Opeth - Den Grå Hal
CL Photography // Claus Westh Ljørring · Se flere billeder i galleriet

Opeth

Den Grå Hal, København K

Verdenspremiere i Den Grå Hal

Det skulle have været for to år siden, men på grund af den der virus, vi ikke rigtigt orker at forholde os til længere, blev Opeths 30-års jubilæums ”By Request” turné udskudt af flere omgange. I mellemtiden er det blevet omtrent 32 år, siden historien om mageløse Opeth tog sin begyndelse. Men pyt, nu skulle jubilæet omsider fejres med en sætliste bestående af én sang fra hvert af svenskernes 13 studiealbummer, som fans kunne stemme om for snart tre år siden. Startskuddet på den turné blev Den Grå Hal på Christiania. Og hvilket skud vi var vidne til.

En burger, en kø og en plan der ikke holder

På grund af uhørt travlhed på Restaurant Grillen på Christianhavn (og ikke mindst en pokkers god burger!) nåede Heavymetal.dk’s udsendte frem til Den Grå Hal i sidste øjeblik – eller det troede vi i hvert fald. Godt forpustet blev man mødt af en alenlang kø foran hallen og den umiskendelige lyd af Voivod, der allerede var gået på scenen et godt stykke tid før forventet! Mystisk, men alt, vi nåede at se fra de canadiske legender, var deres rituelle afslutningsnummer ”Voivod” fra debuten tilbage i 1984. Den blev leveret velspillet, men også med et glimt i øjet der var så stort, at det virkede, som om gruppen mest var med for sjov. Stemningen i den allerede tætpakkede hal var temmelig flad, men vi oplevede slet ikke nok til at kunne give Snake, Away og de andre en seriøs bedømmelse. Desværre, for Voivods bidrag til ekstremmetallen kan ikke overvurderes.

Opeth

Opeth - Den Grå Hal

Klokken 20:45 blev det så tid til Mikael Åkerfeldt og hans næsten overnaturligt dygtige kumpaner i Opeth. Spændingen var stor, for hvilken sætliste kunne vi mon se frem til? Havde den gennemsnitlige Opeth-fan mon mod nok til at tænke lidt ud af boksen, eller ville det bare blive til alle de gamle travere? Noget kunne tyde på det sidste, for svenskerne lagde fra land med klassikeren ”Ghost Of Perdition”. Den blev dog taget imod med et jubelbrøl fra hallens publikum, så alt var vel godt? Nej, ikke helt faktisk. Det virkede i starten, som om især Åkerfeldt var lidt påvirket af premierenerver, og det forplantede sig til en aldeles usædvanlig usikkerhed. Der var i hvert fald nogle små kiks fra ham hist og pist især i ”The Moor”, som ellers var en kæmpe oplevelse. De fire andre bandmedlemmer befandt sig på deres altid overdrevent høje niveau, og de fik heldigvis forholdsvis hurtigt hevet chefen med op. Især bør den nye trommeslager fremhæves, den bare 28-årige Waltteri Värynen fra Finland. Värynen har på rekordtid absorberet Opeth-diskografien, og han drev det hele stensikkert frem. Vildt imponerende, og næsten, men også kun næsten, helt oppe på Martin Axenrots niveau.     

Imponerende var også sætlisten. Og ja, den vil enhver nørdet Opeth-fan med respekt for sig selv kunne diskutere og dissekere i uendelighed, for der er så grotesk mange klasse-numre at vælge imellem. Åkerfeldt gjorde en del ud af at fortælle om, hvor krævende det havde været at øve alle de gamle numre op. Efter en solidt afleveret "Under the Weeping Moon" fra debuten Orchid, konstaterede han med det sædvanligt lune glimt i øjet: ’What a fucking weird song’. Det havde han fuldstændig ret i. Mere alvorligt blev det et par sange senere. For her annoncerede Åkerfeldt, at de nu ville opføre en sang, de aldrig havde spillet live før. Spændingen steg i hallen, for der kunne vel kun være tale om den 20 minutter lange mastodont af en sang ”Black Rose Immortal”? Siden 1996 da Morningrise udkom, har Opeth-fans været delt i to lejre: De ægte fans der har aldrig har misset en lejlighed til at trygle om at få Opeth til at spille den live, og så overtegnede der synes, den er både kedelig og vulgær.  Men jo, i den udsolgte Grå Hal var vi vidner til intet mindre end en verdenspremiere, for Opeth spillede endelig deres længste, og mest sagnomspundne sang. Denne anmelder måtte omsider overgive sig, for live fungerede ”Rose” fantastisk. Omskiftelig, kreativ og hele tiden i bevægelse. De tyve minutter fløj afsted, og det gjorde faktisk hele koncerten, der varede imponerende to en halv time. Ja, så lang tid tager det at spille 13 Opeth-klassikere.

Selvom vi nok var flere tilstede, hvis ømme ben og rygge savnede de behagelige stole fra Det Kongelige Teater og DR’s koncertsal, så måtte man konstatere, at denne optræden var svenskernes mest vitale siden deres fantastiske koncert i Store Vega for otte år siden. Christiania og Den Grå Hal dannede den perfekte ramme denne aften. Nogen vil sikkert indvende, at det var forudsigeligt at slutte fejringen af 32 år med Opeth af med ”Deliverance”, men personligt bliver jeg nok aldrig træt af at se de fem ekvilibrister udføre dette ekstremt komplekse, men uhyre medrivende nummer til perfektion. Blæret og inderlig på samme tid, og man måtte endnu engang konstatere, at uanset om de spiller deres ’nye’ 70’er-inspirerede prog eller den klassiske progressive dødsmetal, de selv var med til at definere, så er Opeth bare noget helt unikt på metalscenen. De 1.700 mennesker i Den Grå Hal var vidner til noget helt særligt, og ikke kun på grund af en enkelt verdenspremiere.

9/10

Sætliste:

"Ghost of Perdition"

"Demon of the Fall"

"Eternal Rains Will Come"

"The Moor"

"Under the Weeping Moon"

"Windowpane"

"The Devil's Orchard"

"Black Rose Immortal"

"Burden"

"Sorceress"

"Allting tar slut"

"Blackwater Park"

"Deliverance"

Tilføj kommentar