Opeth spiller koncert på Copenhell 2020.
Opeth - In Cauda Venenum

In Cauda Venenum

· Udkom

Type:Album
Genre:Prog rock
Spilletid:67:41
Antal numre:10

Officiel vurdering: 10/10

Brugervurdering: 10/10 baseret på 1 stemme.

MOGA

Opeth er et af de bands, som formår at dele vandene blandt metalfolket. De seneste års stilskift har grundlagt en religion, hvis formål er at få Mikael Åkerfeldt til at growle igen. Men det er af lyst, ikke af nød, at Opeth for længst har lagt den hårde metal bag sig og i stedet trukket det spraglede perleforhæng til side, der leder ind i proggens magiske univers. Og lad mig sige det på forhånd, kære læser, at tilhører du det førnævnte segment, der drømmer om dengang, det hele var, som du kender det, så bliver du skuffet.

Ret skal være ret: Jeg tilhørte engang den gruppe mennesker, der forsvor alt fra og med Watershed. Jeg forstod ganske enkelt ikke HVORFOR. Der er jo ingen grund til at lave om på noget, der allerede er perfekt? Men efterhånden som årene er gået, og mine ører er modnet, forstår jeg, at DERFOR. Omkring Sorceress vendte min interesse tilbage, og nu står jeg over for min anmelderkarrieres allerstørste udfordring: At sætte ord på hvorfor In Cauda Venenum er en af Opeths allerstørste triumfer. For ingen ord kan yde albummet retfærdighed. De kan kun blegt og famlende forsøge at tegne et omrids af en udgivelse, der er indviklet og kompleks – i stil med alt Opeth ellers har lavet.

På skuldrene af giganter

Og allerede fra den tre og et halvt minut lange intro ”Livets Trädgård” står det atter klart, at Opeth har ladet sig inspirere af det psykedeliske. Pink Floyd er det første af mange bands, der har sat sit præg på svensken, men også dagligdagens lyde har fundet vej ind i mixet. Fodtrin, fløjten og trafikstøj blander sig med knap så jordnære virkemidler for at give dig følelsen af at have en ud af kroppen-oplevelse i metroen. Efter et sample med en sød lille svensk pige bliver vi uden varsel blændet af 1000 gigawatt Åkerfeldt som intro til den bombastiske og overraskende afvekslende ”Svekets Prins”. Men før det for alvor bliver til noget, afbrydes opbygningen af endnu et sample. Det trækker spændingen ud og kulminerer i en guitarsolo, der i den grad minder os om, at nok er Opeth vokset fra metallen, som vi kender den, men ikke fra de melodier, der bider sig fast. Det er gennemgående for hele pladen, at den er voldsomt indladende, selvom den aldrig forfalder til billige virkemidler.

Den sædvanlige anmeldelsesfremgangsmetode med at gennemgå de enkelte numre kronologisk og fremhæve de gode og mindre gode øjeblikke vil være som at læse ingredienslisten i stedet for at smage. Opeth skifter nemlig ikke humør, tempo eller stil fra nummer til nummer for at holde dig som lytter på tæerne – det er fra akkord til akkord, de trækker tæppet væk under dig. På den udadvendte ”Hjärtat Vet Vad Handen Gör” citerer de The Beatles, sender et lille nik i retning af Rush og deres ”YYZ” og gen-introducerer lyden af Blackwater Park. I ”Banemannen” spiller de listig Hitchcock jazz noir med whiskers og klarinet. ”Minnets Yta” kunne snildt være skrevet til det store lærred med det til lejligheden lånte strygerorkester, der spiller på alle hjertestrengene. Der kan drages en parallel til albummets titel, for ja, det er vellydende og tiltalende, men i sidste ende er der gift i brodden.

