Da Opeth blev til Opeth
Når man ser tilbage, og det er vi jo nogle der gør ganske meget, så kan man groft sagt dele Opeths historie op i tre perioder. Først de tidlige år med rå, men overvejende melodisk death metal, der startede med debuten Orchid fra 1995. Derefter fulgte en periode, hvor den klassiske progressive og mere riff-baserede Opeth-stil blev forfinet og senere hen perfektioneret (Blackwater Park osv., men dem vender vi tilbage til). I dag er bandet så i gang med deres tredje fase hvor progressiv rock er i fokus og, til mange fans’ store sorg, Mikael Åkerfeldts ikoniske growls ikke er det. Denne periode startede i 2011 med Heritage og er indtil videre kulmineret, måske endda afsluttet, med In Cauda Venenum der udkom for fem år siden. Hvad Opeths kommende album, The Last Will and Testament, helt præcist byder på, ved vi jo selvsagt ikke helt endnu.
Alt blev bedre, større
Men hvornår var det så at Opeth for alvor blev til Opeth? Hvornår støbte svenskerne egentlig det fundament, der gjorde dem i stand til at levere en næsten uhørt suveræn serie af albums i 00’erne? My Arms, Your Hearse fra 1998 havde allerede vist, hvor stort potentialet var, og ikke mindst hvor Opeth var på vej hen. Men her 25 år senere er det alligevel Still Life, der står tilbage som det moment, hvor Mikael Åkerfeldt sprang ud som både sanger og sangskriver i topklasse og dermed for første gang førte Opeth op blandt metal-eliten. Produktionen blev klarere, riffsne ondere, arrangementerne skarpere, mens både ambitioner og udførelse i det hele taget fik et seriøst løft i forhold til de foregående albums. Albummet blev da også fra starten mødt med overstrømmende og rosende ord fra metal-miljøets undergrund, men efterhånden også fra mere mainstream metal-medier – for hvem andre lavede i 1999 dødsmetal på dette niveau? Det var faktisk svært at finde ret mange andre end Mikael Åkerfeldt, hans kammerat Jonas Renkse i Katatonia (i hvis sofa det meste af Still Life i øvrigt blev skrevet) og Chuck Schuldiner, der i slutningen af 1990’erne gjorde noget særligt for at forny den klassiske dødsmetal. Uanset hvad så havde Still Life bare hele pakken: Medrivende riffs og melodier til overflod, smukke akustiske passager, det ondeste growl i verden, et spændende koncept med en god historie og ikke mindst et ufatteligt smukt cover. Samlet set bød Opeth med Still Life dermed på det ypperste man i 1999 kunne finde inden for progressiv dødsmetal.
Mange anser desuden besætningen på albummet med Åkerfeldt, Peter Lindgren, Martin Lopez og Martin Mendez for den klassiske Opeth line-up, og niveauet er da også tårnhøjt fra starten. ”The Moor” og ”Godheads Lament” er et 1-2 punch, der umiddelbart fortsætter og udvikler den riff-baserede dødsmetal fra My Arms, Your Hearse. Det er ganske vanskeligt ellers at fremhæve højdepunkter på dette album, hvor fem af numrene da også hører blandt de sange, som bandet har fremført live flest gange. ”Face Of Melinda” bør dog nævnes, da den ikke blot er en af bandets smukkeste akustiske sange, men også er en sang der fuldstændig skifter karakter undervejs, en teknik Åkerfeldt i høj grad også gør brug af i dag. ”Melinda” bliver dermed også til en af Opeths første opvisninger i suveræn sangskrivning og en lektion i, hvordan lange, snørklede riffs kan gøres både medrivende og holdbare.
Men er det en 10’er?
Af ovennævnte grunde, men sikkert også af utallige andre, mener mange fans stadig, at Still Life er et mesterværk. Set i bakspejlet er der dog et væsentligt problem ved denne antagelse: Fra 2001 med Blackwater Park til og med Watershed i 2008 udsendte Opeth, som allerede nævnt, fire rene metal-mesterværker (de to nævnte plus Deliverance og Ghost Reveries) samt et enkelt sublimt akustisk værk, Damnation. Når man vurderer alle disse albums samlet, er der således ikke rigtigt noget Still Life gør bedre end nogle af de fem albums, der kom efter. Det er et album, der nemt kunne gøre det ud for det absolutte højdepunkt for de fleste ambitiøse metalbands, men for Opeth er det egentlig bare et rigtig godt album i deres imponerende række af sublime udgivelser. Det faktum alene sætter en fed streng under svenskernes unikke position i metalmusikkens panteon. Da Still Life udkom, var den måske nok en sikker 10’er, men i dag må man konstatere at 25-års-jubilaren er et par niveauer under bandets bedste, og set i bagklogskabens ulideligt klare lys, får albummet derfor ”kun” otte kranier her i 2025.
