Machine Head på identitetsforvirret autopilot

Mange grunde til øptimisme

Nogle plader ser man mere frem til end andre, og denne langspiller nummer elleve fra Machine Head er en af dem. Bandet, der gav os en fuldstændig fænomenal koncert på Copenhell sidste år, har flere gange tvunget kæmpestore kameler ned i halsen på deres fans ved at træffe nogle mildt sagt eksperimenterende og kontroversielle valg. Forrige album, Of Kingdom and Crown, var dog en kærkommen undtagelse, hvor Machine Head havde fundet tilbage til den stil, de praktiserede på mesterværkerne The Blackening og Unto the Locust. Lige bortset fra den fjollede og overdrevne brug af bogstavet ‘ø’ var albummet en skøn overraskelse, og undertegnede tøvede ikke med at uddele en rigtig flot karakter.

Nyeste album, Unatoned – ja, sådan staver man det altså i virkeligheden – lægger op til mere af det samme. Med et lignende farveskema, samme visuelle tema og endnu flere ø’er har man selvsagt høje forventninger til den amerikanske kvartet og det, der altså tyder på en fortsættelse af forrige plade. Men når det kommer til Robb Flynn og hans kumpaner, kan man desværre aldrig vide sig for sikker.

Uøpfindsømt

Tilbage i februar tegnede det godt. Første single fra albummet, “Unbound”, bød på stærke grooves og riffs samt et ganske fængende omkvæd. Bevares, nummeret var ikke prangende, men bestemt heller ikke skidt. Anderledes forholdt det sig dog med anden single, “Bonescraper”, der mest af alt lød som et kasseret nummer fra kæmpeskuffelsen Catharsis. Ak ja, træerne vokser tilsyneladende ikke ind i himlen, og alverdens Head Cases, som bandets fans kaldes, måtte holde vejret lidt endnu.

I første omgang kan vi dog alle ånde lettet op, for det starter godt. Rigtig godt! Efter en kort intro i form af “Landscape of Thorns” går det løs med mageløse “Atomic Revelations”, der er Machine Head, når de er allerbedst. Alene riffet, der efterfølger første omkvæd, er af episke dimensioner, og katten derhjemme skal passe gevaldigt på, den ikke bliver losset ud af vinduet, mens man mosher rundt i stuen. Føj, det er godt. Som tredje skæring får man velkendte toner i form af førnævnte førstesingle, “Unbound”. Det nummer kan sagtens tåle et genhør, og her begynder man som lytter at føle sig fortrøstningsfuld. Det kan da ikke gå helt galt, det her. Eller hvad? Jo, det kan det desværre godt. Unatoned er primært blevet til på landevejene, hvor bandet har komponeret brudstykker af numre på hotelværelserne og sat det sammen i lånte øvelokaler, mens de har været på tour. Det har primært resulteret i fantastiske riffs og karakteristiske fede grooves, men også en masse kompositorisk uopfindsomhed. “Outsider”, “These Scars Won’t Define Us” samt “Bonescraper” og den banale “Shards of Shattered Dreams” er alle gode eksempler på den opskrift, bandet mere eller mindre har fulgt siden Catharsis: Man starter i hæsblæsende tempo med hårdtslående og nakkevridende riffs tilsat Flynns frådende vokal for så at gå over i et halvfesent omkvæd med clean vocals og kvalmende melankoli. Helt ærligt, Robb. Det er sgu ved at blive en kende forudsigeligt. Jeg elsker Machine Head, men disse numre har jeg lyst til at springe over. De hænger slet ikke fast, minder alle om hinanden og vidner i den grad om et identitetsforvirret band på autopilot.

Inden de beskedne 41 minutter er overstået – i øvrigt bandets korteste album til dato – får man lidt oprejsning i form af “Addicted to Pain”. Her er det Machine Head, som vi kender og elsker dem; smæk på dynamikken, groovy riffs, pinch harmonics og hele baduljen. Klart et af pladens bedste numre sammen med “Atomic Revelations”. Og så gør det ikke så meget, at det bliver helt forfærdeligt på “Bleeding Me Dry”, som bæres af synth og elektroniske trommer i verset, inden Robb får flæbet sig igennem et komplet uinspireret omkvæd. Av, hvor er det kedeligt. Mange præmisser har vi fans måtte æde gennem tiden, men denne får altså lov at blive liggende.

Blød mellemvare

Som enhver kan læse sig til, får Unatoned her en del hårde ord med på vejen, men det er primært, fordi man godt må forvente sig mere af et band som Machine Head. Tynde rester fra Of Kingdom and Crown plus bidder og brudstykker lavet med venstre hånd på et hotelværelse udgør ikke et ophidsende album. Unatoned er ikke en decideret dårlig plade, men mestendels bare utrolig kedelig. Det er hamrende flot produceret, og der er da to-tre fede numre plus fine perioder med groovy hooks og veleksekverede thrash-sekvenser, der er arketypisk Machine Head. Men det ændrer ikke på, at der ikke er mange mindeværdige øjeblikke på pladen. Den er ikke så rodet og rædderlig som Catharsis, men den skal stadig rangeres i nederste halvdel af bandets diskografi.