Denne gang er Opeth ikke så indhyllet i proggens spraglede gevandter, selvom den stadig står for de, for nogen, unødige krumspring. Men In Cauda Venenum er musikkens svar på parkour i M.C Eschers univers. Foruden de førnævnte skæringer og deres individuelle udtryk bliver der snuset til støvet blues, desert rock, de gamle kendinge i King Crimson, Captain Beefheart, Focus og Frank Zappa og alle de exceptionelt gakkede/geniale musikere fra dengang, man lavede musik. Men det, der adskiller nummer 13 fra de sidste mange års udgivelser, er den primære inspiration: Opeth selv. Flere steder bemærker jeg, at de har kigget deres egne arkiver igennem og har sakset de ting, der var med til at gøre blandt andet Blackwater Park og Deliverance langtidsholdbare. Bevares, growlet er stadig sløjfet til fordel for Åkerfeldts alsidige sangstemme, men lytter du efter, kan du trække en direkte linje mellem nu og da. Det er et slaraffenland for folk, der elsker at blive overraskede, og for at det ikke skal være løgn, kan du tilmed vælge mellem svensk- eller engelsksproget Opeth; fordi det ikke længere er nok for Åkerfeldt at nøjes med at skrive én plade ad gangen – der er trods alt lidt udfordringer ved at oversætte ikke blot ord, men også meninger og stadig få det til at passe med musikken.

Kunsten at lade sig overvælde

In Cauda Venenum kræver meget tid og mange gennemlytninger. Ikke fordi det er en plade, man lige skal vænne sig til, men fordi den er så kompleks og interessant, at ved de første mange gennemlytninger, føltes det som at høre den igen for første gang. Man kan nynne med stort set hele pladen igennem, for uanset deres moderne retrolyd, tilhører Opeth stadig den samme melodiske skole som for eksempel sjælefrænderne i Katatonia. Brugen af mellotronen er afpasset de klassiske instrumenter, så den indgår i lydbilledet uden at blive for dominerende. Og det er endnu en af de små ting, der er med til at gøre albummet så nemt at holde af.

På intet tidspunkt bliver der sjusket med hverken produktion eller engagement, ej heller sprunget over hvor gærdet er lavest. Deres musik er stadig storladen, medrivende og til tider mastodontisk, samtidig med at de mestrer det blide og emotionelle til UG. De breder sig over større territorier og snuser til nye genrer, og de formår, endnu en gang, at få det hele til at gå op i en højere enhed. Samtlige musikere er i en klasse for sig; fra de højtflyvende guitarharmonier, over de subtile keyboards til de skarpe trommer. Alt, hvad de rører ved, får sit eget liv, og jeg kan ikke lade være med at sidde og nyde følelsen af, at Opeth og jeg endnu en gang er på bølgelængde. Det er organisk, et sværd dyppet i gift og honning og med en dybde, jeg endnu ikke har loddet færdig. Jeg tøver ikke med at kalde In Cauda Venenum deres bedste plade i mange år – på niveau med deres bedste nogensinde. 

-

MOGA

Opeth are one of those bands who can truly divide metal fans – the later years’ change in style founded a religion based on making Mikael Åkerfeldt growl again. But it wasn’t out of necessity Opeth moved away from death metal and instead drew the beaded curtains aside to disappear into the multicoloured universe of prog. Let me be clear, if you belong to the group of people who dream yourself back to “the good old days”, this album is not for you.

I’m not gonna lie. I used to belong to the aforementioned group of people who rejected anything made after Ghost Reveries. I didn’t understand the why – don’t fix it if it ain’t broken, you know? But as the years passed and my ears matured, I suddenly understood it’s just because. Around the time Sorceress came out, I was ready to give them another chance and now I face the biggest challenge of my career as a reviewer: try putting into words just why In Cauda Venenum is one of Opeth’s greatest triumphs. No words will ever do this album justice as they can only stutter and stumble in a feeble attempt at describing an album that’s intricate and complex – much like everything else Opeth.

On the shoulders of giants

On the three and a half minutes long intro “Garden of Earthly Delights”, it’s abundantly clear that Opeth yet again are inspired by the psychedelic. Pink Floyd are the first of many bands who made their mark on the Swedes but also the sounds of everyday life found their way into the mix. Footsteps, a whistled tune and traffic noise combined with less down-to-earth ambience, makes for an out-of-body experience in the public room. Following a sample of a cute little Swedish girl, we’re blinded by a 1000 gigawatt Åkerfeldt with no warning whatsoever, as an introduction to the larger-than-life and surprisingly diverse, “Dignity”. The build-up is halted by yet another sample that only serves to prolong the wait until we’re blessed with a solo that reminds us that Opeth might have left the metal behind but not the harmonies that stick with you. With this song as with the entire album, it’s ingratiating but never pandering and shows a remarkable sense for catchiness and surprises.

