Thrashens kommende bannerførere?

Thrash – den største og vigtigste subgenre?

Metal er ikke bare metal. Os fans er en broget flok, der ikke altid kan blive enige om godt og skidt, og der er efterhånden så mange subgenrer, at det kræver en ret høj IQ at holde styr på dem alle. Og Gud nåde og trøste dem, der ikke har styr på deres subgenrer – så kommer det elitære metalpoliti susende og belærer prompte!

Trods en generel, omend karikeret samfundsopfattelse af at vi metalhoveder er en flok introverte særlinge, der med al sandsynlighed også læser tegneserier, er ufaglærte og æder spædbørn, er vi bestemt ikke ens. Men er der en enkelt genre, hvor langt de fleste af os kan mødes, er det thrash-metallen. Jeg vil vove den påstand, at alle har været omkring den på et tidspunkt i kortere eller længere tid. Måske faktisk som gateway ind i metallen. Men for manges vedkommende anses thrashen i dag for gammeldags og forældet. Man hører om flere, der på en eller anden måde er ‘kommet videre’, og thrash-pladerne er blevet sat til at samle støv i nostalgikassen. Bevares, der er som udgangspunkt heller ikke meget friskt vand tilbage i thrash-brønden, der kan brygges flere bajere af, så hvordan holder man den relevant og sågar i live? Kan det overhovedet lade sig gøre, eller skal man efterhånden bare acceptere, at thrash og originalitet ikke går hånd i hånd?

Friskt, fremadskuende, fedt!

I byen Ventura i Californien render en flok gutter rundt, der er for unge til at have været med til thrashens spæde start i de tidlige 1980’ere. De hedder Warbringer, og de er fløjtende ligeglade med, om thrash metal skulle have passeret udløbsdatoen for længst. De har nemlig udgivet seks langspillere siden debuten i 2008, og nu er deres syvende plade endelig ude. Notér jer titlen, kære læsere, for dette er en plade, mange andre skal måle sig med. Så fed er den! Wrath And Ruin er en af de bedste thrash-udgivelser i nyere tid. Ja, jeg vil faktisk sige, det er den bedste siden Power Trips fænomenale Nightmare Logic, og det får man eksempler på fra pladens første sekund. Albumåbneren “The Sword and the Cross” er skåret præcis, som den slags skal. Knivskarpe riffs, frådende hidsig vokal, dundrende dynamik og et overdådigt og yderst headbang-indbydende c-stykke. Så er vi sateme i gang! Efterfølgende får vi de mindst lige så medrivende “A Better World“ og “Neuromancer”, inden vi bliver forkælet med den meget Slayer’ske “The Jackhammer”. Sikke et riff, sikke et breakdown og sikke et overskud Warbringer spiller med.

Men hvad er det så, Warbringer kan, som ikke putter dem ned i den thrash-kasse, hvor man har hørt det hele mange gange før? Et af svarene er helt sikkert energien. Der er virkelig fart på. Men præcis som førnævnte Power Trip virker Warbringer ikke låst fast i en bestemt stil og lyd. Deres umiskendelige thrash-lyd er intakt, men gamle Bay Area-konformiteter synes kastet over bord til fordel for nyere elementer. Lyt bare til “Through A Glass, Darkly”, som er thrash parret med moderne elementer af groove og med harmonier og struktur, der ikke er brugt en million gange før. Det klæder pladen umådeligt godt, at det hele ikke bare er ‘1-2-3, drik nogle bajere, og fuck systemet’, men derimod lidt mere sofistikeret. Lyder det angstprovokerende? Jamen så hop bare frem til “Strike From the Sky” og “Cage of Air”, hvor alle kan være med. Her leveres der deciderede magtdemonstrationer, og sidstnævnte besidder en solo af en anden verden, man bestemt ikke må sidde overhørig. Føj, det er godt det her. Men måske også en anelse for kort. Ottende skæring er nemlig også pladens sidste, og personligt kunne jeg da godt savne et par numre mere. Men hvorom alting er, så lukker festen med et brag. Perlen “The Last of My Kind” er ligesom resten af albummet en stærk komposition, der efterlader sin lytter med øm nakke og tør hals. Tak for kaffe!

En sand perle

Thrash metal kommer aldrig til at dø. Mange af mastodonterne tjener muligvis stadig de fleste af deres penge på det, der var engang, og så tager de på turné en gang imellem, så de har lidt ekstra. Men heldigvis er der bands som Warbringer, der på inspirerende og kompromisløs vis fører den gode, habile thrash ind i en ny tidsalder, hvor det ikke nødvendigvis skal være hamrende originalt, så længe det er friskt og fremadskuende. Metallicas Kirk Hammett sagde engang, at selv efter en atomkrig, hvor verden ligger i ruiner, vil der et eller andet sted sidde en kakerlak med en lillebitte guitar og spille et riff. Men inden vi når så vidt, skal vi nyde Wrath And Ruin, der udover at være let tilgængeligt også er hamrende godt skrevet og produceret. Det er nytænkende thrash med dybde, finesse og substans leveret med kæmpe indlevelse og overbevisning, og det er uden tvivl et album, vi vil huske i mange år fremover.