Menneskeligt forfald, forrådnelse, flænsning og fortvivlelse
Coronapandemien har raseret i verden de sidste tre år, hvilket uden tvivl har givet en masse tænketid til de svenske dødsmetallegender Bloodbath. Hvordan tager man en livsdrænende episode i verdenshistorien som coronapandemien og vender den til en inspirationskilde til album nummer seks? Svaret ligger selvfølgelig lige til højrebenet: En pandemi i form af en ægte zombieapokalypse, hvor der ingen grænser er for voldeligheden og brutaliteten i det nye overnaturlige verdensbillede. En verden, hvor der ingen frelse er, og ingen guder står klar til at redde dig. Alt, hvad der er tilbage, er forfald og forrådnelse af menneskeheden og en fortvivlelse, der ingen ende vil tage. En verden, hvor dem, som har givet mest afkald på deres menneskelighed, er dem, der overlever længst; Survival of the Sickest
Ægte rendyrket ond dødsmetal
Tonen er sat, lad os blive opslugt i verdens undergang og blive fortæret af de delvist maddikekonsumerede zombier. I meget genkendelig Bloodbath-stil åbner albummet med ”Zombie Inferno”, hvor sangen starter med et meget dæmpet og forvrænget guitarriff. Introen lyder, som om den afspilles gennem højttalerne på en gammel radio i en mørk, slidt og tom stue. Du rammes af en sonisk intensitet og brutale guitartoner, så du må hive efter vejret for at følge med. Nu er apokalypsen brudt løs, stemningen bliver sat med Nick Holmes’ ondskabsfulde growls, som lyder bedre end nogensinde med ordene ”Fucked. Nowhere to Run.” I sandhed iscenesættende for albummet, som ingen gidsler tager i sit voldsomme lydbillede og ingen pauser giver til lytteren i 45 minutter. Efter en hæsblæsende start, skrues tempoet ned på nummeret ”Dead Parade”, men dette er blot for at indføre en meget sludget lyd, hvor der hamres hårdt på trommerne, og der spilles samstemmigt mellem alle instrumenterne, så selvom kadencen er langsommere, så er brutaliteten og intensiteten bevaret.
Der er ingen tvivl om, hvor inspirationskilden er at finde. Der er mange genkendelige dødsmetalelementer, som kan spores tilbage til den amerikanske 80’er-scene med bands som Death, Morbid Angel og Obituary. Det betyder dog ikke, at denne udgivelse blot er en kopivare, men nærmere en hæder til de gamle helte. Hele lyrikken på albummet holder sig til zombie-horror-gore-tematikken, og der er implementeret horroratmosfære til albummet i form af diverse lydeffekter som skrig eller lyden af blæst over et øde område, som er at finde på slutningen af ”Environcide”. Den bedste implementering af disse lydeffekter er på det sidste nummer, ”No God Before Me”. Det er også et af albummets klare højdepunkter, hvor slutningen er et mandekor, som i bedste tenorstil reciterer ordene i sangtitlen, mens der laves en sonisk mur af ubehag, og hvad der lyder som kirkeklokker, ringer albummet ud — en passende dyster afslutning.
Alt er ondt, så alt er godt
Dette er uden tvivl bandets mest velproducerede album til dato og uden tvivl det Bloodbath-album med Nick Holmes ved roret, hvor hans vokal står allerskarpest. Fremragende dybde og intensitet, der er kommet i hans growl, og de har den rette ondskab til zombietematikken. Der er ikke en finger at sætte på bandets musikalitet. Man kunne dog godt have ønsket, at Bloodbath havde turdet endnu mere. Mere variation eller at have gået endnu mere all-in på zombiekonceptet. Det kunne for eksempel have været spændende, hvis det var blevet til en sammenhængende fortælling, der stadigvæk havde alle horror- og goreelementerne – altså bare et eller andet, som ville have overrasket lytteren. Det har selvfølgelig også sin charme, at det vides nogenlunde, hvad man får med Bloodbath. Der skal ikke herske tvivl om, at de fleste, som holder af dødsmetal, vil holde af dette. Det er ikke her, den dybe tallerken bliver opfundet, men det er ægte godt håndværk, som præcis viser alt, hvad dødsmetal er og skal kunne, og det er satans ondt.