The usual modus operandi of chronologically working through the songs and highlighting their ups and downs, strengths and weaknesses doesn’t work this time around. It would be like reading the list of ingredients instead of tasting the food. You see, Opeth doesn’t change their mood, tempo or style from song to song to keep you on your toes. It’s from chord to chord they pull the rug out from underneath your feet. On the extrovert “Heart in Hand”, they quote The Beatles, send a nod in the direction of Rush’s “YYZ” and reintroduce the sound of Blackwater Park. On “The Garroter” they play sneaky Hitchcockesque jazz noir with whiskers and clarinet. “Lovelorn Crime” could easily have been written for the big screen with its achingly beautiful string orchestra score, weaving a sorrowful tapestry made complete by Åkerfeldt’s angelic voice. It’s easy to draw a parallel between the music and the album title because yes, it’s well-performed and well written, but there’s poison at the tip.

This time around the prog isn’t too overwhelming even though it’s still responsible for, to some, unnecessary frills. But In Cauda Venenum is musical parkour in M C Escher’s universe. Aside from the aforementioned songs and their individual directions, Opeth dabbles in dusty blues, desert rock and pays homage to the usual suspects in King Crimson, Captain Beefheart, Focus and Frank Zappa – and the scores of crazy geniuses from a time where music was something to be experimented with. But the thing that separates number 13 from the later years’ releases is their primary source of inspiration: Opeth themselves. I noticed on several occasions they looked through their own discography and loaded up on the sounds that made Blackwater Park and Deliverance durable. Yes yes, he’s still not doing the roar, but Åkerfeldt’s versatile vocals are enough and if you pay attention you can draw a direct line from then to now. It’s a wonderland for people who love surprises and you can even choose between a Swedish or an English version of the album. You know, because writing the album once, isn’t enough!

The art of being overwhelmed

In Cauda Venenum demands your time and several listens - not because it’s a record that’s hard to love but because of its complexity. The first several times I listened to it, it felt like I was listening to it for the first time. You can sing or hum along to just about the entire album because, despite their modern retro-sound, Opeth still belongs to the same melodic school as their brothers from other mothers in Katatonia. The use of the mellotron is adjusted to suit the classic instruments and becomes a natural part of the general sound of the album, which is one of the many things that makes this album so easy to fall in love with.

At no point do they skimp on production or commitment, nor settle for mediocrity. Their music is still grandiose, emotionally laden and even epic, whilst mastering the gentle and heartbreaking without missing a (heart)beat. They cover new territories and try on new genres and, once more, manage to combine it into a whole new level of fantastic. Every single member is giving their all and it shows. From the soaring guitar harmonies to the subtle keyboards and the anchor of the drums, everything they touch gains its own life and I can’t help but enjoy the feeling of yet again seeing eye to eye with Opeth. It’s organic, a sword dipped in venom and honey and with a depth I still haven’t gauged. There’s no doubt in my mind that In Cauda Venenum is their best album in years and on par with their best albums.

Tracklist

  1. Livets Trädgård
  2. Svekets Prins
  3. Hjärtat Vet Vad Handen Gör
  4. De Närmast Sörjande
  5. Minnets Yta
  6. Charlatan
  7. Ingen Sanning Är Allas
  8. Banemannen
  9. Kontinuerlig Drift
  10. Allting Tar Slut

Kommentarer (2)

sinding1967_9948

Indlæg: 8

Opeth

Det er dejligt album fra opeth Best Album fra band god anmeldelser hilsen Aksel Helsingør Tak for anmeldelser

sinding1967_9948 gav Opeth - In Cauda Venenum 10/10.

Cecilie Roos

Cecilie Roos

Redaktør

Indlæg: 35

Opeth

Hej Aksel. Ja det er et ret fantastisk album og tak for rosen :)

Tilføj kommentar