskende modent i sin behandling af PTSD og psykisk nedslidning, hvor guitarkonstruktionerne næsten fysisk mimer følelsen af isolation og apatisk implosion. Omvendt går gruppen fuldt neandertaler-mosh på “Maniacal”, hvor hXc punkrytmerne får Syphers trommespil til at lyde som en betonhammer i frit fald. “Radicalized” flytter samtidig fokus fra historiske slagmarker til moderne ekstremisme og giver albummet en mere nutidig snitflade, uden at Matrise dog ligefrem udvikler sig til dødsmetallens samfundskommenterende storpoet. Forfriskende, bevares, men Jungle Rot fungerer stadig bedst, når de fralægger sig finesse og holder sig til at hamre pointer ind med knojern i stedet.
Og måske er det netop derfor, pladens stærkeste øjeblikke opstår, når veteranerne læner sig mod egne rødder fremfor at forsøge at lyde aktuelle. “When the Elders Rise” føles nærmest som en kærlighedserklæring til thrashgenrens ophavsmænd, og tankerne ledes naturligt mod Dave Matrise’ formative møde med Mille Petrozza tilbage i slutfirserne, der efter sigende var med til at forme både hans musikalske og menneskelige kompas. Det høres. Især når “Legacy of the Damned” låner så heftigt fra Jeff Hannemans kromatiske uhygge, at Slayers spøgelse nærmest står og savler ovre i hjørnet. Besøget fra Dave Ingram på “Horrors Vile” tilfører desuden albummet en sumpet tyngde, hvor bassen lyder som mudder skubbet frem af en kampvogn. Til sidst vælger Jungle Rot heldigvis ikke den heroiske finale, men lader i stedet “Hollow Husk” sive ud i tom nihilisme og mekanisk dødsmarch.
Driftssikkert håndværk
Jungle Rot er og bliver blandt dødsmetallens mest pålidelige håndværkere. Cruel Face of War er måske deres mest varierede udspil i nyere tid, og numre som ”Horrors Vile” og ”Suffer in Silence” viser de facetter, vi savnede på Copenhell. Men når den 'hule skal' i finalen rinder ud, sidder man tilbage med følelsen af, at man har fået præcis det, man bestilte – hverken mere eller mindre. Et album, der næppe omvender skeptikere, men til gengæld cementerer amerikanernes status som genrens svar på comfort food: fedtet, forudsigeligt og overraskende tilfredsstillende, når trangen melder sig.
