MOGA* triumferer!
Fem år er der gået, siden vi fik det seneste Opeth-album, men nu er det tid igen, for efter nogle ugers forsinkelse er The Last Will And Testament endelig landet. Det er svenskernes 14. studiealbum, og det helt store samtaleemne har selvfølgelig været, at Åkerfeldts navnkundige growls endelig er tilbage igen. At det nye album har meget mere at byde på end det, har været klart, siden vi fandt ud af, at der også var tale om et vaskeægte konceptalbum. Proggen længe leve – eller hvad?
En rodebutik med masser af guld
Historien bag konceptet er forholdsvis enkel: En rig, gammel patriark er død, og hans arvinger samles. Dem er der flere af, end de selv lige havde forestillet sig, for der dukker en ’uægte’ og polioramt pige op, og det er langtfra den eneste overraskelse, der afsløres, mens patriarkens testamente læses op. Resten af historien må du selv dykke ned i, men den danner baggrund for Opeths mest omskiftelige album til dato. For vist bliver der growlet igen, og vist er metallen mere fremtrædende end meget længe, men Mikael Åkerfeldts trang til det progressive tager desværre lidt for ofte overhånd.
Med en enkelt undtagelse er samtlige numre på The Last Will And Testament således utroligt komplekse og omskiftelige. Der sker konstant noget nyt, og man får sjældent tid til at dvæle ved de fede og smukke passager, der trods alt er masser af – det er jo Opeth, det her. På “§4” går der to et halvt minut med en masse lir, før der for alvor sker noget interessant. Et fint, men kort akustisk stykke (med to harper, som jeg hører det) løfter stemningen, og det samme gør Jethro Tull-legenden Ian Andersons tværfløjte, som på smukkeste vis bringer os tilbage til 70’ernes vandlunger og tykke mursten. Den sekvens måtte dog gerne have varet meget længere, men bliver trods alt forstyrret af et kæmpe riff og en brandvarm solo fra altid interessante, men denne gang lidt for ubenyttede Fredrik Åkesson.
Henimod slutningen af albummet giver ”§7” først seriøse metalvibes, men igen kun i meget korte glimt. Trommerne dominerer totalt, mens resten er ret ligegyldigt. Det føles mest som et nummer, der skal drive historien frem, snarere end en egentlig sang. En klassisk fælde i prog-genren. Det er med andre ord, som om Åkerfeldt har kastet alt, hvad han kan, ind i hver eneste sang, og resultatet balancerer hele tiden på kanten af det geniale og en rodebutik. Det bliver desværre til lidt for hyppige besøg på den forkerte side.
Et andet problem er paradoksalt nok den nye, unge og ekstremt talentfulde trommeslager, Waltteri Väyrynen. Eller rettere er problemet jo nok snarere det, Åkerfeldt sætter ham til at lave. Alle, der har været så heldige at opleve Väyrynen live, har selv kunnet konstatere, at han er en uforskammet dygtig trommeslager, der på rekordtid og helt ubesværet er gledet ind i det velsmurte, men uhyre komplekse Opeth-maskinrum. Desværre skæmmes alt for mange af sangene, i alt for mange passager, af alt for ’travle’ trommer. Starten på både ”§5” og ”§6” er bare to af mange eksempler på stemninger, der overdøves.
Flere paradokser
Endnu et paradoks: Et af albummets med afstand bedste numre er det næsten grotesk omskiftelige “§2”. Man kan tælle 10 komplet forskellige sekvenser – med kun en enkelt gentagelse – i et nummer, der kun varer fem et halvt minut. Det er jo sindssygt, men det er vanvittigt godt komponeret og fungerer perfekt. Det bliver ikke dårligere af mere Ian Anderson og så et besøg af en vis forsanger fra Europe på kor. Hans stemme er desværre gemt langt nede i mixet, og jeg troede aldrig, jeg skulle skrive det her om en Opeth-sang, men der er altså for lidt Joey Tempest!
“A Story Never Told” slutter albummet af, og her kommer endelig lidt af den melankolske musikalitet, der, i hvert fald siden Still Life i 1999, har været en integreret del af det opethske udtryk. Det blev allerede nedprioriteret på In Cauda Venenum og nu endnu mere her på Last Will And Testament. Men Opeth kan tydeligvis stadig levere ’emotional payoff’, og med en lang episk solo til sidst er ”A Story” da også albummets mest konventionelle sang. Det er sjovt nok også, sammen med ”§2”, der er albummets mest komplekse, albummets klare højdepunkt. Forvirret? Det er jeg også.
Kan jeg snart blive klogere?
Med The Last Will And Testament er Opeth anno 2024 blevet så komplekst og omskifteligt, at det er blevet vanskeligt at opretholde en følelsesmæssig forbindelse til det – Martin Mendez’ sublime arbejde på bassen ufortalt. Samlet set er bandet jo stadig så latterligt dygtige, og basisproduktet så godt, at alt under 7/10 er en umulighed. På den anden side må jeg bare konstatere, at både Solbrud og Blood Incantation har lavet bedre progressiv metal her i 2024. Endnu en sætning, jeg aldrig havde troet, jeg skulle skrive. Albummer med en så høj grad af kompleksitet har det jo med at vokse, så når jeg snart får vinyludgaven mellem hænderne, er det ikke utænkeligt, at jeg helt undtagelsesvis bliver klogere, og at svenskernes 14. studiealbum kan få en mere fremtrædende plads i deres diskografi, end jeg er klar til at give det lige nu.
*) Make Opeth Growl Again
