Power, power, power og atter power. Et rent Power Trip!
Et af de der øjeblikke…
En af de fede ting ved et medie som Facebook er alle de grupper, hvori folk lægger musik op, som jeg og mange andre kan tjekke ud. Det var på den måde, jeg sidste år opdagede Power Trip fra Austin, TX, USA og deres debutskive, Manifest Decimation fra 2013. En solid omgang thrash/crossover, som ikke er specielt originalt, men som indeholder så meget musikalsk effekt (og her er ikke tale om noget elektronisk, overhovedet!), at man godt kan sige, at deres tilgang til at gribe en godt gennemkneppet genre an på er original.
For lige at gøre opskriften nem: Man tager en solid omgang Exodus af det helt gamle, smager det til med nøje afmålte mængder Cro-Mags og drysser med en knivspids The Exploited… Det hele pakker du godt og grundigt ind i en rå og ufortyndet produktion, der alligevel formår at fremstå knivskarp i lydbilledet. Server det med power, finesse og lysende spilleglæde… Voila, så har du Power Trip!
Det logiske mareridt
Bandets andet udspil, den svære toer så at sige, er intet mindre end en genistreg af dimensioner! Originalt er det stadig ikke, men hvad er det så, der gør det så gennemgående genialt? Det korte svar er ”thrash-riffing”!
Power Trip har ganske enkelt forstået, hvordan man laver ”det fede riff” og får mest mulig power, catchiness og energi ud af det, selvom det er noget af det mest simple, man overhovedet kan spille på en guitar. Det er bare gennemgående for hele skiven. Hør fx nummeret ”Executioner’s Tax (Swing of the Axe)”. Det er jo dette årtusindes svar på Sepulturas legendariske klassiker ”Inner Self” fra Beneath The Remains-skiven, der udkom i 1989. Åbneren ”Soul Sacrifice”, den geniale ”Waiting Around to Die” og titelnummeret er jo bare tydelige eksempler på, hvad et godt riff kan gøre – også selvom riffet er hørt og spillet en milliard gange før! Power Trip forstår bare at få det til at swinge og rykke som ind i helvede.
Produktionen er tilpas rå og ufortyndet på den ene side, men stadig knivskarp og knastør på den anden. Det passer vanvittigt godt til helheden, og alt i alt er dette nok den fedeste skive i 2017 – indtil videre.
Også fede live!
Jeg havde den udsøgte fornøjelse at se dem live i Amager Bio tidligere på året sammen med Lock Up, Brujeria og Napalm Death, hvor de virkelig viste, hvordan man leverer varen live. De fede riffs, den fede lyd og den fede energi skinnede tydeligt igennem, og jeg kan kun sige, at det var vanvittigt fedt!
Jeg glæder mig i hvert fald til at følge dem fremover og håber, at deres tredje udspil bliver mindst lige så fedt og genialt som Nightmare Logic! Den skive må bare ikke mangle i samlingen, og den ikke bare bør, men skal, tjekkes ud! Mesterligt ud over alle grænser!
Kommentarer (1)
Anders Frandsen
Indlæg: 7
Holdkæft de river ørerne i
Holdkæft de river ørerne i stykker! Det er alt for fedt!
Anders Frandsen gav Power Trip - Nightmare Logic 10/10.